Kildeidentifikation (s. 82-101)


Indhold

 

Telefax fra Tamilsagen
Kroningsdokumentet fra Kalmarmødet 1397
Unionsbrevet fra Kalmar 1397
Aktstykket (Det stockholmske Blodbad)
Det konstantinske Gavebrev




Telefax fra Tamilsagen

(Kilde: Hornslet: Beretning om Tamil-sagen. København, Statsministeriet, 1992)

 


Kroningsdokumentet fra Kalmarmødet

 

(Kilde: Gyldendals Billedarkiv)

 


Kroningsdokumentet, transskription

 

1. Wy Jacop oc Hinric, meth Gudz nadh j Lund oc j Vpsala erchebiscopa, Pæther aff Roschilde, Knwt aff Lyncøpunk, Tetz aff Odhens, Thordh aff Strengenæs, Bo aff Arws j Jutland, Thorstan aff Skara, Niels aff


2. Westeraros j Suerike, Pæther aff Burgium, Hæming aff Wexsiø oc Jønes af Orkænø, aff samme nadh biscope, Arent, prouest j Oslo, Anders, domprouest Vpsala, Oleff Pant, dæken j Roschilde, Brunnolff, domprouest


3. j Skara, oc mester Pæther Lykke, erkediekn j Roschilde, Karl aff Toftæ, Jønes Andersson, Steen Beyntssøn, Erengisl Nielssøn, Jones Rwt, Thure Beyntssøn, Michel Rwt, Arwith Beyntssøn, Folmar Jæcopssøn, Niels Yuerssøn


4. Algut Magnussøn, Anders Jæcobssøn, Jønes Duwe, Magnus Hakonssøn, Pritbern van Podbusc, Johan Scarpenbergh, Pæther Basse, Otte Jenessøn, Philpus Karlssø, Johan Olefssøn, Biørn Olefssøn, Hannes van Podbusc, Karl Karl-


5. søn, Jon Jæcopssøn, Pæther Nielssøn aff Agarth, Niels Ærengislssøn, Jones Nielssøn aff Awentzbergh, Jæcop Axelssøn, Stig Auessøn, Sorte Sconing, Abram Broderssøn, Axel Pætherssøn, Magnus Munk, Berneke Skinkel, Amund


6. Bolt, Goute Ericssøn, Jon Martenssøn, Jon Darre, Alff Harelssøn, Endrith Erlandzsøn, Guibrand Ellingssøn, Hakon Top, Giorth Giorthssøn, Syuart Bolt, Thoralt Syuartssøn oc Jon Hinricssøn, riddere, Axel Kætilssøn, Karl Karls-


7. søn, Gotzscalc Beyntssøn oc Aslac Byornssøn, suenæ, wor herræs koning Erics oc hans thry konungxrikes Danmarks, Suerikes oc Norghes radhgeueræ oc mæn, meth andre flere biscope, prelate, riddere oc suenæ, som j thisse thry


8. konungxrike Danmarc, Suerike oc Norghe bygge oc bo, kennes thet openbarlicæ i thettæ wort opne breff for alle thom, som nw æræ oc hær efter komme acule, at efter thet at fornempde wor kæriste herræ konung Eric


9. hafuer wærit j alle thisse forscrifne thry konungxrike Danmarc, Suerike oc Norghe oc j huart thorræ synderlicæ ær til foren aff Gudz nadhe wnfongen oc taken met kerlich, gothwilghe oc samthykke alles this-


10. se thry rikis inboendes mens, bothe biscope, prelate, klærke oc ridderscap oc menygheet, til wor oc alles thorræ oc thisse thry koningxrikis ræte herræ oc koning, oc aff thy at thet wor suo akeet j Gudz nafn, som fore


11. screfuet star, tha hafue wi alle fornempde meth flere thisse rikes men efter alle thisse fornempde thry koningxrikes inboendes mens, bothe biscopes, prelates, klerkes, ridderscaps oc menigheetz radh, gothwilghee oc sam-


12. thyct oc wppa alles thisse thry rikis weghna nw hær j Kalmarn wpa sancte Trinitatis søndagh, som nw nest war, nær warit oc fulbordhet fornempde wor herræs koning Erics krunilse, tha han aff Gudz nadhe kru-


13.nith warth j nafn Fadhers oc Søns oc then Helghe Andz at wæræ oc at blifue meth Gudz hielp een krunith koning ouer alle thisse thry koningxrike Danmarc, Suerike oc Norghe meth allæ the werdicheet oc rætic-


14. heet, som een krunith koning aff alder hafuer tilburt oc bør at hafuæ bothe aff andelic oc aff wæreltz weghne. Nw mæthæn Gudh oc wi oc alle the j thisse fornempde rike hafue suo giort oc samthyct j alle mo-


15. dæ, som fore screfuet staar, oc fomempde wor herræ koning Eric j suo modæ for wor rættæ herræ oc kruneth koning i Gudz hedher anamet oc wnfonget hafue til oc ouer thisse thry koningerike Danmarc, Suerike


16. oc Norghe at wæræ oc blifuæ, tha wilghe wi alle aff thisse thry rike gøræ fornempde wor herræ meth troscap oc kærlich alt thet oss bør wor rætæ herræ oc krunith koning at gøræ, oc han gøre widh oss alle som


17. hanom bør at gøre; oc om slot, feste, land oc læn oc om al stykke, e huat thet helzt heder eller ær, som fornempde wor herræ koning Eric oc hans modher modhersøster, wor nadighe frwe drotning Margarete oss til trot


18. hafue oc en hær efter til tro, ther wilghe wi oc alle aff thisse fornempde rike suo widher gøra bothe i thorræ lifuende liiff oc suo efter thorræ døth, som the hafue oss til trot oc æn hær efter til tro, oc som wi wilghe


19. suare oc wæræ bekende bothe for Gudh oc men. Framdelis, Gudh løne wor kæræ frwe drotning Margareta alt got; hwn hafuer suo nær oss wærit oc meth oss om gonget j thisse thry koningxrike oc thisse fornempde ri-


20. ke suo forstondet, thet wi alle, som thisse fornempde rike bygge oc bo, henne engte scylde. Gudh giftie henne hymmerike for thet, hwn hafuer met oss om gonget oc nær oss wæret, oc wi thakke henne gerna for alt


21. got; oc meth Gudz hielp at allæ thisse forscrifne stykke oc artikele scula stadighe og faste blifue, som fore scrifuet star, j Gudz nafn, og til mere beuaringh alle thisse forscrifne stykke oc artikele, tha hafue wi alle


22. fornempde met wilghe oc witscap ladet woræ jncigle hengis for thetta breeff, som gifuet oc screfuet ær Kalmarn efter wor Herres fødhelse thusende thry hundrith halffemtæsintyugho wpa thet sywndæ aar a


23. then fredach, som næst war efter sanctæ Knwtz dach, som koning war oc martir.


Arkivnotits på bagsiden:


Hwre alle thry rikens radh lowedhe min herre troskap i Kalmaren, tha han wardh kronadh, oc thesse iii rike skole bliue til samen vnder hanum.


(Transskription: Bent Egaa Kristensen)

 



Kroningsdokumentet, oversættelse

 

1. Vi Jacob og Henrik, med Guds nåde i Lund og Uppsala ærkebiskopper, Peter af Roskilde, Knut af Linköping, Tetz af Odense, Tord af Strängnäs, Bo af Århus i Jylland, Thorsten af Skara, Niels af


2. Vesterås i Sverige, Peter af Børglum, Hæming af Växjö og Jens af Orkneyøerne, af samme nåde biskopper, Arent, provst i Oslo, Anders, domprovst i Uppsala, Oluf Pant, dekan i Roskilde, Brynulf, domprovst


3. i Skara, og mester Peter Lykke, ærkedegn i Roskilde, Karl af Tofte, Jens Anderssøn, Steen Bengtssøn, Erengisl Nielssøn, Jens Rud, Ture Bengtssøn, Mikkel Rud, Arvid Bengtssøn, Folmer Jacobssøn, Niels Iverssøn


4. Algot Magnussøn, Anders Jacobssøn, Jens Due, Magnus Håkonssøn, Predbjørn Podebusk, Johan Skarpenberg, Peter Basse, Otto Jenssøn, Philip Karlssøn, Johan Olufssøn, Bjørn Olufssøn, Hans Podebusk, Karl Karlssøn


5. Jon Jacobssøn, Peter Nielssøn af Ågård, Niels Erengislssøn, Jens Nielssøn af Avnsbjerg, Jacob Axelssøn, Stig Ågessøn, Sorte Skåning, Abraham Broderssøn, Axel Peterssøn, Magnus Munk, Berneke Skinkel, Åmund


6. Bolt, Goute Erikssøn, Jon Mortenssøn, Jon Darre, Alf Haraldssøn, Endrid Erlandssøn, Guldbrand Ellingssøn, Håkon Torp, Gjord Gjordssøn, Sigvard Bolt, Thorald Sigvardsen og Jon Henrikssøn, riddere, Axel Ketilssøn, Karl


7. Karlssøn, Gotskalk Bengtssøn og Aslak Bjørnssøn, svende, vor herre kong Eriks og hans tre kongerigers Danmarks, Sveriges og Norges rådgivere og mænd, med andre flere biskopper, prælater, riddere og svende, som i disse tre


8. kongeriger Danmark, Sverige og Norge bygge og bo, erkender det åbenbart i dette vort åbne brev for dem, som nu er og herefter skal komme, at efter det at førnævnte vor kæreste herre kong Erik


9. har været i alle disse førskrevne tre kongeriger Danmark, Sverige og Norge og i hver vores er tidligere med Guds nåde modtaget og mødt med kærlighed, godvillighed og samtykke af alle


10. disse tre rigers indbyggere, både biskopper, prælater, klerke og ridderskab og de menige, til vor og alle vores og disse tre kongerigers rette herre og konge, og da det således er sket i Guds navn, som førskrevet


11. står, så har vi alle førnævnte med flere disse rigers mænd efter alle disse førnævnte tre kongerigers mænds, både biskoppers, prælaters, klerkes, ridderskabs og de meniges råd, gode vilje og samtykke


12. på alle disse tre rigers vegne nu her i Kalmar på Sankt Trinitatis søndag, som var forleden, har været tilstede og fuldbyrdet førnævnte vor herres kong Eriks kroning, da han med Guds nåde


13. blev kronet i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn til med Guds hjælp at være og forblive kronet konge over alle disse tre kongeriger Danmark, Sverige og Norge med al den værdighed og ret


14. som en kronet konge fra gammel tid bør have både i åndelig og verdslig henseende. Nu da Gud og vi og alle i de tre førnævnte riger har gjort sådan og på alle


15. måder, som førskrevet står, og førnævnte vor herre kong Erik på denne måde har taget til vor rette herre og kronet konge til Guds hæder og modtaget til at være og forblive konge over disse tre kongeriger Danmark, Sverige


16. og Norge, da vil vi alle i disse tre førnævnte riger gøre førnævnte vor herre med al den troskab og kærlighed, som vi bør, til vor rette herre og konge, og han skal gøre alt det over for os, som


17. han bør; og de slotte, fæstninger, lande og len og alle andre stykker, uanset hvad det hedder og er, som førnævnte vor herre Kong Erik og hans mors morsøster, vor nådige frue dronning Margrete har betroet os


18. og herefter vil betro os, vil vi og alle i disse tre førnævnte riger gøre så videre både i deres levende liv også efter deres død, som de har betroet os og herefter vil betro, og som vi vil


19. stå til ansvar og være bekendt over for Gud og mennesker. Ligeledes må Gud lønne vor kære frue dronning Margrete med alt godt; hun har stået os så nær og omgåedes med os i disse tre kongeriger og disse førnævnte riger


20. således forestået at vi alle, som i disse riger bygger og bor, ingen beskyldninger har imod hende. Gud give hende himmerige for det, hun har omgåedes os og været os nær, og vi takker hende gerne for alt


21. godt; og med Guds hjælp skal alle disse førskrevne stykker og artikler bestå og forblive, som førskrevet står, i Guds navn, og til yderligere bevarelse af alle disse førskrevne stykker og artikler, der har vi alle


22. førnævnte villigt og vidende ladet vore segl hænge under dette brev, som er givet og skrevet i Kalmar efter vor Herres fødsel tusinde tre hundrede halvfemsindstyvende syvende år på


23. den fredag, som var næst efter Sankt Knuds dag, som var konge og martyr.


Arkivnotits på bagsiden:


Hvordan alle tre rigers råd lovede min herre troskab i Kalmar, da han blev kronet, og at disse 3 riger skulle blive sammen under ham


(Oversættelse: Bent Egaa Kristensen)

 

 

Unionsbrevet fra Kalmar 1397

 

 

Unionsbrevet, transskription

 

1. [Publikatio:] Allæ the thettæ breff høræ eller se eller høræ, suo wel thom ther nw æræ som hær efer komme sculæ, scal thet witerlict waræ, at [Narratio] efter thet at allæ thisse thry rike

2. Danmarc, Suerike oc Norghe meth en ræt endrecht oc sæmyæ oc kerlich oc gothwilghæ huars rikesens om sich oc meth radh oc fulbordh oc samthykke

3. høghbørne førstynne, wor nadighe fru drotning Margretæ, oc meth allæ thryggiæ rikesens gothwilghæ oc fulkomlicæ samthyct, biscope oc klerkæ, riddere

4. oc swenæ oc ganze oc menæ rikesens almughæ j huort riket om sich, war høghboren oc werdich første, wor nadighe herræ koning Eric til en ræt

5. herræ oc koning taken, walder oc wnfongen ouer alle thisse thry riken, sidhen wpa sancte Trinitatis søndach nw war j nafn Fadhers oc Søns oc then Hel-

6. ghe Andz hær j Kahnarn efter allæ rikesens gotho manne samthyct oc radh, bothe klerkæ oc leeghmen, krunether oc j koningxlich stol seter ouer thisse

7. thry koningxrike met then werdichet, som bothe j andelich oc j wæriltzlich stykke en ræt krunith koning til bør at besidiæ oc waræ ouer thisse thry koningx-

8. rike Danmarc, Suerike oc Norghe, [Dispositio] tha war her j for :de tymma oc stadh en stadhelich oc wbrydelich sæmye, fridh oc forbinding halneth, deythingeth oc ænd

9. meth radh oc samthykke then for :de wor herres koning Erics oc then for :de wor fru drotning Margretes oc meth en ræt endrecht oc samthykke alle rikesens radhge

10. uere oc men aff alle thry koningxriken fulbordhet thenne modæ, som her efter følgher: [1] Først at nw scule thisse thry riken hafue thenne koning, som ær

11. koning Eric, j hans lifdaghæ, oc sidhen ewinnelicæ scule thisse thry riken en koning hafue oc ey flere ouer alle thry riken, suo at riken aldre at scilias

12. meer, om Gudh wil. Sidhan efter thenne koningxens lifdaghæ scal en koning ouer al thry riken weliæs oc takes oc ey flere, oc scal engte et ri-

13. ket en koning takæ eller welghæ her efter wtan meth fulborlich samthykke oc endrecht allæ thrygge rikenæ. Giffuer oc Gudh thenne koning søn

14. eller thom, efter hanom kommæ, en søn eller flere, tha scal en til koning weliæs oc takas ouer al thry riken oc ey flere; the andre brøthræ wor-

15 the meth annet herscap belente oc bethenkte j riken, oc døtter, om han thom faar, tha gøre ther om efter thy, som laghen wt wiser, oc jo en aff

16. koningxsøner, om Gudh wil, at tha noken til ær, at thisse thry riken hanom weliæ, oc han blifue koning oc ey flere, som fore er sacht. Kan

17. oc koningen barnløs frafalle, thet Gudh forbyudhe, at tha rikesens radhgeuere oc men en annen weliæ oc takæ, then thom Gudh gifuer til

18. nadhe, ther the efter theræ bestæ samwit oc the witæ for Gudh rætist oc skellixt oc riken nyttest wæræ, meth en ræt samdrecht alle thrygge

19. rikenæ, oc at engin sich her amot setter eller annet j dragher, wtan som fore screfuit star. [2] Oc sculæ alle thry koningxriken j en sanzdrect oc

20. kerlich blifue oc wæræ, suo at engte et scal sich fran thet annet draghe met noken twædrect eller syndran, wtan huat thet enæ wpa

21. gar entich met orlogh eller meth andre wtlensche manne afæktæn, thet scal thom wpa ga alle thry, oc huort thera annet behelpelicht wæræ

22. meth al troscap oc al macht, thoc suo at huort riket blifuer widh syn lagh oc ræt, oc koningen efter thy, hanom bør at hafue. [3] Fram-

23. deles scal koningen styræ oc radhæ meth sit rike i Danmarc om hws oc feste, lagh oc dom efter thy, som ther ær lagh oc ræt, oc koning æ-

24. gher oc bør at gøræ, suo oc j Suerike oc j Norghe efter theræ lagh oc ræt, oc koning ther ægher oc bør at gøræ; oc draghes engin lagh eller

25. ræt wt aff eet riket oc wt j annet, the, ther ey før hafuæ warit logh eller ræt, wtan koningen oc huort riket blifue widh syn lagh oc

26. ræt som fore er sact, oc huort bør at blifue. [4] Kan thet oc suo wortha, at a noket et aff thisse rike orlogh eller hærscyold wpa styrter, huil-

27. ket et thorræ thet helzt kan worthe, tha scule the andre tw riken, nar koningen eller hans embitzmen wpa hans wegne thom til sigher, meth macht oc

28. al troscap thet riket til hielp oc werghe komme, huart thom worther til sact, entich til land eller watn, oc scal huort et riket thet annet

29. til hielpe kommæ oc waræ, som ther til bør, wtan alt arct, thoc suo, at huor et riket eller bathe tw thet enæ til hielp komme, tha scal man

30. j thet riket thom meth spisan oc kost oc fodher aff rikesens embitzmen thera nøthorft forese oc bæring, oc scipe, at landet oc almughen

31. ey forderuet worther; en om thorræ thienisto løn, scadhe oc fenxel eller annet, thet suo til rørir, ther stonde koningen thom fore, oc

32. ey rikesens embitzmen eller almughe ther om queliæ eller a talæ then tidh. Oc ther riken al eller noket theræ orlogh a styrter aff wt-

33. lensc hær, tha scal sich ther engin meth hielperæthe take eller werghæ, at han engin thiænist plictigh ær wtan til syt eghit landemære; thet

34. hafuom wi alle ouer gifuet oc samthyct, at en woræ scal then armen hielpe oc følghe j huilket rike thet nødh gørs, for then sculd at al thy

35. riken æræ nw oc worthe scule wnder en koning oc herræ oc blifuæ ens som et rike. [5] Hær meth scule alle feydhe oc twædrecht, som mellom riken her til

36. aff longe forlidhnæ tymæ warit hafue, næther legges oc aldre mer wppas eller wp draghes, oc aldre mer et rike orloghe wpa thet annet oc eng-

37. te thet wp draghe, ther orlogh eller wsæmye ma aff komme, wtan blifue alle som eet rike wnder en koning, som fore er sact. Oc scal huor man,

38. høgher oc lagher, widh ræt oc lagh blifue oc sich nøghe lade j lagh oc ræt, oc meth engin døthfeydhe eller annen wræt eller høghmod noken

39. then annen forthrykke eller wforrætæ then, ther mindræ formæ; wtan alle scule ræthes Gudh oc wor herra koningen, oc alle stonde hans budh efter

40. thy, som til bør, oc hans embitzmen, the han til setter wpa synæ wegne, oc ræte ouer thom, som her amot bryde. [6] Worther oc noken] j no-

41 ket riket fridhløs eller biltogher eller fo<r>flictogher j annet rike for sin rætæ brut, tha scal han suo wel j thet enæ rike wara fridhløs som

42. j thet andræ, oc scal hanom engin heyne eller forsuaræ, wtan huor han worther a talæther oc a kerther, ther scal man ouer hanom rætæ efter thy,

43. som han brut hafuer oc ræten til sigher. [7] Item om nokræ deythingen eller ærende worthe wpedhe eller om talit meth fræmethe herræ eller stæ-

44. dher eller thorræ budh til wor herra koni<n>gen, j huillcet rike han tha ær stedder, tha hafue han oc hans radh, the tha nær æræ stedde, jo

45. nokra aff huort riket, thes macht, huat han oc the ther om gøre oc ende wpa thisse thry rikes wegne, huat guthelixt oc skellixt oc nyttelixt

46. ær til wor herra konigens oc thisse thry rikes gagn. [8] Item scal man al thisse forscrefne stykke oc article suo gøre oc holde som fore screfuet star, oc thom

47. suo wt thydhe oc menæ, at thet wardher Gudh til hedher oc wor herra koningen oc riken til gagn oc gotho oc fridh, oc at huor lade sich nøghe

48. j lach oc ræt; oc wore thet suo, at noken wore, som her amot wilde gøre, at alle the aff thisse rike hielpe wor herra koningen oc hans embitzmen, som

49. han ther til setter, meth goth tro oc al macht thet at styræ oc ther ouer at rætæ efter thy, som ræt ær och ther widher bør. [9] Framdeles scal wor fru drot-

50. ning Margretæ styra oeh besidiæ, radhe oc beholde j henne lifdaghe whindrit meth al koningxlich ræt, engte wnden taket, efter henne wilghe

51. alt thet, som henne facffier oc henne søn henne wnte oc gafue i thorræ lifuende liff oc j thorræ testament, oc suo j Suerike henne morghengaue

52. oc annet, thet rikesens men j Suerike hafue meth henne ouer enæ dræghet oc samthcyt, at hwn beholde scal; suo oc henne morghengaue j Nor-

53. ghe oc thet henne herræ koning Hakon oc henne søn koning Oleff henne ther wnt oc gifnet hafue bothe j thorre lifnende liff oc j thorræ testa-

54. ment, oc et mughelict testament at gøræ efter sich oc thet at holde, thoc suo at landen oc slotten komme igen frij oc wmbeuoren til koningen, nar

55. hwn dør, wtan sno mange pæninge oc gotz, som hwn mughelica bort gifuer j syt testament, som fore er sact, aff thetta forscrefna, som henne ær bo-

56. the gifnet oc wnt, at thet stadicht oc fast blifuer oc holdes, oc huat hwn hafuer alle redho til foren fran sich antworthet eller gifnet eller bort guldet

57. eller lent j thisse thry koningxrike j Gndz hedher os henne wene oc thienere, at thet oc blifuer stadicht oc fast efter thy, som thet er giort, oc at ko-

58. ningen oc rikesens men j thisse thry koningxrike hielpe henne thetta forscrefne at besidiæ oc beholde oc beskyrme oc werghe oc at heynæ j goth tro j henne

59. lifdaghe wtan arct, om thet nødh gørs. Wille ok nokræ henne j thisse forscrefne stykke wforrætæ eller henne her i amot at gøre, arghæ eller hin-

60. dræ i nokræ modæ, tha wille [w]j j goth tro meth al macht wære henne ther j behelpelike a scipe henne ræt ouer thom, som thet gøre, oc wnne wi h<e>n

61. ne, at hwn ma takæ Gudh til hielp, oc thom henne hielpe wilghæ, at sta ther amot oc werghæ sich wforwit. [Korroboratio:] Til mere beuaring alle thisse

62. forscrefne stykke, at the scule stadighe, faste oc wbrydelicæ blifue ewinnelica meth Gudz hielp oc j alle mode oc meth alle article, som fore screfuet star,

63. oc at breff sculæ gifues wppa perkman screfne, tw aff huart rike, suosom ær Danmarc, Suerike oc Norghe, ludende j alla modæ oc meth allæ ar-

64. tikele, som hær fore screfuet star, oc sculæ incigles meth wor herræ koningens oc wor fru drotningens oc rikesens radz oc mens oc køpstæthes jncigle aff

65. huort aff thisse thry rike Danmarc, Suerike oc Norghe oc at alle thisse stykke æræ suo talædhe oc ende, oc at the j alle modæ suo fnldraghes

66. oc fulkommes oc blifue sculæ, som fore screfuet star, tha hafuom wi Jæcop oc Hinric aff Gndz nadh erchebiscope j Lund oc j Wpsalæ, Pæther oc Knut

67. meth samma nadh i Roskilde oc i Lyncopunk biscopæ, Karl aff Toftæ, Jønes Anderssøn, Sten Beyntssøn, Jønes Rut, Thure Beyntssøn, Folmar Jacopssøn,

68. Erengisl, Pæther Nielssøn aff Agarth, oc Algut Magnussøn, riddere, Arent, prouest j Oslo, Amund Bolt, Alff Harilsson og Goute Erikssøn.

69. riddere, ladit wora incigle met goth wilghæ henges for thettæ breff. [Datum:] Scriptum Kalmarn anno Domini m°ccc° xc° septimo die beate Margarete virginis etc.


Arkivnotitser på bagsiden:


I. [Med samtidig eller næsten samtidig hånd:]


Huru thet var talet j kalmarn


II. [Med samme hånd som Kroningsdukumentet, senest 1429:]


En dechtingen at thesse iij Rike skole ewinnen bliue vnder/en konung som blev giordh i Calmaren


III. [Med hånd fra slutningen af 16. århundrede er med mørkere blæk overskrevet I Kalmar og enkelte bogstaver forinden samt tilføjet:]


ther koning/


Erich bleff kronitt till konge wdj Suerrig.


1397


(Transskription: Bent Egaa Kristensen)

 

 

Unionsbrevet, oversættelse

 

1. [Publikatio:] Alle de der hører eller ser eller hører dette brev, såvel dem der nu er, som dem der herefter skal komme, skal det vitterligt være, at [Narratio:] efter det at alle disse tre riger


2. Danmark, Sverige og Norge med ret endrægtighed og enighed og kærlighed og god vilje fra rigerne hver især og med råd og indvilligelse og samtykke fra


3. den højbårne fyrstinde, vor nådige frue dronning Margrethe, og med alle tre rigers gode vilje og fuldkomne samtykke, biskopper og klerke, riddere


4. og svende og hele rigets menige almue i hvert rige for sig, vor højbårne og værdige fyrste, vor nådige herre kong Erik til en ret


5. herre og konge har taget, valgt og modtaget, over alle disse tre riger, og sidenhen på Sankt Trinitatis søndag i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn


6. her i Kalmar med alle rigernes gode mænds samtykke og råd, både klerke og lægmænd, har kronet og sat ham i den kongelige stol over disse


7. tre kongeriger med den værdighed, både i åndelig og i verdslig henseende, som en ret kronet konge bør besidde og være over disse tre konge-


8. riger Danmark, Sverige og Norge, [Dispositio:] da blev her på førnævnte tidspunkt og stad forhandlet, indgået og fuldbyrdet en bestandig og ubrydelig enighed, fred og forbindelse, og


9. med råd og samtykke fra den førnævnte herre kong Erik og den førnævnte vor frue dronning Margrethe og med en ret enighed og samtykke fra alle rigernes rådgivere


10. og mænd i alle tre kongeriger sådan som herefter følger: [1] Først at nu skal de tre riger have denne konge som er


11. kong Erik i hans livs dage og siden skal de tre riger til evig tid have én konge, og ikke flere over alle tre riger, så at rigerne aldrig skal skilles


12. mere, om Gud vil. Siden hen, efter denne konges livs dage, skal der vælges og tages én konge over alle tre riger og ikke flere, og herefter skal intet rige


13. tage eller vælge en konge uden at det sker med samtykke og enighed i alle tre riger. Hvis Gud giver denne konge en søn


14. eller dem, der kommer efter ham, en søn eller flere, da skal en vælges og tages til konge over alle tre riger og ikke flere; de andre brødre skal


15. betænkes og forlenes med andet gods i riget, og døtre, hvis han får nogen, skal han gøre som loven foreskriver, og en af


16. kongesønnerne, hvis Gud vil, at der er nogen, skal de tre riger vælge ham, så han bliver konge, og ikke flere som tidligere nævnt. Hvis


17. kongen skulle være barnløs, det Gud forbyde, da skal rigets rådgivere og mænd vælge og antage en anden, den som Gud giver


18. nåden, efter deres bedste samvittighed og som de ved for Gud er ret og skel og vil være rigerne til nytte, i sand enighed mellem alle tre


19. riger, og at ingen sætter herimod eller drager andet ind, som det ovenfor er skrevet. [2] Og alle tre kongeriger skal blive og være i enighed og


20. kærlighed, så at ét ikke skal drage sig bort fra det andet med nogen splid eller splittelse, men hvad der sker med det ene


21. enten med krig eller med andre udenlandske mænds angreb, det skal gælde dem alle tre, og hvert af dem skal være de andre behjælpelige


22. med al troskab og al magt, dog så at hvert rige beholder sin lov og ret, og kongen efter det, han bør gøre. [3] Frem-


23. deles skal kongen styre og råde i sit rige i Danmark over hus og fæstning, lov og dom eftersom, der er lov og ret, og kongen


24. ejer og bør gøre, så og i Sverige og i Norge efter deres lov og ret og kongen der ejer og bør gøre; og ingen lov eller


25. ret skal drages ud af et rige og ind i et andet, der hvor ikke før har været lov eller ret, men kongen og hvert rige skal blive ved sin lov og


26. ret som det før er sagt, og hvert rige bør forblive. [4] Kan det ske, at et af disse riger, lige meget hvilket det er, skulle blive styrtet ud i krig eller væbnet overfald,


27. da skal de andre to riger, når kongen eller hans embedsmænd på hans vegne tilsiger dem dertil, med magt og


28. al troskab komme det rige til hjælp og værge, som de bliver tilsagt, enten til lands eller til vands, og hvert rige skal komme det andet komme og være


29. til hjælp, som det bør, uden nogen svig, dog sådan at hvor et rige eller begge to kommer det ene til hjælp, da skal man


30. i det rige forsyne dem med spise og kost og foder gennem rigets embedsmænd, der skal sørge for deres fornødenheder, og ordne det sådan at landet og almuen


31. ikke bliver ødelagt; men om deres tjeneste, løn, skade og fængsel eller andet der måtte tilstøde dem, da skal kongen stå dem til ansvar, og


32. ikke rigets embedsmænd eller almue for kval og påtale derved. Og hvis rigerne eller et af dem bliver kastet ud i krig af en


33. udenlandsk hær, da skal ingen søge tilflugt til eller værge for sig med, at han ikke er pligtig til at gøre tjeneste uden for sine egne landemærker, deri


34. har vi alle indvilliget og samtykket, at enhver skal hjælpe og følge den anden i det rige, hvor der er nød, fordi alle tre


35. riger nu er og skal være under én konge og herre og skal blive som ét rige. [5] Hermed skulle al fejde og strid, som har været mellem rigerne


36. i lange tider, ophøre og aldrig mere yppes eller fremdrages, og aldrig mere må et rige påføre


37. det andet krig og heller ikke fremdrage noget, der kan medføre krig eller uenighed, men alle skal blive som ét rige under én konge, som det tidligere er sagt. Og hver mand


38. høj og lav skal forblive ved ret og lov og lade sig nøje med lov og ret, og ikke med dødelig fejde eller anden uret eller hovmod


39. undertrykke den anden eller forurette den, der formår mindre; men alle skal frygte Gud og vor herre kongen, og alle lyde hans bud


40. som de bør, og hans embedsmænd, som han indsætter på sine vegne, og dømme over dem, som forbryder sig herimod. [6] Bliver nogen i noget


41. rige fredløs eller forflygtiger sig ind i et andet rige på grund af sit retsbrud, da skal han såvel i det ene rige være fredløs


42. som i det andet, og ingen skal beskytte eller forsvare ham, men der hvor han bliver tiltalt og påkæret, der skal man pådømme ham, efter hvad


43. han har forbrudt, sådan som retten tilsiger. [7] Ligeledes hvis nogen forhandling eller ærinde bliver aftalt med fremmede herrer eller stæder


44. eller deres sendebud til vor herre kongen, i hvilket rige han da er til stede, da har han og hans råd, de som er der til stede, dog


45. nogle af hvert rige, den magt at hvad han og de der gør og slutte på disse tre rigers vegne, hvad der er gudeligt, rigtigt og nyttigt


46. for vor herre kongen og til gavn for disse tre riger. [8] Ligeledes skal man alle disse ovennævnte stykker og artikler gøre og holde så som det er foreskrevet, og


47. så udlægge og tyde, så det bliver Gud til hæder og vor herre kongen og riget til gavn og gode og fred, og at hver lader sig nøje


48. med lov og ret; og hvis det var sådan, at der var nogen, som ville handle herimod, så skulle alle af disse riger hjælpe vor herre kongen og hans embedsmænd, som


49. han sætter dertil med god tro og al magt at styre og derover at dømme efter det, som ret er og bør. [9] Fremdeles skal vor frue


50. dronning Margrete styre og besidde, råde og beholde i hendes livs dage uhindret med al kongelig ret, ingen undtaget, efter hendes vilje


51. alt det, som hendes far og hendes søn undte hende og gav i deres levende liv og i deres testamente, også i Sverige hendes morgengave


52. og andet, det rigets mænd i Sverige har overdraget og samtykket med hende, at hun skal beholde; således også hendes morgengave i


53. Norge og det hendes herre kong Håkon og hendes søn Oluf har undt og givet hende både i deres levende live og i deres


54. testamente, og et muligt testamente må hun gøre efter sig og holde, dog sådan at landene og slottene kommer fri og upåtalte til kongen, når


55. hun dør, uden så mange penge og gods, som hun muligvis bortgiver i sit testamente, som før er sagt, af dette ovenskrevne, som både er hende


56. givet og undt, at det stadig og fast bliver og holdes, og hvad hun allerede tidligere har overdraget eller givet bort eller betalt


57. eller forlenet i disse tre kongeriger til Guds hæder og hendes venner og tjenere, at det bliver stadig og fast, således som det er gjort, og at


58. kongen og rigets mænd i disse tre kongeriger skal hjælpe hende til at besidde og beholde det førskrevne og forsvare og værne i god tro i hendes


59. livs dage uden svig, hvis det er nødvendigt. Hvis nogen vil forurette hende eller gøre hende imod, skade eller hindre


60. på nogen måde, da vil vi i god tro med al magt være hende behjælpelige med at skaffe hende ret over dem, som gør det, og vi under hende


61. at hun må tage Gud til hjælp, og at de, der vil hjælpe hende, må stå derimod og værge sig uden skam. Til yderligere sikkerhed for at alle disse


62. førskrevne stykker, skal forblive stadige, faste og ubrydelige til evig tid med Guds hjælp og på alle måder og med alle artikler, som førskrevet står


63. og at breve skal udstedes på pergament skrevne, to fra hvert rige, som er Danmark, Sverige og Norge, lydende og på alle måder og med alle


64. artikler, som her førskrevet står, og skal besegles med vor herre kongens og vor frue dronningens og rigets råds og mænds og købstæders segl af


65. hvert af disse tre riger Danmark, Sverige og Norge og at alle disse stykker er så aftalt og endt, og at de i al måde så fuldendes og


66. fuldføres og skal blive, som før skrevet står, da har vi Jacob og Henrik af Guds nåde ærkebiskopper i Lund og Uppsala, Peter og Knut med samme nåde i Roskilde og i Linköping biskopper, Karl af Tofte, Jens Anderssøn, Steen Bengtssøn, Jens Rud. Ture Bengtssøn, Folmer Jacobssøn, Erengisl, Peter Nielssøn af Ågård, og Algot Magnussøn, riddere, Arent, provst i Oslo, Åmund Bolt, Alf Haraldssøn og Gaute Erikssøn, riddere, ladet vort segl med Guds vilje hænge under dette brev. Skrevet i Kalmar det Herrens år 1397 på den hellige jomfru Margretes dag.


Arkivnotitser på bagsiden:


I. [Med samtidig eller næsten samtidig hånd:]


Hvordan der blev aftalt i Kalmar


II. [Med samme hånd som Kroningsdukumentet, senest 1429:]


En overenskomst at disse 3 Riger skulle evigt blive under/en konge som blev gjort i Kalmar


III. [Med hånd fra slutningen af 16. århundrede er med mørkere blæk overskrevet I Kalmar og enkelte bogstaver forinden samt tilføjet:]


da kong/


Erik blev kronet til konge i Sverige.


1397


(Oversættelse: Bent Egaa Kristensen)

 

 

Aktstykket (Det stockholmske Blodbad)

 

Vi Gustav af Guds nåde ærkebiskop i Uppsala etc., Jens i Odense, Hans i Linköping, Otto i Vesterås al samme nåde biskopper, mester Jørgen Turesen, domprovst i Uppsala, Verner, ærkedegn i Linköping, Lorents Andersen, ærkedegn i Strängnäs, Jens, degn i Skara, doktor Peder Gaile, scolasticus i Uppsala, doktor Erik Getmg, officialis i Uppsala, doktor Lorents al prædikerordenen i Stockholm, mester Mathias, mester Henrik, kannik i Uppsala, og mester Sven, kannik i Skara, gør vitterligt, at da vii året efter Guds fødsel 1520 torsdag næst efter omnium sanctorum [8. november] efter vor kæreste, nådigste herres, kong Christierns etc. bud og vilje var kaldt sammen på Stockholms slot i den store sal, kom i rette for os hæderlig mand Jon, kan- nik i Uppsala, og fremlagde et skrift med klagemål mod afdøde hr. Sten Svantesen og andre benævnt i samme skrift, som ord for ord lød, som herefter følger:

 

»Højmægtigste herre, hr. Christiern, al Guds nåde Sveriges, Danmarks og Norges konge, kæreste, nådigste herre!

 

Jeg, Gustav. ved Guds forsyn uværdig ærkebiskop i Uppsala, formaner Eders Højmægtighed på Eders Nådes kongelige ed, som Eders Nåde svor mig på den hellige kirkes vegne i søndags nu næst forleden, da jeg uværdige salvede og viede Eders Nåde til Sveriges kongelige krone, at Eders Nåde ville hjælpe mig, ærkebiskop Jacob, bisp Otto i Vesterås og vore kirker, gejstlighed og hele kristenheden til ret over disse efterskrevne, åbenbare kættere, som er, først den afdøde kætter hr. Sten, fru Sigrid, fru Kirstina, Mogens Gren, Mikkel Nielsen, Erik Ryning, Christiem Bengtsen, Oluf Valram, Erik Kuse, Claus Kyle, Oluf Bjørnsen, Bengt Eriksen, Erik Nielsen, Eskil Nielsen, Peder skrædder, Joakim Bragde, Sven HØk, Peder smed, borgmestere, råd og Stockholm stad, som jeg anser for alle lige gode og lige store i kætteri, og jeg agter aldeles ikke at indgå noget venligt forlig med dem for sådant åbenbart kætteri, som så åbenlyst har sat sig op mod hele kristenheden med sådanne ubekvemmelige og åbenbarlig uærlige gerninger. De har alle og hver for sig med den afdøde kætter hr. Sten først belejret mig i et år og 11 uger, og senere førte de mig herind på Stockholm rådhus og udråbte mig til forræder for den menige mand og forkyndte desuden, at jeg skulle i evigt fængsel og holdt mig sidenhen fangen i 2 år, indtil Eders Nådes højmægtigheds magt kom her ind i riget og friede mig at mit fængsel og gav mig min kirke og frihed igen som en kristen fyrste.

 

Desuden sårede de mig dødeligt i mit fængsel, som det endnu er at se. Den hellige kirkes slot Stäket har de også brændt at og brudt ned til grunden. Ligeledes har de derfra og fra Uppsala domkirke og fra bispegården udtaget alle mine og den hellige kirkes klenodier, guld, sølv, penninger, harnisk, bøsser og værger, besætning og ejendele, såvel som min og stiftets rente i 4 år hvilket altsammen: både klenodier, guld, penninger, bo og besætning og rente, beløber sig til over seks mål 100.000 lødige mark sølv, efter redelig udregning og vurdering til enhver tid.

 

Den skade, der er gjort på Stäket og på min person, ansætter jeg til firehundredetusind mål lødig sølv, efter et rimeligt skøn. Item har de grebet min kære herre, hr. ærkebiskop Jacob, på Arnögård og ført ham bundet til Stockholm som en tyv og forræder. De har røvet og afbrændt Arnögård, og der udtaget guld og sølv, rede penninger og besætning til mere end 6000 mark lødig sølv, og gården kan ikke opbygges, som den var, med 2000 mark lødig sølv, hans mishandling og fængsel beløber sig til 100.000 mark lødig sølv, efter et rimeligt skøn.

 

Item greb de biskop Otto anden påskedag i hans domkirke og slæbte ham fra kirken til slottet som en tyv og forræder, og der holdt de ham fangen, til Eders Nådes magt slog slottet ned og lod ham komme ud derfra og til sin kirke og frihed igen som en kristelig fyrste og konge.

 

Mester Jon, min kannik i Uppsala, har de i 3 år holdt i fængsel her på Stockholm slot, røvet og plyndret fra ham alt det han havde og desuden al den rente, han havde modtaget og oppe- båret i 4 år.

 

Item har de røvet og skændet, såret og grebet alt mit klerkeri: prælater, kanniker, vikarer og ligeså så mange sognepræster ude i landet, som de kunne overkomme, og taget fra dem alt, hvad de havde i verden, så at al mit klerkeri: prælater, kanniker og præster, såvidt de kunne overkomme det, lod de ikke have så meget igen, som de kunne fortære.

 

Item truede de alle mine prælater og præster i hele mit stift og ligeså alle prælater, kanniker og præster i Vesterås stift til at afholde messe mod hele kristenhedens påbud og forordning, da jeg og biskop Otto blev grebet.

 

Højmægtigste fyrste og kristne konge! Hjælp os og hele kristenheden til ret over disse førnævnte åbenbare kættere og til at få vort og den hellige kirkes gods igen og de skadebøder, som står foranskrevet, og jeg begærer også tilbageholdelse af alle deres personer, indtil Eders Nåde får overvejet, hvad ret Eders Nåde er os pligtig over dem, tagende løn af Gud og lovprisning fra hele kristenheden for den straf, Eders Nådes højmægtighed vil lade overgå sådanne åbenbare kættere.«

 

Dette skrift og klagemål var dagen næst tilforn blevet fremsat af samme mester Jon for førnævnte vor kæreste herre og menige rigens råd, idet tilkaldte og nærværende var alle, som var benævnte i førnævnte skrift, og selvom de ugerninger, som i samme var tillagt afdøde hr. Sten og hans førnævnte parti, var åbenlyse nok i sig selv, så at hvermand kendte dem, blev de alligevel til overflod klart beviste med deres egen tilståelse og fremlagte breve, og førnævnte mester Jon satte da i rette for os, om samme misgerninger ikke var åbenbart kætteri mod romerkirken.

 

Da tog vi det anliggende til os og overvejede det omhyggeligt på alle punkter. Og eftersom hr. Sten og hans førnævnte tilhængere befandtes at have været besmittede med den hellige kirkes højeste band i flere år og stået halsstarrige og ondsindede deri, så at de ikke ville agte eller tage råd eller formaning af nogen, enten af os eller andre biskopper og prælater her i riget eller af de dommere, som vor hellige fader paven havde beskikket særlig i denne sag, men snarere truede, hånede og forargede dem, som ville overholde samme vor hellige fader pavens befaling, interdikt og bud og ovenikøbet har forbundet sig, beseglet og besvoret, at jeg, førnævnte ærkebiskop Gustav, aldrig skulle komme til min frihed og domkirke igen, men blive i et evigt fængsel. Ydermere forpligtede de sig til at stå last og brast i et sådant ukristeligt forbund, hvad der end derefter kunne komme af band eller interdikt fra den romerske gård, på hvilke førnævnte punkter oftnævnte hr. Sten og de andre nævnte, som villigt og utvungent har tilsluttet sig ham i førnævnte ukristelige forbund, klart har frasagt sig lydigheden mod den hellige romerske kirke, kan vi efter den hellige kirkes, kejserens og Sveriges lov ikke finde andet, end at det er åbenbart kætteri og de for åbenbare kættere holdes og kaldes.

 

Til ydermere bevis på, at vi har lovfundet og afsagt således, lader vi førnævnte ærkebiskop og bisper og alle andre forud nævnte vore indsegl hænge ved dette brev, som er givet og skrevet på førnævnte Stockholms slot år og dag, som står foran skrevet.

 

(Kilde: Det stockholmske blodbad: indledning og kilder ved Hans Neerbek, Gad 1973, med egne rettelser)

 

Vi Gustav af Guds nåde ærkebiskop i Uppsala etc., Jens i Odense, Hans i Linköping, Otto i Vesterås al samme nåde biskopper, mester Jørgen Turesen, domprovst i Uppsala, Verner, ærkedegn i Linköping, Lorents Andersen, ærkedegn i Strängnäs, Jens, degn i Skara, doktor Peder Gaile, scolasticus i Uppsala, doktor Erik Getmg, officialis i Uppsala, doktor Lorents al prædikerordenen i Stockholm, mester Mathias, mester Henrik, kannik i Uppsala, og mester Sven, kannik i Skara, gør vitterligt, at da vii året efter Guds fødsel 1520 torsdag næst efter omnium sanctorum [8. november] efter vor kæreste, nådigste herres, kong Christierns etc. bud og vilje var kaldt sammen på Stockholms slot i den store sal, kom i rette for os hæderlig mand Jon, kan- nik i Uppsala, og fremlagde et skrift med klagemål mod afdøde hr. Sten Svantesen og andre benævnt i samme skrift, som ord for ord lød, som herefter følger:

 

»Højmægtigste herre, hr. Christiern, al Guds nåde Sveriges, Danmarks og Norges konge, kæreste, nådigste herre!

 

Jeg, Gustav. ved Guds forsyn uværdig ærkebiskop i Uppsala, formaner Eders Højmægtighed på Eders Nådes kongelige ed, som Eders Nåde svor mig på den hellige kirkes vegne i søndags nu næst forleden, da jeg uværdige salvede og viede Eders Nåde til Sveriges kongelige krone, at Eders Nåde ville hjælpe mig, ærkebiskop Jacob, bisp Otto i Vesterås og vore kirker, gejstlighed og hele kristenheden til ret over disse efterskrevne, åbenbare kættere, som er, først den afdøde kætter hr. Sten, fru Sigrid, fru Kirstina, Mogens Gren, Mikkel Nielsen, Erik Ryning, Christiem Bengtsen, Oluf Valram, Erik Kuse, Claus Kyle, Oluf Bjørnsen, Bengt Eriksen, Erik Nielsen, Eskil Nielsen, Peder skrædder, Joakim Bragde, Sven HØk, Peder smed, borgmestere, råd og Stockholm stad, som jeg anser for alle lige gode og lige store i kætteri, og jeg agter aldeles ikke at indgå noget venligt forlig med dem for sådant åbenbart kætteri, som så åbenlyst har sat sig op mod hele kristenheden med sådanne ubekvemmelige og åbenbarlig uærlige gerninger. De har alle og hver for sig med den afdøde kætter hr. Sten først belejret mig i et år og 11 uger, og senere førte de mig herind på Stockholm rådhus og udråbte mig til forræder for den menige mand og forkyndte desuden, at jeg skulle i evigt fængsel og holdt mig sidenhen fangen i 2 år, indtil Eders Nådes højmægtigheds magt kom her ind i riget og friede mig at mit fængsel og gav mig min kirke og frihed igen som en kristen fyrste.

 

Desuden sårede de mig dødeligt i mit fængsel, som det endnu er at se. Den hellige kirkes slot Stäket har de også brændt at og brudt ned til grunden. Ligeledes har de derfra og fra Uppsala domkirke og fra bispegården udtaget alle mine og den hellige kirkes klenodier, guld, sølv, penninger, harnisk, bøsser og værger, besætning og ejendele, såvel som min og stiftets rente i 4 år hvilket altsammen: både klenodier, guld, penninger, bo og besætning og rente, beløber sig til over seks mål 100.000 lødige mark sølv, efter redelig udregning og vurdering til enhver tid.

 

Den skade, der er gjort på Stäket og på min person, ansætter jeg til firehundredetusind mål lødig sølv, efter et rimeligt skøn. Item har de grebet min kære herre, hr. ærkebiskop Jacob, på Arnögård og ført ham bundet til Stockholm som en tyv og forræder. De har røvet og afbrændt Arnögård, og der udtaget guld og sølv, rede penninger og besætning til mere end 6000 mark lødig sølv, og gården kan ikke opbygges, som den var, med 2000 mark lødig sølv, hans mishandling og fængsel beløber sig til 100.000 mark lødig sølv, efter et rimeligt skøn.

 

Item greb de biskop Otto anden påskedag i hans domkirke og slæbte ham fra kirken til slottet som en tyv og forræder, og der holdt de ham fangen, til Eders Nådes magt slog slottet ned og lod ham komme ud derfra og til sin kirke og frihed igen som en kristelig fyrste og konge.

 

Mester Jon, min kannik i Uppsala, har de i 3 år holdt i fængsel her på Stockholm slot, røvet og plyndret fra ham alt det han havde og desuden al den rente, han havde modtaget og oppe- båret i 4 år.

 

Item har de røvet og skændet, såret og grebet alt mit klerkeri: prælater, kanniker, vikarer og ligeså så mange sognepræster ude i landet, som de kunne overkomme, og taget fra dem alt, hvad de havde i verden, så at al mit klerkeri: prælater, kanniker og præster, såvidt de kunne overkomme det, lod de ikke have så meget igen, som de kunne fortære.

 

Item truede de alle mine prælater og præster i hele mit stift og ligeså alle prælater, kanniker og præster i Vesterås stift til at afholde messe mod hele kristenhedens påbud og forordning, da jeg og biskop Otto blev grebet.

 

Højmægtigste fyrste og kristne konge! Hjælp os og hele kristenheden til ret over disse førnævnte åbenbare kættere og til at få vort og den hellige kirkes gods igen og de skadebøder, som står foranskrevet, og jeg begærer også tilbageholdelse af alle deres personer, indtil Eders Nåde får overvejet, hvad ret Eders Nåde er os pligtig over dem, tagende løn af Gud og lovprisning fra hele kristenheden for den straf, Eders Nådes højmægtighed vil lade overgå sådanne åbenbare kættere.«

 

Dette skrift og klagemål var dagen næst tilforn blevet fremsat af samme mester Jon for førnævnte vor kæreste herre og menige rigens råd, idet tilkaldte og nærværende var alle, som var benævnte i førnævnte skrift, og selvom de ugerninger, som i samme var tillagt afdøde hr. Sten og hans førnævnte parti, var åbenlyse nok i sig selv, så at hvermand kendte dem, blev de alligevel til overflod klart beviste med deres egen tilståelse og fremlagte breve, og førnævnte mester Jon satte da i rette for os, om samme misgerninger ikke var åbenbart kætteri mod romerkirken.

 

Da tog vi det anliggende til os og overvejede det omhyggeligt på alle punkter. Og eftersom hr. Sten og hans førnævnte tilhængere befandtes at have været besmittede med den hellige kirkes højeste band i flere år og stået halsstarrige og ondsindede deri, så at de ikke ville agte eller tage råd eller formaning af nogen, enten af os eller andre biskopper og prælater her i riget eller af de dommere, som vor hellige fader paven havde beskikket særlig i denne sag, men snarere truede, hånede og forargede dem, som ville overholde samme vor hellige fader pavens befaling, interdikt og bud og ovenikøbet har forbundet sig, beseglet og besvoret, at jeg, førnævnte ærkebiskop Gustav, aldrig skulle komme til min frihed og domkirke igen, men blive i et evigt fængsel. Ydermere forpligtede de sig til at stå last og brast i et sådant ukristeligt forbund, hvad der end derefter kunne komme af band eller interdikt fra den romerske gård, på hvilke førnævnte punkter oftnævnte hr. Sten og de andre nævnte, som villigt og utvungent har tilsluttet sig ham i førnævnte ukristelige forbund, klart har frasagt sig lydigheden mod den hellige romerske kirke, kan vi efter den hellige kirkes, kejserens og Sveriges lov ikke finde andet, end at det er åbenbart kætteri og de for åbenbare kættere holdes og kaldes.

 

Til ydermere bevis på, at vi har lovfundet og afsagt således, lader vi førnævnte ærkebiskop og bisper og alle andre forud nævnte vore indsegl hænge ved dette brev, som er givet og skrevet på førnævnte Stockholms slot år og dag, som står foran skrevet.

 

(Kilde: Det stockholmske blodbad: indledning og kilder ved Hans Neerbek, Gad 1973, med egne rettelser)

 

 

Det konstantinske Gavebrev

 

1. I den hellige og udelelige Treenigheds navn, Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Imperator Caesar Flavius Konstantinus ved Jesus Kristus, Vor Herre og Frelser, tro, nådig, ophøjet, velgører, from, lykkelig, sejrherrer og triumfator over Alemannerne, Goterne, Sarmaterner, Germanerne Briterne og Hunnerne, stedse Augustus. Til den allerhelligste og velsignede fader over alle fædre Sylvester, biskop i Byen [=Urbs], og til alle hans efterfølgere som pave, der kommer til at indehave Rom og indtage Sankt Peters Stol - også til alle de mest ærværdige og af Gud elskede katolske biskopper, ved dette vort kejserlige dekret i hele verden underkastet denne Hellige Romerske Kirke, nu og tidligere. Gud Fader den almægtige og Jesus Kristus, hans Søn og Helligånden være med jer i nåde, fred, kærlighed, glæde, prøvelse og barmhjertighed.

1. I den hellige og udelelige Treenigheds navn, Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Imperator Caesar Flavius Konstantinus ved Jesus Kristus, Vor Herre og Frelser, tro, nådig, ophøjet, velgører, from, lykkelig, sejrherrer og triumfator over Alemannerne, Goterne, Sarmaterner, Germanerne Briterne og Hunnerne, stedse Augustus. Til den allerhelligste og velsignede fader over alle fædre Sylvester, biskop i Byen [=Urbs], og til alle hans efterfølgere som pave, der kommer til at indehave Rom og indtage Sankt Peters Stol - også til alle de mest ærværdige og af Gud elskede katolske biskopper, ved dette vort kejserlige dekret i hele verden underkastet denne Hellige Romerske Kirke, nu og tidligere. Gud Fader den almægtige og Jesus Kristus, hans Søn og Helligånden være med jer i nåde, fred, kærlighed, glæde, prøvelse og barmhjertighed.

2. Vor allernådigste oprigtighed ønsker ved dette vort kejserlige dekret at bringe til hele verdens kundskab, det vidunderlige vor Frelser og Forløser, vor Herre Jesus Kristus, Søn af Den Almægtige Gud, har ladet ske ved sine hellige apostle Peter og Paulus, og ved indgriben af vor fader Sylvester, ypperste præst [= pontifex maximus] og universel Pave. [...]

3. Thi vi ønsker at bringe til jeres kundskab, som vi har kundgjort ved vort tidligere kejserlige dekret, at vi har taget afstand fra tilbedelsen af afguder, stumme og døve gudebilleder skabt af menneskehånd, fra djævelske påfund og fra al Djævlens pomp og pragt, Og at vi i stedet er kommet til de kristnes rene tro, som er det sande lys og det evige liv. [...]

4. [...] Vi bekender os til at Herren Jesus Kristus er fuldbringelsen af loven og profeterne, at han, som Den hellige Skrift siger, blev pint og korsfæstet, på tredjedagen opstod fra de døde og for til himmels. Sidende ved Faderens højre side, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde. Hans rige skal vare evigt.

5. For dette er vor rette tro, bragt til os af vor mest velsignede fader Sylvester, ypperste præst. Vi formaner derfor alle folk, alle de forskellige folkeslag til at forsvare, skatte og udbrede denne tro; og til i Helligåndens navn at modtage dåbens nådegave; og til med fromt hjerte at tilbede den Herre Jesus Kristus vor Frelser, som med Faderen og Helligånden skal leve og herske for evigt, således som Sylvester vor fader, universel præst, prædiker.

6. For Han, Vor Herre Gud, i medlidenhed med mig en synder, sendte sine hellige Apostle til os og fik lyset af sin Herlighed til skinne på os. Og fryder jer over at jeg, efter at være blevet frelst fra mørket, er kommet til det sande lys og til kundskab om sandheden. Thi på den tid havde en voldsom og smudsig spedalskhed angrebet alt kødet på mit legeme, og jeg blev tilset af mange læger, der kom til mig, men der var ikke een af dem, der kunne helbrede mig. Da kom præsterne fra Kapitol til mig og sagde, at der skulle laves en font på Kapitol, og den skulle jeg fylde med blod fra uskyldige børn; og hvis jeg badede i det, mens det var varmt, kunne jeg blive renset for sygdommen. Og i overensstemmelse med deres ord blev mange uskyldige børn blev bragt sammen, som de vanhelligende hedenske præster ville dræbe og fylde fonten med deres blod. Men da Vor Højhed opdagede mødrenes tårer, fik jeg straks rædsel for denne dåd. Og i medlidenhed med dem beordrede jeg, at deres egne sønner skulle overdrages dem igen, og gav dem køretøjer og gaver og sendte dem hjem, så de kunne glæde sig med deres familie.

7. Da den dag var gået, og nattens stilhed var faldet over os, og søvnens time var kommet, viste apostlene Peter og Paulus sig for mig og sagde: "Siden du nu er ophørt med at synde og har fattet rædsel for at udgyde uskyldigt blod, er vi blevet sendt af den Herre Kristus vor Gud for at fortælle dig, hvordan du kan blive helbredt. Hør derfor efter, hvad vi pålægger dig, og gør det som vi anviser dig det. Sylvester byens biskop, er af angst for forfølgelse flygtet til Seraptis-bjerget, hvor han henlever sin tilværelse sammen med sine præster i bjergets huler. Han vil, når han bliver ført til dig, vise dig fromhedens flod, og når han for tredie gang har dykket dig i den, vil al din frygtelige spedalskhed forlade dig. Og når det er sket, gengæld da din Frelser dette ved, at du befaler, at alle kirker i hele verden skal genåbnes. [...]"

8. Da jeg rejste mig fra søvnen, gav jeg derfor straks ordre til, at det skulle fuldføres, som de hellige apostle havde formanet mig til og jeg tilkaldte den ærværdige og salige fader og vor oplyser Sylvester, universel pave; jeg gengav de ord som de hellige apostle havde foreskrevet mig og spurgte, hvem er disse guder: Peter og Paulus? Han svarede, at de ikke kaldtes guder, men apostle for vor Frelser, Herren Jesus Kristus. Og igen begyndte jeg at spørge den hellige pave, hvorvidt han havde nogen udtrykte billeder af disse apostle for at jeg kunne sige, om det var dem, der havde vist sig for os. Derefter beordrede den ærværdige fader, at hans diakon skulle vise billederne af disse apostle. Jeg så på dem og genkendte dem, jeg havde set i drømmen, og med et højt råb bekendte jeg foran alle mine satrapper, at det var dem jeg havde set i min drøm. [...]

9. Derpå befalede den mest velsignede Silvester, vor fader, biskop i byen Rom, at jeg skulle tilbringe en tid i bod i Lateranpalads i kapellet iført en hårklædning, så at jeg kunne få tilgivelse fra vor Herre Gud Jesus Kristus vor frelser gennem nattevågen, faste og tårer og bønner for alle de ting, som ugudeligt var blevet gjort og uretfærdigt var blevet bestemt af mig. Efter håndspålæggelse af præsterne kom jeg dernæst til biskoppen selv og der bekendte jeg: jeg forsagede al Satans pragt og alt hans værk, og alle gudebilleder, lavet af menneskehånd, og jeg troer på Gud Fader den almægtige, himlens og jordens skaber, og på alle synlige og usynlige ting, og på Jesus Kristus, vor Herres enbårne søn, som blev født af den Helligånd og af Jomfru Maria. Og da fonten var blevet velsignet, rensede frelsens bølge mig der gennem en tredobbelt neddykning. For da jeg sad nede på bunden af fonten så jeg med mine egne øjne en hånd fra himlen røre mig; da jeg renset rejste mig, vidste jeg, at jeg var blevet befriet for al spedalskhedens smuds. Og da jeg var blevet rejst op af den ærværdige font og havde fået hvide klæder på, gav han mig tegnet på den syvfoldige Helligånd, salvingen med den hellige olie, og han tegnede det hellige kors' tegn på min pande og sagde: Gud besegle dig med seglet for hans tro i Faderens, Sønnens og den Helligånds navn for at mærke din tro, og alle præsterne svarede: "Amen". Bispen tilføjede: "Fred være med dig"

[...]

12. Vi dekreterer og sanktionerer, at han skal have overhøjheden over de fire førende patriarkater Antiokia, Alexandria, Konstantinopel og Jerusalem, såvel som over alle Guds kirker i hele verden. Og den til enhver tid værende ypperstepræst for den hellige romerske kirke skal stå over og bestemme over alle præster i hele verden, og han skal have retten til at afgøre alt, hvad der vedrører Gudstjenesten og opretholdelsen af den kristne tro. [...]

13. I mellemtiden ønsker vi, at alle folk af alle stammer og nationer i hele verden skal vide, at vi i vort Lateranpalads til vor Frelser, Vor Herre, Gud Jesus Kristus fra grunden af har opført en kirke med et dåbskapel. Og vi har på vore skuldre båret vægten af tolv kurve jord, svarende til antallet af apostle. Denne hellige kirke ønsker vi omtalt, værdsat og æret i hele verden som hovedkirken over

alle kirker, som vi tidligere har foreskrevet i vore kejserlige dekreter. Vi har ligeledes opført kirker indviet til den hellige Peter og den hellige Paulus – de ledende blandt apostlene – som er udsmykket med guld og sølv, hvor vi også til den højeste ære har anbragt deres hellige legemer i skrin af rav, som ingen af elementernes styrke kan overvinde.

14. [...] Vi indrømmer og gennem dette nærværende overdrager dig vort kejserlige Lateranpalads, som foretrækkes og som er fornemmere end alle andre paladser i hele verden; endvidere et diadem, d. v. s. en krone, og på samme tid tiaraen, og også skulderbindet, d. v. s. den krave, der sædvanligvis ligger om vor kejserlige hals, og også purpurkappen og den karmoisinrøde tunika, og hele den kejserlige dragt, og den samme rang som de, der har kommandoen over det kejserlige rytteri; vi overdrager også de kejserlige sceptre og samtidig standarder, tegn, bannere og forskellige kejserlige ornamenter og al den kejserlige pragt og vor magts herlighed. [...]

[...]

16. [...] Men han, den allerhelligste pave, tillod slet ikke, at guldkronen skulle bæres over den gejstlige krone, som han bærer til ære for Skt. Peter, men vi satte på hans allerhelligste hoved med vore egne hænder en tiara af strålende pragt, der forestillede vor Herres glorværdige opstandelse, og idet vi af ærbødighed for Skt. Peter holdt hans hest i bidslet, gjorde vi tjeneste som stalddreng for ham [...]

[...]

18. Derfor mente vi, at det ville være passende, at vort rige og vore kongedømmers magt skulle overføres og forandres til østens egne; og at i provinsen Byzantion på et såre passende sted skulle en by bygges i vort navn; og vort rige skulle grundes der. Thi der hvor præsternes overherredømme og den kristne religions overhoved er etableret af en himmelsk regent, er det ikke retfærdigt, at en jordisk regent skal have myndighed.

[...]

20. [...]

Givet i Rom den 3. dag før Kalendae i April , da den værdige hr. Flavius Konstantinus for 4. gang og Galligenus meget berømte mænd, var konsuler.

(Oversættelse: Elin Bach: Fra senantik til renæssance, Gyldendal 1962 med tilføjelser af Bent Egaa Kristensen efter Constitutum Constantini, http://www.thelatinlibrary.com/donation.html)

CONSTITUTUM CONSTANTINI

 

1. In nomine sanctae et individuae trinitatis patris scilicet et filii et spiritus sancti.

Imperator Caesar Flavius Constantinus in Christo Iesu, uno ex eadem sancta trinitate salvatore domino deo nostro, fidelis mansuetus, maximus, beneficus, Alamannicus, Gothicus, Sarmaticus, Germanicus, Britannicus, Hunnicus, pius, felix, victor ac triumphator, semper augustus, sanctissimo ac beatissimo patri patrum Silvestrio, urbis Romae episcopo et papae, atque omnibus eius successoribus, qui in sede beati Petri usque in finem saeculi sessuri sunt, pontificibus nec non et omnibus reverentissimis et deo amabilibus catholicis episcopis eidem sacrosanctae Romanae ecclesiae per hanc nostram imperialem constitutionem subiectis in universo orbe terrarum, nunc et in posteris cunctis retro temporibus constitutis, gratia, pax, caritas, gaudium, longanimitas, misericordia a deo patre omnipotente et Iesu Christo filio eius et spiritu sancto cum omnibus vobis.

2. Ea quae salvator et redemptor noster dominus deus Iesus Christus, altissimi patris filius, per suos sanctos apostolos Petrum et Paulum, interveniente patre nostro Silvestrio summo pontifice et universali papa, mirabiliter operari dignatus est, liquida enarratione per huius nostrae imperialis institutionis paginam ad agnitionem omnium populorum in universo orbe terrarum nostra studuit propagare mansuetissima serenitas. Primum quidem fidem nostram, quam a praelato beatissimo patre et oratore nostro Silvestrio universali pontifice edocti sumus, intima cordis confessione ad instruendas omnium vestrum mentes proferentes et ita demum misericordiam dei super nos diffusam annuntiantes.

3. Nosse enim vos volumus, sicut per anteriorem nostram sacram pragmaticam iussionem significavimus, nos a culturis idolorum, simulacris mutis et surdis manufactis, diabolicis compositionibus atque ab omnibus Satanae pompis recessisse et ad integram Christianorum fidem, quae est vera lux et vita perpetua, pervenisse credentes iuxta id, quod nos isdem almificus summus pater et doctor noster Silvester instruxit pontifex, in deum patrem omnipotentem, factorem caeli et terrae, visibilium omnium et invisibilium, et in Iesum Christum, filium eius unicum, dominum deum nostrum, per quem creata sunt omnia, et in spiritum sanctum, dominum et vivificatorem universae creaturae. Hos patrem et filium et spiritum sanctum confitemur, ita ut in trinitate perfecta et plenitudo sit divinitatis et unitas potestatis: pater deus, filius deus et spiritus sanctus deus, et tres unum sunt in Iesu Christo. Tres itaque formae, sed una potestas.

4. Nam sapiens retro semper deus edidit ex se, per quod semper erant gignenda saecula, verbum, et quando eodem solo suae sapientiae verbo universam ex nihilo formavit creaturam, cum eo erat, cuncta suo arcano componens mysterio. Igitur perfectis caelorum virtutibus et universis terrae materiis, pio sapientiae suae nutu ad imaginem et similitudinem suam primum de limo terrae fingens hominem, hunc in paradiso posuit voluptatis; quem antiquus serpens et hostis invidens, diabolus, per amarissimum ligni vetiti gustum exulem ab eisdem effecit gaudiis, eoque expulso non desinit sua venenosa multis modis protelare iacula, ut a via veritatis humanum abstrahens genus idolorum culturae, videlicet creaturae et non creatori, deservire suadeat, quatenus per hos eos, quos suis valuerit irretire insidiis, secum aeterno efficiat concremandos supplicio. Sed deus noster, misertus plasmae suae, dirigens sanctos suos prophetas, per quos lumen futurae vitae, adventum videlicet filii sui, domini dei salvatoris nostri Iesu Christi, annuntians, misit eundem unigenitum suum filium et sapientiae verbum. Qui descendens de caelis propter nostram salutem natus de spiritu sancto et Maria virgine, verbum caro factum est et habitavit in nobis. Non amisit, quod fuerat, sed coepit esse, quod non erat, deum perfectum et hominem perfectum, ut deus mirabilia perficiens et ut homo humanas passiones sustinens. Ita verum hominem et verum deum praedicante patre nostro Silvestrio summo pontifice intellegimus, ut verum deum verum hominem fuisse nullo modo ambigamus; electisque duodecim apostolis, miraculis coram eis et innumerabilis populi multitudine coruscavit. Confitemur eundem dominum Iesum Christum adimplesse legem et prophetas, passum, crucifixum, secundum scripturas tertia die a mortuis resurrexisse, assumptum in caelis atque sedentem ad dexteram patris, inde venturum iudicare vivos et mortuos, cuius regni non erit finis.

5. Haec est enim fides nostra orthodoxa a beatissimo patre nostro Silvestrio summo pontifice nobis prolata; exhortantes idcirco omnem populum et diversas gentium nationes hanc fidem tenere, colere ac praedicare et in sanctae trinitatis nomine baptismi gratiam consequi et dominum Iesum Christum salvatorem nostrum, qui cum patre et spiritu sancto per infinita vivit et regnat saecula, quem Silvester beatissimus pater noster universalis praedicat pontifex, corde devoto adorare.

6. Ipse enim dominus deus noster, misertus mihi peccatori, misit sanctos suos apostolos ad visitandum nos et lumen sui splendoris infulsit nobis et abstracto a tenebris ad veram lucem et agnitionem veritatis me pervenisse gratulamini. Nam dum valida squaloris lepra totam mei corporis invasisset carnem, et multorum medicorum convenientium cura adhiberetur, nec unius quidem promerui saluti; ad haec advenerunt sacerdotes Capitolii, dicentes mihi debere fontem fieri in Capitolio et compleri hunc innocentium infantum sanguine et calente in eo loto me posse mundari. Et secundum eorum dicta aggregatis plurimis innocentibus infantibus, dum vellent sacrilegi paganorum sacerdotes eos mactari et ex eorum sanguine fontem repleri, cernens serenitas nostra lacrimas matrum eorum, ilico exhorrui facinus, misertusque eis proprios illis restitui praecepimus filios, datisque vehiculis et donis concessis gaudentes ad propria relaxavimus.

7. Eadem igitur transacta die, nocturna nobis facta silentia, dum somni tempus advenisset, adsunt apostoli sanctus Petrus et Paulus dicentes mihi: "Quoniam flagitiis posuisti terminum et effusionem sanguinis innocentis horruisti, missi sumus a Christo domino deo nostro, dare tibi sanitatis recuperandae consilium. Audi ergo monita nostra et fac quodcumque indicamus tibi. Silvester episcopus civitatis Romae ad montem Seraptem persecutiones tuas fugiens in cavernis petrarum cum suis clericis latebram fovet. Hunc cum ad te adduxeris, ipse tibi piscinam pietatis ostendet, in qua dum te tertio merserit, omnis te valitudo ista deseret leprae. Quod dum factum fuerit, hanc vicissitudinem tuo salvatori compensa, ut omnes iussu tuo per totum orbem ecclesiae restaurentur, te autem ipsum in hac parte purifica, ut relicta omni superstitione idolorum deum vivum et verum, qui solus est et verus, adores et excolas, ut ad eius voluntatem adtingas."

8. Exsurgens igitur a somno protinus iuxta id, quod a sanctis apostolis admonitus sum, peregi, advocatoque eodem praecipuo et almifico patre et illuminatore nostro Silvestrio universali papa, omnia a sanctis apostolis mihi praecepta edixi verba, percunctatique eum sumus, qui isti dii essent: Petrus et Paulus? Ille vero non eos deos debere dici, sed apostolos salvatoris nostri domini dei Iesu Christi. Et rursum interrogare coepimus eundem beatissimum papam, utrum istorum apostolorum imaginem expressam haberet, ut ex pictura disceremus hos esse, quos revelatio docuerat. Tunc isdem venerabilis pater imagines eorundem apostolorum per diaconem suum exhiberi praecepit. Quas dum aspicerem et eorum, quos in somno videram figuratos, in ipsis imaginibus cognovissem vultus, ingenti clamore coram omnibus satrapibus meis confessus sum eos esse, quos in somno videram.

9. Ad haec beatissimus isdem Silvester pater noster, urbis Romae episcopus, indixit nobis poenitentiae tempus intro palatium nostrum Lateranense in uno cubiculo in cilicio, ut omnia, quae a nobis impie [peracta atque] iniuste disposita fuerant, vigiliis, ieiuniis atque lacrimis et orationibus apud dominum deum nostrum Iesum Christum salvatorem impetraremus. Deinde per manus impositionem clericorum usque ad ipsum praesulem veni, ibique abrenuntians Satanae pompis et operibus eius vel universis idolis manufactis, credere me in deum patrem omnipotentem, factorem caeli et terrae, visibilium et invisibilium, et in Iesum Christum, filium eius unicum, dominum nostrum, qui natus est de spiritu sancto et Maria Virgine, spontanea voluntate coram omni populo professus sum; benedictoque fonte illic me trina mersione unda salutis purificavit. Ibi enim, me posito in fontis gremio, manu de caelo me contingente propriis vidi oculis; de qua mundus exsurgens, ab omni me leprae squalore mundatum agnoscite. Levatoque me de venerabili fonte, indutus vestibus candidis, septemformis sancti spiritus in me consignatione adhibuit beati chrismatis unctionem et vexillum sanctae Crucis in mea fronte linivit dicens: "Signat te deus sigillo fidei suae in nomine patris et filii et spiritus sancti in consignatione fidei." Cunctus clerus respondit: "Amen." Adiecit praesul: "Pax tibi."

10. Prima itaque die post perceptum sacri baptismatis mysterium et post curationem corporis mei a leprae squalore agnovi, non esse alium deum nisi patrem et filium et spiritum sanctum, quem beatissimus Silvester papa praedicat, trinitatem in unitate, unitatem in trinitate. Nam omnes dii gentium, quos usque hactenus colui, daemonia, opera hominum manufacta comprobantur etenim, quantam potestatem isdem salvator noster suo apostolo beato Petro contulerit in caelo ac terra, lucidissime nobis isdem venerabilis pater edixit, dum fidelem eum in sua interrogatione inveniens ait: "Tu es Petrus, et super hanc petram aedificabo ecclesiam meam, et portae inferi non praevalebunt adversus eam." Advertite potentes et aurem cordis intendite, quid bonus magister et dominus suo discipulo adiunxit inquiens: "Et tibi dabo claves regni caelorum; quodcumque ligaveris super terram, erit ligatum et in caelis et quodcumque solveris super terram, erit solutum et in caelis." Mirum est hoc valde et gloriosum, in terra ligare et solvere et in caelo ligatum et solutum esse.

11. Et dum haec praedicante beato Silvestrio agnoscerem et beneficiis ipsius beati Petri integre me sanitati comperi restitutum, utile iudicavimus una cum omnibus nostris satrapibus et universo senatu, optimatibus etiam et cuncto populo Romano, gloriae imperii nostri subiacenti, ut, sicut in terris vicarius filii dei esse videtur constitutus, etiam et pontifices, qui ipsius principis apostolorum gerunt vices, principatus potestatem amplius, quam terrena imperialis nostrae serenitatis mansuetudo habere videtur concessam, a nobis nostroque imperio obtineant; eligentes nobis ipsum principem apostolorum vel eius vicarios firmos apud deum adesse patronos. Et sicut nostra est terrena imperialis potentia, eius sacrosanctam Romanam ecclesiam decrevimus veneranter honorare et amplius, quam nostrum imperium et terrenum thronum sedem sacratissimam beati Petri gloriose exaltari, tribuentes ei potestatem et gloriae dignitatem atque vigorem et honorificentiam imperialem.

12. Atque decernentes sancimus, ut principatum teneat tam super quattuor praecipuas sedes Antiochenam, Alexandrinam, Constantinopolitanam et Hierosolymitanam, quamque etiam super omnes in universo orbe terrarum dei ecclesias; et pontifex, qui pro tempore ipsius sacrosanctae Romanae ecclesiae extiterit, celsior et princeps cunctis sacerdotibus totius mundi existat et eius iudicio, quaeque ad cultum dei vel fidei Christianorum stabilitate procuranda fuerint, disponantur. iustum quippe est, ut ibi lex sancta caput teneat principatus, ubi sanctarum legum institutor, salvator noster, beatum Petrum apostolatus obtinere praecepit cathedram, ubi et crucis patibulum sustinens beatae mortis sumpsit poculum suique magistri et domini imitator apparuit, et ibi gentes pro Christi nominis confessione colla flectant, ubi eorum doctor beatus Paulus apostolus pro Christo extenso collo martyrio coronatus est; illic usque in finem quaerant doctorem, ubi sanctum doctoris quiescit corpus, et ibi proni ac humiliati caelestis regis, die salvatoris nostri Iesu Christi, famulentur officio, ubi superbi terreni regis serviebant imperio.

13. Interea nosse volumus omnem populum universarum gentium ac nationum per totum orbem terrarum, construxisse nos intro palatium nostrum Lateranense eidem salvatori nostro domino deo Iesu Christo ecclesiam a fundamentis cum baptisterio, et duodecim nos sciatis de eius fundamentis secundum numerum duodecim apostolorum cophinos terra onustatos propriis asportasse humeris; quam sacrosanctam ecclesiam caput et verticem omnium ecclesiarum in universo orbe terrarum dici, coli, venerari ac praedicari sancimus, sicut per alia nostra imperialia decreta statuimus. Construximus itaque et ecclesias beatorum Petri et Pauli, principum apostolorum, quas auro et argento locupletavimus, ubi et sacratissima eorum corpora cum magno honore recondentes, thecas ipsorum ex electro, cui nulla fortitudo praevalet elementorum, construximus et crucem ex auro purissimo et gemmis pretiosis per singulas eorum thecas posuimus et clavis aureis confiximus, quibus pro concinnatione luminariorum possessionum praedia contulimus, et rebus diversis eas ditavimus, et per nostras imperialium iussionum sacras tam in oriente quam in occidente vel etiam septentrionali et meridiana plaga, videlicet in Iudaea, Graecia, Asia, Thracia, Africa et Italia vel diversis insulis nostram largitatem eis concessimus, ea prorsus ratione, ut per manus beatissimi patris nostri Silvestrii pontificis successorumque eius omnia disponantur.

14. Gaudeat enim una nobiscum omnis populus et gentium nationes in universo orbe terrarum; exhortantes omnes, ut deo nostro et salvatori Iesu Christo immensas una nobiscum referatis grates, quoniam ipse deus in caelis desuper et in terra deorsum, qui nos per suos sanctos visitans apostolos sanctum baptismatis sacramentum percipere et corporis sanitatem dignos effecit. Pro quo concedimus ipsis sanctis apostolis, dominis meis, beatissimis Petro et Paulo et per eos etiam beato Silvestrio patri nostro, summo pontifici et universali urbis Romae papae, et omnibus eius successoribus pontificibus, qui usque in finem mundi in sede beati Petri erunt sessuri atque de praesenti contradimus palatium imperii nostri Lateranense, quod omnibus in toto orbe terrarum praefertur atque praecellet palatiis, deinde diademam videlicet coronam capitis nostri simulque frygium nec non et superhumerale, videlicet lorum, qui imperiale circumdare assolet collum, verum etiam et clamidem purpuream atque tunicam coccineam et omnia imperialia indumenta seu et dignitatem imperialium praesidentium equitum, conferentes etiam et imperialia sceptra simulque et conta atque signa, banda etiam et diversa ornamenta imperialia et omnem processionem imperialis culminis et gloriam potestatis nostrae.

15. Viris enim reverentissimis, clericis diversis ordinibus eidem sacrosanctae Romanae ecclesiae servientibus illud culmen, singularitatem, potentiam et praecellentiam habere sancimus, cuius amplissimus noster senatus videtur gloria adornari, id est patricios atque consules effici, nec non et ceteris dignitatibus imperialibus eos promulgantes decorari; et sicut imperialis militia, ita et clerum sacrosanctae Romanae ecclesiae ornari decernimus; et quemadmodum imperialis potentia officiis diversis, cubiculariorum nempe et ostiariorum atque omnium excubiorum ornatu decoratur, ita et sanctam Romanam ecclesiam decorari volumus; et ut amplissime pontificalis decus praefulgeat, decernimus et hoc, ut clerici eiusdem sanctae Romanae ecclesiae mappulis ex linteaminibus, id est candidissimo colore, eorum decorari equos et ita equitari, et sicut noster senatus calciamenta uti cum udonibus, id est candido linteamine illustrari: ut sicut caelestia ita et terrena ad laudem dei decorentur; prae omnibus autem licentiam tribuentes ipso sanctissimo patri nostro Silvestrio, urbis Romae episcopo et papae, et omnibus, qui post eum in successum et perpetuis temporibus advenerint, beatissimis pontificibus, pro honore et gloria Christi dei nostri in eadem magna dei catholica et apostolica ecclesia ex nostra synclitu, quem placatus proprio consilio clericare voluerit et in numero religiosorum clericorum connumerare, nullum ex omnibus praesumentem superbe agere.

16. Decrevimus itaque et hoc, ut isdem venerabilis pater noster Silvester, summus pontifex, vel omnes eius successores pontifices diademam videlicet coronam, quam ex capite nostro illi concessimus, ex auro purissimo et gemmis pretiosis uti debeant et eorum capite ad laudem dei pro honore beati Petri gestare; ipse vero sanctissimus papa super coronam clericatus, quam gerit ad gloriam beati Petri, omnino ipsam ex auro non est passus uti coronam, frygium vero candido nitore splendidam resurrectionem dominicam designans eius sacratissimo vertici manibus nostris posuimus, et tenentes frenum equi ipsius pro reverentia beati Petri stratoris officium illi exhibuimus; statuentes, eundem frygium omnes eius successores pontifices singulariter uti in processionibus ad imitationem imperii nostri.

17. Unde ut non pontificalis apex vilescat, sed magis amplius quam terreni imperii dignitas et gloriae potentia decoretur, ecce tam palatium nostrum, ut praelatum est, quamque Romae urbis et omnes Italias seu occidentalium regionum provincias, loca et civitates saepefato beatissimo pontifici, patri nostro Silvestrio, universali papae, contradentes atque relinquentes eius vel successorum ipsius pontificum potestati et ditioni firma imperiali censura per hanc nostram divalem sacram et pragmaticum constitutum decernimus disponenda atque iuri sanctae Romanae ecclesiae concedimus permanenda.

18. Unde congruum prospeximus, nostrum imperium et regni potestatem orientalibus transferri ac transmutari regionibus et in Byzantiae provincia in optimo loco nomini nostro civitatem aedificari et nostrum illic constitui imperium; quoniam, ubi principatus sacerdotum et christianae religionis caput ab imperatore caelesti constitutum est, iustum non est, ut illic imperator terrenus habeat potestatem.

19. Haec vero omnia, quae per hanc nostram imperialem sacram et per alia divalia decreta statuimus atque confirmavimus, usque in finem mundi illibata et inconcussa permanenda decernimus; unde coram deo vivo, qui nos regnare praecepit, et coram terribili eius iudicio obtestamus per hoc nostrum imperialem constitutum omnes nostros successores imperatores vel cunctos optimates, satrapes etiam, amplissimum senatum et universum populum in toto orbe terrarum nunc et in posterum cunctis retro temporibus imperio nostro subiacenti, nulli eorum quoquo modo licere, haec, quae a nobis imperiali sanctione sacrosanctae Romanae ecclesiae vel eius omnibus pontificibus concessa sunt, refragare aut confringere vel in quoquam convelli. Si quis autem, quod non credimus, in hoc temerator aut contemptor extiterit, aeternis condemnationibus subiaceat innodatus, et sanctos dei principes apostolorum Petrum et Paulum sibi in praesenti et futura vita sentiat contrarios, atque in inferno inferiori concrematus, cum diabolo et omnibus deficiat impiis.

20. Huius vero imperialis decreti nostri paginam propriis manibus roborantes super venerandum corpus beati Petri, principis apostolorum, posuimus, ibique eidem dei apostolo spondentes, nos cuncta inviolabiliter conservare et nostris successoribus imperatoribus conservanda in mandatis relinqui, beatissimo patri nostro Silvestrio summo pontifici et universali papae eiusque per eum cunctis successoribus pontificibus, domino deo et salvatore nostro Iesu Christo annuente, tradidimus perenniter atque feliciter possidenda.

Et subscriptio imperialis:

Divinitas vos conservet per multos annos, sanctissimi ac beatissimi patres. Datum Roma sub die tertio Kalendarum Aprilium, domino nostro Flavio Constantino augusto quater et Gallicano viris clarissimis consulibus.

Medieval Latin  The Latin Library  The Classics Page