Slutning fra beretning (s. 143-181)

 

 

Indhold

 

Relationen (Det stockholmske Blodbad)

Politiinspektør Clausens rapport d. 6.6.1972

J.K. Madsen: Grundtvigs Jordefærd

Klaus Berntsen: Erindringer fra Manddommens Aar

Justitsministeriets rapport 1873

 

Relationen (Det stockholmske Blodbad)

 

Vi efterskrevne Jørgen Turesen, domprovst, Peder Galle, scolasticus, og Erik Geting, cantor ved Uppsala domkirke, er af højbårne og strenge fyrste hr. Gustav Eriksen, Sveriges riges høvedsmand, tilspurgt med dette nærværende tro vidnesbyrd at skulle kundgøre, hvad vi så eller hørtes have hændt efter kong Christierns kroning på Stockholm slot, hvor vi nødte og tvungne var til stede for at bese den gruelige og jammerlige dødsens beskuelige og den uhørte, aldrig før sete, gruelighed, som var det ynkelige mord på gejstlige og verdslige herrer og andre gode mænd, som er vel værdige at have i salig ihukommelse, og efter det, som vi har fornemmet i allehånde og hvert og et bekender vi den åbenbare sandhed, som herefter følger:

 

I året efter Guds fødsel 1520 den 28.de dag i oktober måned kom vi foranskrevne til Stockholm, budne og tilkaldte af ærkebiskop Gustav med flere andre for at yde ærkebiskoppen bistand og tjene ham ved messe, som det er sædvane ved kongers kroning.

 

Denne tjeneste fandt sted søndag næst efter alle helgenes dag, og da blev der givet os bud af ærkebiskop Gustav at følge ham på slottet onsdag næst derefter, hvilket vi gjorde på den dag, omtrent ved middagsstund, og medens vi tøvede der, lige til klokken slog et, blev efter et eller andet svigefuldt opdigtet påskud, som vi ikke kunne forstå, slotsportene aflåsede, og al menig adel, kvinder og mænd, biskopper og prælater fra næsten hele riget blev indestængte; ligeledes blev derinde bestængt borgere, rådmænd, borgmestere og alle førnævnte herrers tjenere, og ingen blev lukket ud, men nogen kunne godt komme ind, og vil kunne ej begribe eller betænke, al hvilken grund det blev gjort.

 

Til sidst da kongen sad på domstolen i den store sal, kom ærkebiskop Gustav og klagede meget hårdt over dem, som havde fortrædiget Uppsala domkirke, da Stäket blev belejret, og over dem, som brændte det ned etc., og først og fremmest over hr. Sten, som dengang var rigets høvedsmand og hans enke, fru Kirstina, og deres hjælpere og støtter i denne sag, hvis navne han også lod præsentere, åbenbare og udråbe for kongen, idet han begærede på hans kongelige ed, som han havde gjort, da han blev kronet, at han skulle gøre for Guds skyld og retfærdighed, at der måtte ske kirken og ham fyldest for den uret og skade, der var gjort på så mange måder.

 

Kongen svarede således: »Hr. ærkebiskop, passer det Eder ikke at gå til værks i denne sag med forståelse og forlig, således som gode mænd kan ransage den, eller vil I i enhver henseende prøve den med loven?« Han bad da indstændigt om, at de, som da var nærværende der, skulle arresteres og enhver gøre ham fyldest på allehånde måder. Han fremhævede også, uimodsagt al kongen, at en sådan sag var tidligere fremmet på ærkebispens vegne i Rom, men kongen ville ikke have, at førskrevne sag skulle fremmes eller endes i Rom. Da befalede han ærkebispen, at denne hellere måtte ransages og afsluttes her i riget, idet han lovede, at der skulle ske ham fyldest for hans skade og uret på allehånde måder etc. Med dette lod ærkebispen sig nøje.

 

På det sidste derefter blev der fremtaget og læst nogle breve for kongen; hvad de indebar, lagde vi ikke på ethvert punkt mærke til, men vi kunne siden gætte af kongens spørgsmål, at disse breve var til skade for gejstlige herrer og adelsmænd, som da var nærværende og havde beseglet de nævnte breve.

 

Det første spørgsmål blev rettet til biskoppen i Linköping, om han havde beseglet disse breve. Denne svarede ja dertil, men at han ville sikre sig for påkommende tilfældes skyld. Da meddelte han, at han havde opsat en protest, og hans undskyldning og protest blev hentet frem og læst offentligt. Derefter blev et sådant spørgsmål af kongen forelagt bisperne og rigsråderne, og enhver gjorde sig umage for at undskylde sig og påvise sin retskaffenhed i den sag. Efter dette blev meget forskelligt anført, og der blev uenighed mellem dem, som skændtes der, og vi bekender da ved Gud, at vi ikke bemærkede os, hvad der her blev sagt eller konkluderet, da det ikke syntes at angå os. Men vi gik og talte os imellem om det, at portene var lukkede og så mange mænd var i bekneb, og derfor bestræbte vi os også for at udfinde, hvordan vi skulle kunne komme ud derfra, eftersom vi var højligt forfærdede over sådan sag.

 

Efter en liden stund gik kongen ud, og rådet blev siddende for at ransage og ende allehånde sager, indtil det blev mørk aften.

 

[Alle indespærres på slottet natten over]

 

Torsdag næst derefter, som var ottendedagen efter omnium sanctorum, da klokken var omkring 9 på dagen, blev alle biskopper, prælater, kanniker og klostergivne mænd og så mange lærde, som der var, kaldt sammen i samme sal, som de om aftenen var gået ud af, og til dem fremførte hr. Johannes Beldenak, biskop af Odense, midt i deres samkvem det spørgsmål. om de, der havde sammensvoret sig og forbundet sig særligt sammen mod den hellige romerske stol og Jesu statholder paven, skulle holdes for kættere.

 

Om dette spørgsmål rådførte mænd, der var lærde i den hellige skrift og loven, sig og disputerede og svarede efter evangeliet og den gejstlige ret, at de, som blev belastede med de nævnte ting, skulle holdes for kættere, først biskopperne, dernæst prælaterne, kannikerne og klostergivne mænd og enhver efter sin stand.

 

Men hvilken falskhed, grumhed og svig og hvad ondt af enhver art, kongen og hans rådgivere havde udpønset i deres hjerter med dette spørgsmål, bekender vi for Gud, som ransager og kender alle hjerter og tanker, at det kunne vi dengang på ingen måde indse, ejheller fulgte derefter, så vidt vi kunne forstå, nogen dom eller sententia, og Gud er vort vidne, at vi på det tidspunkt ikke kunne forstå, med hvilket formål omtalte spørgsmål blev stillet...

 

[Kannikerne trues aj kongens hjælpere, men slippes løs dagen efter.]

 

(Kilde: Det stockholmske blodbad: indledning og kilder ved Hans Neerbek, Gad 1973, med egne rettelser)

 

 

Politiinspektør Clausens rapport af d. 6. maj 1872

 

KJØBENHAVNS POLITI – HOVEDSTATIONENS

1. AFDELING

d:6te Mai 1872.

 

Høivelbaarne

Herr Etatsraad, Politidirektør Crone

R af Dbg. p. p.

 

Ifølge Herr Etatsraadens Ordre, overtog jeg igaar Eftermiddags Kl. 1 Kommandoen over den — til at forhindre Afholdelsen af nogen mod det af Politiet derom udstedte Forbud stridende Folkeforsamling paa Nørrefælled, samt til Overholdelsen af den offentlige Orden paa og ved Fælleden — udkommanderede Politistyrke, hvilken blev inddelt saaledes:

 

  1. Deling A I 6 OB 3O B
  2. Deling A IV 7 OB 29 B
  3. Deling A V 7 OB 27 B
  4. Deling A VI 8 OB 21 B

 

Tillige var Politiinspektør Petersen mødt til Disposition for mig.

 

Styrken havde jeg samlet i Skolebygningen paa Hjørnet af Fælledveien og Sct. Hans Torv.

 

Til Politiets Assistance meldte Ritmester Neergaard sig Kl. 2½ Em med en Escadron Husarer, og Kl. 3 overtog Oberst Castenskjold af Husarerne Kommandoen saavel over denne Escadron som over Husarregimentets Exerceerskole fra Jægersborg under Ritmester Moltke. Der fandtes ingen Anledning til Reqvisition af større Militairstyrke.

 

Allerede Kl. 2½ begyndte endel Mennesker at samle sig paa Blegdamsveien, hvorfor Politiassistent Thorsen med sin Deling blev beordret til at indtage Stilling paa Nørrefælled og drage Omsorg for at ingen Folkestimmel opstod paa Fælleden, samt at ligeledes Færdselen paa Blegdamsveien ikke standsedes ved Sammenstimlen af Mennesker.

 

Politiassistent Thorsen udførte fra Begyndelsen med Lethed denne Opgave med Halvdelen af sit Mandskab. Folkemængden paa Blegdamsveien tiltog imidlertid mere og mere og blandedes Tid efter anden med mere og mere Pøbel. Da imidlertid Ritmester Neergaard ankom med sin Escadron medfulgte en stor Deel Drenge og det var kjendeligt, at den allerede temmelig store Folkemængde standsede af Nysgjerrighed for at betragte Husarerne. Ritmester Neergaard meddeltes derfor Anviisning paa at tage Stilling i Myginds Gaard i Nørreallee, ligesom Escadronen fra Jægersborg havde Stilling paa Tagensvei, færdig til, naar Nødvendigheden bød det, at gaae frem over Vesterfælled til Nørrefælled.

 

Samtidig med at førstnævnte Escadron indtog bemeldte Stilling, beordredes Politiassistent Rantzau til med 4. Deling at tage Stilling i Nørreallee, — hvor der ligeledes Tid efter anden samledes endel Mennesker, — med Ordre at forhindre nogen Indtrængen af Folk paa Fælleden samt at holde Færdselen i Alleen aaben.

 

Folkemængden paa Blegdamsveien tiltog stadig og samlede sig navnlig midtvejs mellem St Johanneskirken og Trianglen, og da samtidig ikke faae Personer, navnlig Drenge vare trængte ud paa Fælleden, afgik under en Underofficeers Kommando 10 à 12 Husarer til Fælleden, og det lykkedes disse, der gik frem i spredt Orden at forhindre nogen Sammenstimlen af Folk, idet de Folk, der vare komne ind paa Fælleden, enten forlode denne eller trængtes tilbage mod Østerallee.

 

Kl. omtrent 4 beordredes derefter Politiassistent Thygesen til med 1 ste Deling at tage Stilling paa Fælleden, omtrent for Midten af Blegdamsveien, indenfor Hegnet mod denne Vei, og med samme Ordre som de tidligere udsendte Afdelinger — dog med udtrykkelig Ordre til bestandig at holde en større Styrke samlet.

 

Da Bevægelsen ved Trianglen blev større og større, afgik Politiinspektør Petersen til Politiassistent Thygesens Stilling, ligesom en Afdeling Husarer afgik mod Trianglen.

 

Herfra begyndte imidlertid Folk — men dog fra Begyndelsen kun Drenge — trods Politiets Forbud at ville tiltvinge sig Adgang til Fælleden, og allerede her faldt flere Steenkast mod Husarerne.

 

Jeg anmodede derfor Oberst Castenskjold om at den i Nørreallee staaende Escadron maatte gaae frem mod Trianglen idet samtidig Inspektør Petersen havde dirigeret sig derhen med en Afdeling Betjente af I. Deling.

 

Førstnævnte Escadron gjorde strax endeel Bevægelser mod den ikke ringe Deel Mennesker, der vare trængte ind paa Fælleden og splittede disse ad.

 

Samtidig afgik jeg med Politiassistent Olrik og 4. Deling til Trianglen, samt modtog undervejs en Afdeling af 1. Deling, ligesom Escadronen paa Tagensvei erholdt Ordre til at rykke frem.

 

Blotte Fælledens sydlige Deel hverken kunde eller vilde jeg, idet det nemlig var min Plan — om saadant blev fornødent — at splitte Pøbelen ved Trianglen, saaledes, at den største Deel af Sværmen blev trængt ad Blegdamsveien mod Syd — fornemmelig for at undgaae nogen større Folkestimmel mod Byen gjennem Østerport, i hvilket Tilfælde det maatte befrygtes at Sværmen vilde gaae til Amalienborg.

 

2den og 4de Deling erholdt derefter Ordre til, indtil Videre, at forblive i deres Stilling, men at trække deres hele Mandskab til sig.

 

Forinden jeg naaede til Trianglen, havde imidlertid Politiinspektør Petersen rettet Anmodning til Oberst Castenskjold om at rydde Fælleden, og efter at Førstnævnte 3 Gange paa lovbefalet Maade havde opfordret Sværmen til at forlade Fælleden. rykkede Husarerne med trukken Sabel mod Pøbelen og splittede den ad. Samtidig med at jeg ankom til Trianglen ankom tillige Ritmester Moltke med sin Escadron og Tid efter anden lykkedes det at ryddeliggjøre Fælleden saavidt det behøvedes, idet ingen samlede Horder fandtes paa samme, men kun nogle enkelte spredte Personer — fornemmelig Drenge.

 

Hele Blegdamsveien og Østerallee mod Trianglen, samt denne Plads var nu tæt besat med Mennesker, af hvilke den største Deel vare Drenge og Arbeidsfolk samt Pøbel, men blandt hvilke ogsaa fandtes mange Personer, der aabenbart kun vare tilstede af Nysgjerrighed.

 

Pøbelen hujede, peb og skreg, og haanede saavel Husarerne som Politiet ved Vittigheder og paa anden Maade, men navnlig Husarerne lede meget ved Pøbelens Steenkast med Skjærver, af hvilke der desværre fandtes Oplag paa samtlige Veje.

 

Det manglede ikke paa idelige og gjentagne Advarsler og Anmodninger fra Politiets Side til Mængden om at skilles ad og gjøre Færdselen fri, men som oftest blev disse Anmodninger kun besvarede med Haan og det var kun med megen Besvær at Politiet og Husarerne i Forening kunde afholde Pøbelen fra igjen at betræde Fælleden.

 

Da det imidlertid rykkede mod Aften, og Pøbelhoben ikke med det Gode var at formaae til at skille sig ad — opfordrede jeg paany Mængden 3 Gange paa lovbefalet Maade til at skilles, idet jeg udtrykkelig tilføjede at Øjeblikket nu var kommet til at der i modsat Fald vilde blive anvendt Magt.

 

Jeg traf derefter Aftale med Oberst Castenskjold hvorefter Ritmester Moltke med sin Escadron dirigeredes ud i Østerallee, Ritmester Neergaard forblev paa Fælleden med Halvdelen af sin Escadron i Linie med Ritmester Moltke og den anden Halvdeel af Ritmester Neergaards Escadron fik Ordre til at tage Stilling ude paa selve Trianglen, saaledes at den kunde forhindre at en større Deel af Pøbelen end det maatte ansees for ønskeligt fik Adgang til Østerbro. Imidlertid trak jeg Politiassistent Thygesen med Resten af hans Deling til mig.

 

Ligesom disse Opstillinger vare udførte observeredes imidlertid fra Østerfælled en sluttet Masse af Mennesker at trænge frem fra Strandveien. Da bemeldte Masse trængte sig frem, sluttet og tilsyneladende i Orden og under Sang, sendte jeg en ridende Ordonants afsted for at see hvad det var for Folk. Da han nærmede sig opløstes imidlertid Massen og med Hvin og Skrigen forfulgte Flokken ham tilbage. Da denne Flok, der som det viste sig fornemmelig bestod af Læredrenge og Pøbel, imidlertid bestod af flere hundrede ja maaske tusinde Mennesker eller derover, turde jeg ikke rykke frem i Øster Allee førend Hoben var adsplittet for ikke at faae den i Ryggen, men heldigvis var denne Pøbelsværm saa næsviis, paatrængende og uforskammet, at den dels frivillig, dels ved nogen Anmodning fra Politiets Side strømmede ned fra Østerfælled ud i Østerallee, og da jeg først havde den der, rykkede jeg frem efterfulgt af Ritmester Moltkes Escadron og ryddeliggjorde uden Magts Anvendelse Østerallee til Trianglen.

 

Ankommen hertil gjorde Ritmester Moltke Holdt.

 

Jeg samlede hele den tilstedeværende Deel af Politistyrken ca 70 Mand og søgte først uden Anvendelse af Staven at sprænge den ene Del af samme mod Østerbro, men jeg indsaae at dette ikke kunde gaae, hvorfor jeg kommanderede Staven frem og anfaldt Pøbelen med hele min Magt. Da Staven blev brugt veg ogsaa Pøbelen, forfulgt over Pladsen til Østerbrogade. Jeg gjorde da Holdt og omkring for at gjøre et Anfald mod den Del af Pøbelen, der efter min første Attaque var dreven mod Blegdamsveien, og efter at den halve Escadron under Lieutenant Sass der var posteret paa selve Trianglen og om hvis Fløie vort første Anfald skete havde dækket vor Tilbagegang, rykkede Ritmester Moltkes Escadron frem efter os mod Blegdamsveien, hvor ligeledes en Attaque og Brugen af Stavene hurtig splittede Pøbelen ad.

 

Jeg kommanderede derefter Stavene ind. Lieutenant Sass med sin halve Escadron forblev paa Trianglen, ligeledes et Kommando Politi. Ritmester Moltke med sin Escadron fulgte efter mig ad Blegdamsveien og under samme Opstilling af Husarer og Politi, som var anvendt ved Ryddeliggjørelsen af Østerallee blev Sværmen ikke uden endel Besværlighed, under hvilke jeg et Par Gange matte give Betjentene Tilladelse til at bruge Stavene, drevne mod Sct Hanstorv. Ankommen til Sct Johanneskirke optog jeg Politiassistent Thorsen med sit Mandskab, der fornemmelig anvendtes til at ryddeliggjøre Sct Johannes Kirkegaard, hvilken Mængden ikke havde generet sig for at besætte.

 

Ritmester Neergaard med sin halve Escadron samt Politiassistent Rantzau med 4. Deling gik derefter bag om Kirken ad Nørreallee og drev den der tilstedeværende Mængde ad denne mod Sct Hanstorv.

 

Da jeg efter at have ladet Ritmester Moltke gjøre Holdt paa Blegdamsveien rykkede frem mod Torvet, splittedes den der forsamlede Mængde ved en Attaque af Politiet, dog uden Brug af Staven, hurtigt til alle Sider og opløste sig Tid efter anden saaledes, at jeg omtrent Kl. 7½ kunde dirigere Politistyrken til dens forskjellige Bestemmelse i Byen, ligesom Husarerne da kunde afmarschere. Politiassistent Olrik med sin Deling forblev imidlertid for en Sikkerheds Skyld til Kl. 8½ i Skolebygningen. Under Husarernes Afmarsche fra Fælleden bleve de imidlertid igjen angrebne med Steenkast og maatte attaquere Pøbelen navnlig Drengene.

 

Uagtet at Husarerne ved flere Leiligheder maatte bruge Sablen og Politiet Stavene, hvilke sidste bleve brugte paa en alvorlig og eftertrykkelig Maade, er mig vitterlig intet Menneskeliv gaaet tabt, hvorimod det efter min Formening er umuligt andet, end at grumme Mange, navnlig af Politistavene have faaet slemme Hug. Det er imidlertid meget heldigt at Anvendelsen af Magt efter mit Skjøn, væsentligt kom til at gaae ud over den egentlige Bærme af Massen, og at neppe mange af Tilskuerne ere blevne ramte.

 

Med Hensyn til de ved denne Leilighed foretagne Anholdelser, skal jeg tillade mig at henvise til de Hovedstationens 2den Afdeling desangaaende tilstillede Rapporter.

 

Ligesom jeg maa paaskjønne den fortrinlige Assistance, Husarregimentent — trods Forhaanelser, Fornærmelser og Steenkast — med al mulig Ro ydede Politistyrken, saaledes kan jeg ikke afslutte denne Rapport uden for DHVbhd at udtale min fulde Tilfredshed med den Maade, hvorpaa den mig i fornævnte Anledning underlagte Politistyrke i det Hele udførte sin ved denne Lejlighed navnlig med Hensyn til de lokale Forhold besværlige og ansvarsfulde Tjeneste.

 

Hoslagt vedlægges de af Politiinspektør Petersen og de vedkommende Politiassistenter mig tilstillede Rapporter med Bemærkning at Politiassistent Thorsens Rapport er henviist til Retten med en Anholdt.

 

Ærbødigst

Carl C. Clausen

Politiinspektør

 

(Kilde: Engberg: Den Internationale Arbejderforening for Danmark, SFAH 1985)

 

Grundtvigs begravelse 1872

J. Kristian Madsen: N. F. S. Grundtvigs Jordefærd og det kirkelige
Vennemøde den 11te og 12te September 1872, Kbh. 1872

 

[J. Kristian Madsens skrift indeholder en meget detaljeret beskrivelse af Grundtvigs begravelse og det efterfølgende vennemøde. Han oplyser, at alle talerne ved begravelsen er gengivet efter talernes egne manuskripter.]

 

Jordefærden skulde altsaa finde Sted Onsdag d. 11te fra Vor Frelsers Kirke, hvor mange kjærlige Hænder i de nærmest foregaaende Dage havde travlt med at pynte Kirken og Kisten. Denne var af lyst Egetræ, prydet med Billedskjærerarbejde, paa Fodenden bl. A. med en Palmefugl og en Askekrukke; Laaget var prydet med en Sølvplade, — en Gave fra Vartorv Menighed — 12 Tommer bred, efter Tegning af Ley; den bar som Indskrift Ingemanns bekjendte Vers:

 

Med Sagastav og Pederssværd i Haand
Han arved Saxos Blik og Kingos Aand,
Fra gamle Nord han skued imod Østen,
Og Aander har han vakt ved Kjæmperøsten —

 

samt den Afdødes Fødsels og Dødsdag; Øverst paa den var tillige graveret en Bøgegren med en Sangfugl over.

 

 

De Præster, der vare mødte, fik for en Del Plads i det rummelige Kor, men da omtrent Fjerdedelen af alle Danmarks Præster vare tilstede 2—300 —, kunde de ikke rummes der. Forrest sad Sjællands Biskop med Prof. H. N. Clausen ved sin højre Side. Hs. Maj. Kongen lod Gehejmeetatsraad Trap møde paa sine Vegne; for Hds. Maj. Enkedronningen mødte Kammerherre Wedel-Heinen og for Hs. kgl. Højhed Kronprindsen hans Adjutant Kapt. Lund. Konsejlspræsidenten, Kultusministeren og Finansministeren vare ligeledes mødte, fremdeles Landsthingets Formand, en af Folkethingets Viceformænd, Universitetets Rektor samt en stor Mængde bekjendte Mænd baade fra Danmark og enkeltvis fra Norge. Studenterforeningen havde givet Møde i stort Antal og stod paa begge Sider ned i den store Hovedgang med sine floromvundne Faner under Orgelet.
Da Klokken var 11, begyndte Orgelet at spille, og snart istemmede den store Forsamling i et mægtigt Kor følgende Psalme af Grundtvig med Tone af Barnekow:
Kom, o Hellig-Aand, kom brat!

 

Derefter udførte Sognepræst P. A. Fenger Jordspaakastelsen med de sædvanlige Ord: Af Jord er Du kommen, til Jord skal Du blive, af Jorden skal Du igjen opstaa! Og fremsagde disse Ord af Grundtvig:

 

Det Livsens Ord vi bygge paa,
Trods Orme, Vind og Vove,
Af Muld skal Dødninger opstaa
og Frelseren højlove,
Naar Luren drøner saa i Sky,
At Stjerner falde, Bjerge fly!

 

Naar Herren under Hoved-Guld
Fra Himlen aabenbares,
For i sit hele Helgenkuld
Paa Jorden at forklares,
Alt, hvad med ham var Et i Aand,
Opstaar i Lysets Klædebaand.

 

Saa pris, min Sjæl, den Herres Navn,
Som endte Dødsens Dage,
Som kom fra Graven, os til Gavn,
Med Liv og Lys tilbage,
Som med sit Ord, før vi det veed,
Opvækker Støv til Herlighed!

 

 

Toget satte sig derpaa i Bevægelse, Studenterne i Spidsen. Efter Ligvognen gik en stor Del at Præsterne, men efterhaanden blandedes Folk mere imellem hverandre ... Der var noget Storslaaet i at se Alle, Høje og Lave, Gamle og Unge — en stor Del at de største private Skoler i Kjøbenhavn havde saaledes givet Fridag — mødes i at hædre den Mand, der i tidligere Dage var elsket af Faa, spottet at Mange, hadet og frygtet af Adskillige; hans Ligtog igjennem Kjøbenhavns Gader var i Sandhed kongeligt, og det kom Flere end En i Tanker, hvad han havde sunget i en anden Sammenhæng: »Saa skjønt et Eftermæle faar ej Stridshøvding hver. «

 

Da Ligvognen var naaet til Vartorv, standsede den uden for Kirken. Døren stod aaben, Orgelet spillede, og snart tonede: »Krist stod op at Døde«, gjennem den bølgende Mængde. Da de, der stode nærmest Kisten, vare færdige, tonede endnu de sidste Linier fra den bageste Ende at Toget. Det er paa flere Steder med Føje blevet bemærket, at dette var det mest gribende øjeblik af hele Højtideligheden her i Byen, ligesom der vist ogsaa med Grund er blevet sagt, at en saadan psalmesyngende Menneskemængde næppe er gaaet gjennem Kjøbenhavns Gader i mange Aarhundreder . . Ved Banegaarden toge de Fleste Afsked, men en 6—700 Mennesker, Mænd og Kvinder at alle Samfundsklasser og fra alle Landets Egne, toge med det Ekstratog, der førte Grundtvigs Lig til Kjøge. Paa Vejen saa man flere Mænd staa med blottet Hoved, mens Toget brusede forbi.
Kl. 4½ ankom Toget til Kjøge, der havde iført sig en sørgefestlig Dragt. Kirkeklokkerne ringede; en stor Mængde Huse flagede paa halv Stang. Haandværkerforeningen og Vaabenbrødrene i Kjøge gik med deres Faner i Spidsen, og hele Vejen — en lille Fjerdingvej — ud til Aasen, hvor Grundtvig skulde jordfæstes ved Siden af sin anden Hustru, hvis Hvilested han selv for 17 Aar siden havde indviet, var bestrøet med Blomster.

 

Først blev følgende Sang »Ved Biskop N. F. 5. Grundtvigs Jordefærd« af C. Hostrup afsungen:
Kimer, I Klokker!
Prof. Fr. Hammerich talte derpaa
Efter at følgende Psalme af Grundtvig med Tone af Emil Hartmann var afsungen:
Som Foraars-Solen morgenrød.
talte Digteren Bjørnstjerne Bjørnson fra Norge:
Som Sendemand fra Norge fra Venner der, maa jeg faa Lov at lægge en Tak til de Andres; men da dette nu har draget langt ud, gjør jeg det kort.

 

 

Da Ligtoget i Dag bruste hid over paa Jernbanen, saa jeg en Arbejdsmand forlade sin Ager, hvor han pløjede, stige nogle Skridt ned mod Toget, stryge Huen af og staa der rank, mens det rejste. Da tænkte jeg paa mangen ensom Mand og Kvinde hjemme, hvor Folket bor saa spredt, som enten i Dag, hvis de have faaet Tidenden saa tidlig, eller naar de en Gang faa den, slippe Arbejdet og se i Tankerne efter Toget. Thi kanske have de baade Præst og Lærer mod sig i denne Sag og heller ingen Ven at gaa til med sin Taknemlighed og Sorg. Disse, de Ensommes Tak, maa jeg her frembære, og jeg vil lægge til en Tak fra dem, som, i Modsætning, leve det store Liv med og tale til Alle. En Tak fra dem, for hvad de af Grundtvig have faaet for sin Folke-Gjerning!

 

 

Det mener jeg derfor, at mens der ved andre Grave lyses Fred, bør der lyses Kamp over denne! Kamp for det, vi elske, og elske ved ham! Jeg tror, at Mange af Nordens Ungdom ville tage Kampen op, og da tilfældig jeg har Ordet her ved hans Grav, gjør jeg ogsaa Løftet! Give da Gud, den maa føres med noget af hans Frejdighed, hans Kjærlighed, og at vi under Kampen maa faa føle lidt af hans Fred og nyde den sidste store som Løn

 

(Kilde: H.P. Clausen: Kildekritik. København, 1974)

 

 

Klaus Berntsen: Erindringer fra Manddommens Aar, Kbh. 1923

 

Jeg syntes, Bjørnson var en at de smukkeste Mænd, jeg havde set og dertil en Folketaler at første Rang. Dagen efter mødte jeg ham ved Grundtvigs Jordefærd i Frelsers Kirke paa Kristianshavn, hvor Grundtvig havde prædiket dengang, han stod uden Embede. Det blev den største og mærkeligste Jordefærd, jeg kom til at opleve.

 

Kirken var fuld af Mennesker, og udenfor stod Tusind, der ikke kunde faa Plads. Fra Prædikestolen talte »Budstikken« Bojsen, P. A. Fenger, Peter Rørdam [alle fremtrædende grundvigianske præster – Bojsen var udgiver af det folkelige oplysningsskrift »Budstikken«] og ind imellem sang man Grundtvigs herlige Salmer. Derefter udrørte Sognepræst P. A. Fenger Jordpaakastelsen og fremsagde disse Ord at Grundtvig:

 

»Det Livsens Ord vi bygge paa,

trods Orme, Vind og Vove,

af Muld skal Dødninger opstaa

og Frelseren højlove,

naar Luren drøner saa i Sky,

at Stjerner falde, Bjerge fly.

 

Naar Herren under Hoved-Guld

fra Himlen aabenbares,

for i sit hele Helgenkuld

paa Jorden at forklares,

alt, hvad med ham var saaet i Aand,

opstaar i Lysets Klædebon.

 

Saa pris, min Sjæl, den Herres Navn,

som endte Dødens Dage,

som kom fra Graven os til Gavn

med Liv og Lys tilbage,

som med sit Ord, før vi det ved,

opvækker Støv til Herlighed.«

 

Jordefærden fandt Sted den 11. September 1872, og mange kærlige Hænder havde de nærmest foregaaende Dage haft travlt med at pynte Kirken og Kisten. Den var af lyst Egetræ, prydet med Billedskærerarbejde og paa Fodenden blandt andet med en Palmefugl og en Askeurne. Laaget bar en Sølvplade — en Gave fra Vartov Menighed — med Ingemanns bekendte Vers som Indskrift:
»Med Sagastav og Pederssværd i Haand
han arved Saxos Blik og Kingos Aand,
fra gamle Nord han skued imod Østen,
og Aander har han vakt ved Kæmperøstens
Omtrent en Fjerdedel at Danmarks Præster var til Stede. Paa forreste Række sad Grundtvigs gamle Modstandere, Biskop Martensen med Professor H. N. Clausen ved sin højre side. Kongen var repræsenteret ved Gehejmeetatsraad Trap, Enkedronningen ved Kammerherre Wedel-Heinen og Kronprins Frederik ved sin Adjudant Kaptajn Lund. Endvidere var Konseilspræsident Holstein-Holsteinborg, Kultusminister Hall og Finansminister Fenger til Stede samt Tingenes Formænd og Universitetets Rektor. Mange Medlemmer af Studenterforeningen havde givet Møde og stod opstillet paa begge Sider ned langs den store Hovedgang med floromvundne Faner.
Det var et gribende Øjeblik, da det mægtige Følge med Studenterne i Spidsen og de 2—300 Præster fulgte efter Ligvognen til Banegaarden, syngende Grundtvigs Salmer gennem Gaderne. Udenfor Vartov Kirke standsede Toget. Fra Kirkens aabne Dør tonede Orglet, og den mægtige Skare ude paa Gaden istemte Salmen: »Krist stod op at Døde«.

 

En gammel Kone, der gik forbi, udbrød: »Han faar jo en kongelig Begravelse«. »Ja, han var ogsaa en Konge«, lød Svaret. Da Følget drejede om et Gadehjørne, hørte jeg en Læredreng sige til en anden: »Hør, ved Du hvad Kresjan, der er ligegodt mange flere Mennesker her, end der var forleden, da Ballonen gik i Vejret.«
Grundtvig havde ønsket at blive bisat ved sin anden Hustrus Side i hendes Gravsted paa Køgeaas i Nærheden af Gl. Køgegaard. Blandt de tusind Mennesker, som fulgte med i Toget derned, var ogsaa jeg. Flagene vajede paa halv Stang, da vi naaede Køge, og Kirkeklokkerne ringede. Haandværkerforeningen og Vaabenbrødre gik med deres Faner i Spidsen, og Vejen ud til Aasen, næsten en Fjerdingvej, var bestrøet med Blomster. Kisten blev baaret op ad den sidste Bakke nedenfor Kirkegaarden og sat indenfor Indgangen til Gravstedet, og her sang vi denne af C. Hostrup i Dagens Anledning skrevne Sang:
»Kimer, I Klokker …«

 

Nu holdt Professor Fr. Hammerich en dygtig Tale om Grundtvigs Betydning, men størst Indtryk paa mig og sikkert paa mange, gjorde Bjørnstjerne Bjørnsons ord, da han som Sendemand fra Norge begyndte at bringe en Tak for, hvad Grundtvig havde været ogsaa for Norge, ja, for hele Norden, idet han tilføjede, at hvad Grundtvig havde gjort for at forene Nordens Folk var efter hans Mening større end det, andre havde virket før ham. Dernæst fortalte han, hvad han havde lagt Mærke til paa Rejsen fra Kjøbenhavn til Køge. Paa en Herregaardsmark havde han set en Flok Arbejdere, hvoraf mange blev staaende uden at ænse Toget, der førte Liget af Danmarks største Mand til hans sidste Hvilested; andre Arbejdere havde vendt sig og med Forundring stirret paa det mærkelige Ligtog, medens kun en lille Skare ærbødigt havde blottet deres Hoveder, da Toget kørte forbi. Dette var, sagde Bjørnson, et Billede paa, hvorledes Nordens Folk i øjeblikket stod overfor Grundtvig; de fleste var endnu ligegyldige uden at ane noget om hans store Betydning; andre stod forundrede og vidste ikke rigtig, hvad det var, denne Mand havde sat i Værk, medens vi og mange med os i Ærbødighed følte dyb Taknemlighed over, hvad denne store Mand havde øvet for Nordens Folk. Talen indeholdt mange rammende Udtryk, og til Slutning sagde han, at man ved andre Grave plejede at lyse Fred, men ved Grundtvigs Grav skulde der lyses til Kamp for Grundtvigs Ideer om det aandelige Livs Udvikling i Kirke, Skole og Folk. Idet han med vældig Kraft udslyngede Ordet Kamp, smældede Vinden i Nordens Flag, som vajede udenfor

 

(Kilde: H.P. Clausen: Kildekritik. København, 1974)

 

 

Justitsministeriets rapport 1873

 

Kjendsgerningerne i den ved Højesterets Dom af 6te August 1873 paakjendte Justitssag mod L.A.F. Pio, P.I. Geleff og H.F.V. Brix. EN aktmæssig Fremstilling. Udgivet ved Justitsministeriets Foranstaltning, Kjøbenhavn 1873.

 

[Der refereres i uddraget til en plakat, som opfordrede arbejderne til ikke at møde op til det berammede folkemøde, underskrevet af de medlemmer af Internationales ledelse, der ikke som Pio, Brix og Geleff var blevet arresteret af politiet]

 

Dette Opraab, der var underskrevet af forskellige Kredsformænd og Sektionsformænd m. Fl. Lykkedes det imidlertid ikke at faa opslaaet på Gadehjørnerne før Kl. 3-4, medens der allerede Kl. 2½ var begyndt at samle sig en hurtigt voxende Menneskemasse paa de til Fælleden stødende Veje. Adgangene til Fælleden vare allerede dengang bevogtede dels af en Politistyrke bestaaende af 2 Politiinspektører, 4 Politiassistenter, 28 Overbetjente og 107 Betjente dels af en Eskadron Husarer, der foreløbig tog Stilling i en Gaard ved Nørreallee. Hertil sluttede sig Kl. 3 Husarregimentets Exercerskole, der tog Stilling ved Tagens Vej. Efterhaanden havde der imidlertid samlet sig en meget betydelig Menneskemasse – der iblandt dog et stort Antal Drenge og ganske unge Mennesker -, og denne Mængde, der fortrinsvis holdt sig paa Blegdamsvejen og ved Trianglen, søgte fra disse Punkter at trænge ind paa Fælleden. Navnlig fra Triangelen gjorde omtrent Kl. 4 en tætsluttet Flok paa flere Hundrede Mennesker Forsøg paa at bane sig Vej gjennem Ledet, som fra Triangelen fører ind til Blegdamsfælleden. Det lykkedes denne Mængde i tætsluttet Masse at trænge ca. 300 Alen ind paa Fælleden, hvorfra den ikke vilde gaa tilbage, uagtet den 3 Gange paa lovbefalet Maade blev opfordret til at skilles. Den blev derfor af Husarer med dragne Sabler adsplittet og trængt tilbage, hvilken Bevægelse maatte iværksættes under en Regn af Sten fra Blegdamsvejen og Triangelen. Paa disse Steder var der nu en aldeles tæt Menneskemasse, der skreg, haanede Politiet og Militæret og kastede med Sten, uden at nogen Advarsel om at gaa bort med det Gode frugtede. Forinden der kunde skrides ind imod denne Mængde, blev det imidlertid nødvendigt at tilbagevise et ordnet og forberedt Angreb fra en anden Side; omtrent Kl. 4½ saaes nemlig en Skare paa flere Tusinde voxne og frakkeklædte Mennesker Arm i Arm som en Procession med bred Front bevæge sig fra Strandvejen over Østerfælled henimod Ledene mellem Øster- og Blegdamsfælleden. Denne Procession drog frem under Leveraab for de arresterede Førere Pio, Geleff og Brix og under Afsyngelsen af Socialistmarchen, hvis Omkvæd »Til Arbejdet, Liv eller Død« istemmedes med Kraft. Allerede paa Østerfælled begyndte Skaren at kaste med Sten, og da der ikke findes Sten paa denne Fælled, havde den saaledes allerede, forinden den begyndte sin Bevægelse, forsynet sig hermed. Efter at have tilbagelagt Østerfælled stormede Mængden i Løb ind i Østerallee og over denne lige imod Blegdamsfælleden, men under denne Fremtrængen blev den angreben af Politiet og Husarerne, som kastede den tilbage gjennem Østerallee til Triangelen. Under hele denne Tilbagegang blev Politiet og Husarerne tildængede med Sten. Efterat det var lykkedes at gjennemføre denne Bevægelse, søgte Politiet med Understøttelse af Husarerne at sprænge den forsamlede Menneskemasse saaledes, at den ad forskjellige Veje maatte vende tilbage til Byen. En Del blev af en Politistyrke paa 70 Mand, som maatte bruge Stavene og dækkedes af Husarer, fra Triangelen sprængt ned imod Østerbrograde. En anden Del blev ligeledes af Politi og Militær i Forening og ved Brugen af Stavene hurtig adsplittet i modsat Retning. Det lykkedes fremdeles at faa Mængden paa Blegdamsvejen drevet ned imod St. Hans Torv, ved hvilken Lejlighed Politiet atter flere Gange maatte gjøre Brug af Stavene, og endelig blev efter et Angreb af Politiet paa St. Hans Torv Mængden splittet til alle Sider. Kl. 7½ afmarcherede Husarerne; inden de forlod Fælleden, blev de dog endnu engang nødte til at vende sig imod Hoben, der paany kastede Sten paa dem. Omtrent samtidig vendte Politistyrken for Størstedelen tilbage til sine forskjellige Bestemmelsessteder i Byen. Af Husarerne vare i alt 74 Mand blevne ramte af tilsammen 142 Stenkast foruden af andre Gjenstande, hvormed der kastedes; 4 Husarer – blandt hvilke 1 var livsfarlig syg – maatte undergives Lægebehandling. 23 Betjente af Politistyrken bleve ramte af Stenkast eller led paa anden Maade Overlast. Efterat Folkemængden var fortrængt fra Fælleden og dennes Omgivelser, drog store Skarer ind ad Byen til, ituslog en Mængde Gadelygter og Vinduesruder og kastede med Sten ind i forskjellige Sporvogne, Drosker og Huse. Ruderne i en Politistations Lokale bleve slaaede ind og den udenfor samme hængende Signallygte slaaet itu. Paa Gammeltorv samledes større Klynger, men der gjordes ikke noget Forsøg paa at iværksætte de Trusler, der i Dagens Løb vare faldne om at storme Raadhuset og befri de fængslede Førere.

 

Kjendsgerningerne i den ved Højesterets Dom af 6te August 1873 paakjendte Justitssag mod L.A.F. Pio, P.I. Geleff og H.F.V. Brix. EN aktmæssig Fremstilling. Udgivet ved Justitsministeriets Foranstaltning, Kjøbenhavn 1873.

 

[Der refereres i uddraget til en plakat, som opfordrede arbejderne til ikke at møde op til det berammede folkemøde, underskrevet af de medlemmer af Internationales ledelse, der ikke som Pio, Brix og Geleff var blevet arresteret af politiet]

 

Dette Opraab, der var underskrevet af forskellige Kredsformænd og Sektionsformænd m. Fl. Lykkedes det imidlertid ikke at faa opslaaet på Gadehjørnerne før Kl. 3-4, medens der allerede Kl. 2½ var begyndt at samle sig en hurtigt voxende Menneskemasse paa de til Fælleden stødende Veje. Adgangene til Fælleden vare allerede dengang bevogtede dels af en Politistyrke bestaaende af 2 Politiinspektører, 4 Politiassistenter, 28 Overbetjente og 107 Betjente dels af en Eskadron Husarer, der foreløbig tog Stilling i en Gaard ved Nørreallee. Hertil sluttede sig Kl. 3 Husarregimentets Exercerskole, der tog Stilling ved Tagens Vej. Efterhaanden havde der imidlertid samlet sig en meget betydelig Menneskemasse – der iblandt dog et stort Antal Drenge og ganske unge Mennesker -, og denne Mængde, der fortrinsvis holdt sig paa Blegdamsvejen og ved Trianglen, søgte fra disse Punkter at trænge ind paa Fælleden. Navnlig fra Triangelen gjorde omtrent Kl. 4 en tætsluttet Flok paa flere Hundrede Mennesker Forsøg paa at bane sig Vej gjennem Ledet, som fra Triangelen fører ind til Blegdamsfælleden. Det lykkedes denne Mængde i tætsluttet Masse at trænge ca. 300 Alen ind paa Fælleden, hvorfra den ikke vilde gaa tilbage, uagtet den 3 Gange paa lovbefalet Maade blev opfordret til at skilles. Den blev derfor af Husarer med dragne Sabler adsplittet og trængt tilbage, hvilken Bevægelse maatte iværksættes under en Regn af Sten fra Blegdamsvejen og Triangelen. Paa disse Steder var der nu en aldeles tæt Menneskemasse, der skreg, haanede Politiet og Militæret og kastede med Sten, uden at nogen Advarsel om at gaa bort med det Gode frugtede. Forinden der kunde skrides ind imod denne Mængde, blev det imidlertid nødvendigt at tilbagevise et ordnet og forberedt Angreb fra en anden Side; omtrent Kl. 4½ saaes nemlig en Skare paa flere Tusinde voxne og frakkeklædte Mennesker Arm i Arm som en Procession med bred Front bevæge sig fra Strandvejen over Østerfælled henimod Ledene mellem Øster- og Blegdamsfælleden. Denne Procession drog frem under Leveraab for de arresterede Førere Pio, Geleff og Brix og under Afsyngelsen af Socialistmarchen, hvis Omkvæd »Til Arbejdet, Liv eller Død« istemmedes med Kraft. Allerede paa Østerfælled begyndte Skaren at kaste med Sten, og da der ikke findes Sten paa denne Fælled, havde den saaledes allerede, forinden den begyndte sin Bevægelse, forsynet sig hermed. Efter at have tilbagelagt Østerfælled stormede Mængden i Løb ind i Østerallee og over denne lige imod Blegdamsfælleden, men under denne Fremtrængen blev den angreben af Politiet og Husarerne, som kastede den tilbage gjennem Østerallee til Triangelen. Under hele denne Tilbagegang blev Politiet og Husarerne tildængede med Sten. Efterat det var lykkedes at gjennemføre denne Bevægelse, søgte Politiet med Understøttelse af Husarerne at sprænge den forsamlede Menneskemasse saaledes, at den ad forskjellige Veje maatte vende tilbage til Byen. En Del blev af en Politistyrke paa 70 Mand, som maatte bruge Stavene og dækkedes af Husarer, fra Triangelen sprængt ned imod Østerbrograde. En anden Del blev ligeledes af Politi og Militær i Forening og ved Brugen af Stavene hurtig adsplittet i modsat Retning. Det lykkedes fremdeles at faa Mængden paa Blegdamsvejen drevet ned imod St. Hans Torv, ved hvilken Lejlighed Politiet atter flere Gange maatte gjøre Brug af Stavene, og endelig blev efter et Angreb af Politiet paa St. Hans Torv Mængden splittet til alle Sider. Kl. 7½ afmarcherede Husarerne; inden de forlod Fælleden, blev de dog endnu engang nødte til at vende sig imod Hoben, der paany kastede Sten paa dem. Omtrent samtidig vendte Politistyrken for Størstedelen tilbage til sine forskjellige Bestemmelsessteder i Byen. Af Husarerne vare i alt 74 Mand blevne ramte af tilsammen 142 Stenkast foruden af andre Gjenstande, hvormed der kastedes; 4 Husarer – blandt hvilke 1 var livsfarlig syg – maatte undergives Lægebehandling. 23 Betjente af Politistyrken bleve ramte af Stenkast eller led paa anden Maade Overlast. Efterat Folkemængden var fortrængt fra Fælleden og dennes Omgivelser, drog store Skarer ind ad Byen til, ituslog en Mængde Gadelygter og Vinduesruder og kastede med Sten ind i forskjellige Sporvogne, Drosker og Huse. Ruderne i en Politistations Lokale bleve slaaede ind og den udenfor samme hængende Signallygte slaaet itu. Paa Gammeltorv samledes større Klynger, men der gjordes ikke noget Forsøg paa at iværksætte de Trusler, der i Dagens Løb vare faldne om at storme Raadhuset og befri de fængslede Førere.