Kildebegrebet (s. 66-81)


Indhold

 

Aktstykket (Det stockholmske Blodbad)

Relationen (Det stockholmske Blodbad)




Aktstykket (Det stockholmske Blodbad)

 

Vi Gustav af Guds nåde ærkebiskop i Uppsala etc., Jens i Odense, Hans i Linköping, Otto i Vesterås af samme nåde biskopper, mester Jørgen Turesen, domprovst i Uppsala, Verner, ærkedegn i Linköping, Lorents Andersen, ærkedegn i Strängnäs, Jens, degn i Skara, doktor Peder Gale, scolasticus i Uppsala, doktor Erik Geting, officialis i Uppsala, doktor Lorents af prædikerordenen i Stockholm, mester Mathias, mester Henrik, kannik i Uppsala, og mester Sven, kannik i Skara, gør vitterligt, at da vi i året efter Guds fødsel 1520 torsdag næst efter omnium sanctorum [8. november] efter vor kæreste, nådigste herres, kong Christierns etc. bud og vilje var kaldt sammen på Stockholms slot i den store sal, kom i rette for os hæderlig mand Jon, kannik i Uppsala, og fremlagde et skrift med klagemål mod afdøde hr. Sten Svantesen og andre benævnt i samme skrift, som ord for ord lød, som herefter følger:

 

»Højmægtigste herre, hr. Christiern, af Guds nåde Sveriges, Danmarks og Norges konge, kæreste, nådigste herre!

 

Jeg, Gustav, ved Guds forsyn uværdig ærkebiskop i Uppsala, formaner Eders Højmægtighed på Eders Nådes kongelige ed, som Eders Nåde svor mig på den hellige kirkes vegne i søndags nu næst forleden, da jeg uværdige salvede og viede Eders Nåde til Sveriges kongelige krone, at Eders Nåde ville hjælpe mig, ærkebiskop Jacob, bisp Otto i Vesterås og vore kirker, gejstlighed og hele kristenheden til ret over disse efterskrevne, åbenbare kættere, som er, først den afdøde kætter hr. Sten, fru Sigrid, fru Kirstina, Mogens Gren, Mikkel Nielsen, Erik Ryning, Christiem Bengtsen, Oluf Valram, Erik Kuse, Claus Kyle, Oluf Bjørnsen, Bengt Eriksen, Erik Nielsen, Eskil Nielsen, Peder skrædder, Joakim Bragde, Sven Høk, Peder smed, borgmestere, råd og Stockholm stad, som jeg anser for alle lige gode og lige store i kætteri, og jeg agter aldeles ikke at indgå noget venligt forlig med dem for sådant åbenbart kætteri, som så åbenlyst har sat sig op mod hele kristenheden med sådanne ubekvemmelige og åbenbarlig uærlige gerninger. De har alle og hver for sig med den afdøde kætter hr. Sten først belejret mig i et år og 11 uger, og senere førte de mig herind på Stockholm rådhus og udråbte mig til forræder for den menige mand og forkyndte desuden, at jeg skulle i evigt fængsel og holdt mig sidenhen fangen i 2 år, indtil Eders Nådes højmægtigheds magt kom her ind i riget og friede mig at mit fængsel og gav mig min kirke og frihed igen som en kristen fyrste.

 

Desuden sårede de mig dødeligt i mit fængsel, som det endnu er at se. Den hellige kirkes slot Stäket har de også brændt at og brudt ned til grunden. Ligeledes har de derfra og fra Uppsala domkirke og fra bispegården udtaget alle mine og den hellige kirkes klenodier, guld, sølv, penninger, harnisk, bøsser og værger, besætning og ejendele, såvel som min og stiftets rente i 4 år hvilket altsammen: både klenodier, guld, penninger, bo og besætning og rente, beløber sig til over seks mål 100.000 lødige mark sølv, efter redelig udregning og vurdering til enhver tid.

 

Den skade, der er gjort på Stäket og på min person, ansætter jeg til firehundredetusind mål lødig sølv, efter et rimeligt skøn. Item har de grebet min kære herre, hr. ærkebiskop Jacob, på Arnögård og ført ham bundet til Stockholm som en tyv og forræder. De har røvet og afbrændt Arnögård, og der udtaget guld og sølv, rede penninger og besætning til mere end 6000 mark lødig sølv, og gården kan ikke opbygges, som den var, med 2000 mark lødig sølv, hans mishandling og fængsel beløber sig til 100.000 mark lødig sølv, efter et rimeligt skøn.

 

Item greb de biskop Otto anden påskedag i hans domkirke og slæbte ham fra kirken til slottet som en tyv og forræder, og der holdt de ham fangen, til Eders Nådes magt slog slottet ned og lod ham komme ud derfra og til sin kirke og frihed igen som en kristelig fyrste og konge.

 

Mester Jon, min kannik i Uppsala, har de i 3 år holdt i fængsel her på Stockholm slot, røvet og plyndret fra ham alt det han havde og desuden al den rente, han havde modtaget og oppe- båret i 4 år.

 

Item har de røvet og skændet, såret og grebet alt mit klerkeri: prælater, kanniker, vikarer og ligeså så mange sognepræster ude i landet, som de kunne overkomme, og taget fra dem alt, hvad de havde i verden, så at al mit klerkeri: prælater, kanniker og præster, såvidt de kunne overkomme det, lod de ikke have så meget igen, som de kunne fortære.

 

Item truede de alle mine prælater og præster i hele mit stift og ligeså alle prælater, kanniker og præster i Vesterås stift til at afholde messe mod hele kristenhedens påbud og forordning, da jeg og biskop Otto blev grebet.

 

Højmægtigste fyrste og kristne konge! Hjælp os og hele kristenheden til ret over disse førnævnte åbenbare kættere og til at få vort og den hellige kirkes gods igen og de skadebøder, som står foranskrevet, og jeg begærer også tilbageholdelse af alle deres personer, indtil Eders Nåde får overvejet, hvad ret Eders Nåde er os pligtig over dem, tagende løn af Gud og lovprisning fra hele kristenheden for den straf, Eders Nådes højmægtighed vil lade overgå sådanne åbenbare kættere.«

 

Dette skrift og klagemål var dagen næst tilforn blevet fremsat af samme mester Jon for førnævnte vor kæreste herre og menige rigens råd, idet tilkaldte og nærværende var alle, som var benævnte i førnævnte skrift, og selvom de ugerninger, som i samme var tillagt afdøde hr. Sten og hans førnævnte parti, var åbenlyse nok i sig selv, så at hvermand kendte dem, blev de alligevel til overflod klart beviste med deres egen tilståelse og fremlagte breve, og førnævnte mester Jon satte da i rette for os, om samme misgerninger ikke var åbenbart kætteri mod romerkirken.

 

Da tog vi det anliggende til os og overvejede det omhyggeligt på alle punkter. Og eftersom hr. Sten og hans førnævnte tilhængere befandtes at have været besmittede med den hellige kirkes højeste band i flere år og stået halsstarrige og ondsindede deri, så at de ikke ville agte eller tage råd eller formaning af nogen, enten af os eller andre biskopper og prælater her i riget eller af de dommere, som vor hellige fader paven havde beskikket særlig i denne sag, men snarere truede, hånede og forargede dem, som ville overholde samme vor hellige fader pavens befaling, interdikt og bud og ovenikøbet har forbundet sig, beseglet og besvoret, at jeg, førnævnte ærkebiskop Gustav, aldrig skulle komme til min frihed og domkirke igen, men blive i et evigt fængsel. Ydermere forpligtede de sig til at stå last og brast i et sådant ukristeligt forbund, hvad der end derefter kunne komme af band eller interdikt fra den romerske gård, på hvilke førnævnte punkter oftnævnte hr. Sten og de andre nævnte, som villigt og utvungent har tilsluttet sig ham i førnævnte ukristelige forbund, klart har frasagt sig lydigheden mod den hellige romerske kirke, kan vi efter den hellige kirkes, kejserens og Sveriges lov ikke finde andet, end at det er åbenbart kætteri og de for åbenbare kættere holdes og kaldes.

 

Til ydermere bevis på, at vi har lovfundet og afsagt således, lader vi førnævnte ærkebiskop og bisper og alle andre forud nævnte vore indsegl hænge ved dette brev, som er givet og skrevet på førnævnte Stockholms slot år og dag, som står foran skrevet.

 

(Kilde: Det stockholmske blodbad: indledning og kilder ved Hans Neerbek, Gad 1973, med egne rettelser)

 




Relationen (Det stockholmske Blodbad)

 

Vi efterskrevne Jørgen Turesen, domprovst, Peder Galle, scolasticus, og Erik Geting, cantor ved Uppsala domkirke, er af højbårne og strenge fyrste hr. Gustav Eriksen, Sveriges riges høvedsmand, tilspurgt med dette nærværende tro vidnesbyrd at skulle kundgøre, hvad vi så eller hørtes have hændt efter kong Christierns kroning på Stockholm slot, hvor vi nødte og tvungne var til stede for at bese den gruelige og jammerlige dødsens beskuelige og den uhørte, aldrig før sete, gruelighed, som var det ynkelige mord på gejstlige og verdslige herrer og andre gode mænd, som er vel værdige at have i salig ihukommelse, og efter det, som vi har fornemmet i allehånde og hvert og et bekender vi den åbenbare sandhed, som herefter følger:

 

I året efter Guds fødsel 1520 den 28.de dag i oktober måned kom vi foranskrevne til Stockholm, budne og tilkaldte af ærkebiskop Gustav med flere andre for at yde ærkebiskoppen bistand og tjene ham ved messe, som det er sædvane ved kongers kroning.

 

Denne tjeneste fandt sted søndag næst efter alle helgenes dag, og da blev der givet os bud af ærkebiskop Gustav at følge ham på slottet onsdag næst derefter, hvilket vi gjorde på den dag, omtrent ved middagsstund, og medens vi tøvede der, lige til klokken slog et, blev efter et eller andet svigefuldt opdigtet påskud, som vi ikke kunne forstå, slotsportene aflåsede, og al menig adel, kvinder og mænd, biskopper og prælater fra næsten hele riget blev indestængte; ligeledes blev derinde bestængt borgere, rådmænd, borgmestere og alle førnævnte herrers tjenere, og ingen blev lukket ud, men nogen kunne godt komme ind, og vi kunne ej begribe eller betænke, al hvilken grund det blev gjort.

 

Til sidst da kongen sad på domstolen i den store sal, kom ærkebiskop Gustav og klagede meget hårdt over dem, som havde fortrædiget Uppsala domkirke, da Stäket blev belejret, og over dem, som brændte det ned etc., og først og fremmest over hr. Sten, som dengang var rigets høvedsmand og hans enke, fru Kirstina, og deres hjælpere og støtter i denne sag, hvis navne han også lod præsentere, åbenbare og udråbe for kongen, idet han begærede på hans kongelige ed, som han havde gjort, da han blev kronet, at han skulle gøre for Guds skyld og retfærdighed, at der måtte ske kirken og ham fyldest for den uret og skade, der var gjort på så mange måder.

 

Kongen svarede således: »Hr. ærkebiskop, passer det Eder ikke at gå til værks i denne sag med forståelse og forlig, således som gode mænd kan ransage den, eller vil I i enhver henseende prøve den med loven?« Han bad da indstændigt om, at de, som da var nærværende der, skulle arresteres og enhver gøre ham fyldest på allehånde måder. Han fremhævede også, uimodsagt al kongen, at en sådan sag var tidligere fremmet på ærkebispens vegne i Rom, men kongen ville ikke have, at førskrevne sag skulle fremmes eller endes i Rom. Da befalede han ærkebispen, at denne hellere måtte ransages og afsluttes her i riget, idet han lovede, at der skulle ske ham fyldest for hans skade og uret på allehånde måder etc. Med dette lod ærkebispen sig nøje.

 

På det sidste derefter blev der fremtaget og læst nogle breve for kongen; hvad de indebar, lagde vi ikke på ethvert punkt mærke til, men vi kunne siden gætte af kongens spørgsmål, at disse breve var til skade for gejstlige herrer og adelsmænd, som da var nærværende og havde beseglet de nævnte breve.

 

Det første spørgsmål blev rettet til biskoppen i Linköping, om han havde beseglet disse breve. Denne svarede ja dertil, men at han ville sikre sig for påkommende tilfældes skyld. Da meddelte han, at han havde opsat en protest, og hans undskyldning og protest blev hentet frem og læst offentligt. Derefter blev et sådant spørgsmål af kongen forelagt bisperne og rigsråderne, og enhver gjorde sig umage for at undskylde sig og påvise sin retskaffenhed i den sag. Efter dette blev meget forskelligt anført, og der blev uenighed mellem dem, som skændtes der, og vi bekender da ved Gud, at vi ikke bemærkede os, hvad der her blev sagt eller konkluderet, da det ikke syntes at angå os. Men vi gik og talte os imellem om det, at portene var lukkede og så mange mænd var i bekneb, og derfor bestræbte vi os også for at udfinde, hvordan vi skulle kunne komme ud derfra, eftersom vi var højligt forfærdede over sådan sag.

 

Efter en liden stund gik kongen ud, og rådet blev siddende for at ransage og ende allehånde sager, indtil det blev mørk aften.

 

[Alle indespærres på slottet natten over]

 

Torsdag næst derefter, som var ottendedagen efter omnium sanctorum, da klokken var omkring 9 på dagen, blev alle biskopper, prælater, kanniker og klostergivne mænd og så mange lærde, som der var, kaldt sammen i samme sal, som de om aftenen var gået ud af, og til dem fremførte hr. Johannes Beldenak, biskop af Odense, midt i deres samkvem det spørgsmål om de, der havde sammensvoret sig og forbundet sig særligt sammen mod den hellige romerske stol og Jesu statholder paven, skulle holdes for kættere.

 

Om dette spørgsmål rådførte mænd, der var lærde i den hellige skrift og loven, sig og disputerede og svarede efter evangeliet og den gejstlige ret, at de, som blev belastede med de nævnte ting, skulle holdes for kættere, først biskopperne, dernæst prælaterne, kannikerne og klostergivne mænd og enhver efter sin stand.

 

Men hvilken falskhed, grumhed og svig og hvad ondt af enhver art, kongen og hans rådgivere havde udpønset i deres hjerter med dette spørgsmål, bekender vi for Gud, som ransager og kender alle hjerter og tanker, at det kunne vi dengang på ingen måde indse, ejheller fulgte derefter, så vidt vi kunne forstå, nogen dom eller sententia, og Gud er vort vidne, at vi på det tidspunkt ikke kunne forstå, med hvilket formål omtalte spørgsmål blev stillet...

 

[Kannikerne trues af kongens hjælpere, men slippes løs dagen efter.]

 

(Kilde: Det stockholmske blodbad: indledning og kilder ved Hans Neerbek, Gad 1973, med egne rettelser)