Hypotese- og teoridannelsen (s. 188-225)

 

 

Indhold

 

O. Mohrs referat af mødet med K. Ritter d. 18.7.1940

O. Mohrs referat af mødet med K. Ritter d. 18.7.1940, med Nissens kommentarer

O. Mohrs referat, originalt manus

C.E. Jensen og F.J. Borgbjerg: Socialdemokratiets Århundrede

Henrik Cavling: Efter Redaktionens Slutning

Vagn Dybdahl: De nye klasser 1870-1914

Ib Nørlund: Det knager i samfundets fuger og bånd

Kristian Hvidt: Det folkelige gennembrud og dets mænd

 

Mohrs referat af samtalen med ambassadør Ritter 18.7.1940

 

Download: Mohrs referat af samtale med Ritter

 

 

Nissens kommentarer til Mohrs referat

 

Download: Kommentar til referaterne fra samtalen mellem Mohr og Ritter

 

 

Mohrs referat - originalt manus

 

Download: Mohrs referat - Originalt manus

 

Kilde: Henrik S. Nissen: 1940. Studier i forhandlingspolitikken og samarbejdspolitikken (Gyldendal 1973)

 

 

"Slaget ved Fælleden" i den senere historieskrivning

 

C.E. Jensen og F.J. Borgbjerg: SOCIALDEMOKRATIETS ÅRHUNDREDE, Fremstillinger af Arbejderbevægelsens Historie fra Revolutionen 1789 indtil vore Dage. Bind II: Danmark - Norge - Sverig. København 1904, p. 267-69

 

Plakaten [omtalt i Justitsministeriets fremstilling ovenfor] var imidlertid ikke i Stand til at afholde Arbejderne, som dels var ophidsede over det skete og beredte paa at forsvare deres Forsamlingsret, dels nysgerrige efter at se, hvad der vel vilde ske, fra allerede tidlig om Eftermiddagen at samles ude paa Vejene omkring Nørrefælled, som holdtes besat af to Husareskadroner og en talrig Politistyrke. Avtoriteterne havde i det Hele taget belavet sig paa en Revolution i København. Alle Rekruter var konsignerede i Kasernerne; paa Amalienborg var Garden parat til Udrykning; Kastellet, Hovedvagten og Raadhuset var besatte af en større infanteristyrke; Arsenalet forsvaredes af Artilleri, og de større Pengeinstituter, navnlig Bankerne, var ligeledes under Bevogtning af Militær med skarpe Patroner. Der blev dog ingen Brug for denne gevaltige Magtudfoldelse, og hvis Myndighederne ikke selv havde tirret Arbejderne ved deres ulovlige Fremfærd, vilde Fælledmødet efter al Rimelighed være løbet roligt af.

 

Nu kom det nødvendigvis til Sammenstød, da Mængden vilde trænge ind paa den afspærrede Fælled. Ved 4-Tiden forsøgte en talrig Skare at bane sig Adgang fra Triangelen. Mundberg havde forhandlet med Oberst Castenskiold, som holdt der i Spidsen for en Eskadron Husarer, men som naturligvis ikke kunne give Adgangstilladelse; den bagved staaende Mængde trængte nu stærkere og stærkere paa, og det lykkedes den ogsaa til Dels at komme ind paa Fælleden, hvor Husarerne med dragne Klinger red frem imod den og splittede den; Mængden svarede med Stenkast, og der opstod en ret haardnakket Skærmydsel. Lignende Sammenstød fandt Sted i andre Udkanter af Fælleden, men saa truende Situationen end var, fornægtede Københavnerhumøret sig dog heller ikke ved denne Lejlighed Murer Grøn havde paa Mødet om Aftenen bebudet, at han vilde komme til Hest, og han kom da ogsaa anstigende paa en Rosinante, som han havde lejet for 2 Rdl. hos en Vognmand i »Tre Hjorte«, og som han red omkring med langs Fælleden i et muntert Optog.
Imidlertid begyndte Mørket at falde paa, og det trak atter op til en ret alvorlig Kamp, da Folkemængden ved en omgaaende Bevægelse ad Øster Allé trængte ind paa Blegdamsfælleden, afsyngende Socialisternes Marsch. Efter at en ridende Politiordonnans, der blev sendt ud imod den, havde maattet fortrække, rykkede Husarerne atter frem og sprængte med blanke Vaaben ind paa Mængden, der søgte at forsvare sig med Stenkast. En Politistyrke paa 70 Mand kom til og slog under Dækning af Rytteriet løs med Stavene af al Kraft. Da dette Angreb saaledes var slaaet tilbage, vendte den væbnede Magt sig imod Blegdamsvejen. Denne var imidlertid saa overfyldt med Mennesker .— hedder det i den officielle Rapport — »at det var besværligt nok at faa Mængden drevet ned imod Sankt Hans Torv, og Politiet maatte ogsaa ved denne Lejlighed flere Gange gøre Brug af sine Stave«. Ogsaa fra Nørre Allé blev Mængden drevet ned imod Torvet, hvor den omsider ud paa Aftenen splittedes ved et Angreb af Politiet. Husarerne foretog ligeledes et Chok endnu, før de afmarcherede. Efter de officielle Opgivelser var 74 Husarer og 23 Politibetjente bleven ramte af Sten eller andre Genstande uden dog at lide nogen alvorlig Overlast Hvor mange saarede der var paa Arbejdernes Side, oplyses ikke.
Paa Vejen ind til Byen blev der af Folkeskarerne slaaet en Del Gadelygter itu (officielt: 313 Glas i 40 Lygter!), ligesom der skal være kastet Sten ind i nogle Sporvogne, Drosker og Huse. Paa Gammel Torv samledes større Klynger af Mennesker. Det Rygte var udspredt, at man vilde »storme Raadhuset og befri Førerne«, men der blev ikke gjort noget Forsøg i den Retning. Det var ikke Arbejderne, men Avtoriteterne, der forbrød sig imod. Loven, og paa »Internationale«s Møde næste Aften vedtoges en Protest mod disse Avtoriteters »voldsomme Fremgangsmaade som velskikket til at fremkalde Uorden«.
Med taabelig Brutalitet havde man bildt sig ind at kunne slaa »Revolutionen« ned ved Hjælp af Ryttersabler og.Politistave — som om Arbejderbevægelsen var en tilfældig Oprørsbevægelse, der kunde splittes som et Gadeopløb.

 

Henrik Cavling (1858-1933): Efter Redaktionens Slutning. København, 1928, p. 38-42

 

I April 1872 udbrød en Murerstrejke med Forlangende om Nedsættelse af den elleve Timers Arbejdsdag til ti Timer. Derpaa Natten efter d. 4. Maj Fængslingen af de tre Førere Pio, Brix og Geleff. Dagen efter endelig det store Slag paa Nørrefælled, Søndagen d. 5. Maj 1872.
Med voksende Interesse havde jeg fulgt Gangen i disse spændende Begivenheder. Nu gik jeg Søndag Eftermiddag d. 5. Maj med hastige Skridt fra Lyngby ind til Nørrefælled. Ved Lundehuset kom Staldmesteren ud paa Vejen og advarede de indefter Kørende mod at køre længer, og skønt denne Advarsel maaske blot havde til Hensigt at fylde Lundehuset med Vejfarende, fremkaldte den hos mig en eventyrlig Følelse af, at jeg nær mede mig en Revolution.

Det saa forresten ogsaa temmelig broget ud, da jeg ved 3:Tiden naaede ind i Nørre Allé, hvor Smaatræerne langs med Vejen allerede stod i svagt Foraarsspring. Nørrefælled var dengang ubebygget, og de to Alléer, Nørre og Øster, tegnede sig for Øjet som en vældig Stikpasser, mellem hvis Ben den grønne Flade dannede en stor Trekant.

Fra Nørre Allé opdagede man nu ovre mod den østlige Side af Trekanten lange Rækker af Tropper, tilhørende flere Vaabenarter, ialt to Batailloner Infanteri, Husarer paa vælige Gangere, en Vrimmel af Politibetjente og — Artilleri!
Pladsen foran denne Troppestyrke laa aaben, men bagved St. Johannes Kirke og langs med Blegdamsvejen bølgede en stor Menneskemængde. Paa St. Hans Torv, hvor jeg nu stod, var alle Gadehjørner bevogtede af Infanterister, og mellem Kirken og Nordre Birks Arresthus fandtes opstillet flere hundrede Betjente, som skulde standse de fra Nørrebro kommende Skarer. Betjentene stemte Ryggen mod de Fremtrængende, der i den stærkere og stærkere Trængsel udstødte Raab og Skrig.
Politiets Hensigt var at forebygge stærk Sammenstimmel paa St. Hans Torv. Kniplerne blev trukket frem, og da det begyndte at regne vel rigeligt med Slag i Hovedet, opstod der en voldsom Trængsel foran St. Johannes Kirke. Dørene til Kirken blev trykket ind, og en yngre Præst, der stod paa Prækestolen og holdt Eftermiddagsgudstjeneste, fik pludseligt fuldt Hus. Han gjorde et Ophold, saa’ sig urolig om og standsede sin Præken. Lidt efter tog han fat paa ny, og ingen forstyrrede ham, før han et Sted i Talen sagde:
»Paa Moses Stol sidder nu de Skriftkloge og Farisæerne,« saa hørte man en dyb Stemme sige: »Det er hørt! « Præsten bad en Bøn, og Kirken tømtes under Orgelspil.

I Følge med adskillige andre Kirkegængere blev jeg nu fra St. Hans Torv af Trængslen ført hen mod Fælleden, hvor Husarer med Sabler splittede Mængden og drev en Del af den ud mod Store Vibenshus. Man hørte Raab og Skrig af Indignation, men ogsaa Latter og Brandere fra Folk, der i deres Hjærters Enfold troede, de var ude paa Kommers. Til dette Publikum henvendte sig bl. a. Muret Grøn, en kendt komisk Figur fra Folkemøderne. han havde paa det store Natte møde i Dansesalonen Phønix’ Kælder raabt:
»Jeg frygter ikke de halvtredspunds Granater.

 

Jeg kommer til Hest!«
Og virkelig kom Grøn ridende paa en gammel Krikke. Spasmagere mellem Demonstranterne samlede sig om ham og trak ham fra begge Sider i Benene, saa han blev meget vred og kaldte paa Værtinden, »Matdam Græsmeier«. Tilsidst sporede han Krikken. saa den stejlede og gik paa Bagbenene. Det vakte vild Jubel. Men i det samme tog Betjentene Murer Grøn og førte ham til nærmeste Politivagt.
Under dette befandt jeg mig midt paa Fælleden, hvor ophidsende Talere staaende paa Mænds
- Skuldre, opfordrede Tilhørerne til Modstand. Der blev kastet Sten og Hestepærer paa Soldaterne, og da en ung Husarofficer ramtes af et Projektil, kommanderede han: Frem! Et voldsomt Sammenstød fandt Sted, men det blev uafgjort, idet et nyt og uanet Vaaben med Virkning blev bragt i anvendelse. En Sværm af Mænd, belæssede med Snus i Pakker. uddelte disse og styrtede selv frem og slog Betjente, Dyr og Mennesker Snus i øjnene. Et Øjeblik tumlede Snuskastere og Soldater, Betjente og Militærpersoner, pæne Arbejdere og regulære Bisser om imellem hverandre i vild Forvirring, blændet af Snusen, der sved i øjnene. og under Hyl og Hvinen trampet paa af Politi og Rytteri. Blind af Snus blev jeg flere Gange vætet omkuld og trillet rundt, mistede min Kasket og fik det ene Trojeærme revet i Las. Fortumlet styrtede jeg afsted, — det regnede med Knytnæves-Slag og Spark, og først da jeg befandt mig i Alléen og kunde samle mine Tanker, stod det mig klart, at jeg havde oplevet noget usædvanligt.. Det stod mig ogsaa klart, at mine møre Lemmer længe vilde minde mig derom. Men selvfølgelig. Anderledes var det ikke, naar man gik til Revolution!

 

Vagn Dybdahl: De nye klasser 1870-1914. Politikens Danmarkshistorie, bind 12. København 1965, p. 70f.

 

Samtidig med at militæret besatte strategisk vigtige punkter samt byens banker, strømmede arbejderne mod Fælleden. Hvor mange der efterhånden samlede sig, ved vi ikke; men der blev talt om “mængder” og om “tusinder”. Myndighederne var forberedt: husareskadroner og politidelinger rykkede frem, mens besætningen i Kastellet fik udleveret skarpe patroner. Demonstranterne var også forberedt; her var våbnene: Sten, brædder og snustobak mod hestene. Det blev en kamp med trukne sabler og stenkast, mens tonerne af Socialisternes March med mellemrum rejste sig. I løbet af et par timer var mængden splittet; men endnu hen på aftenen var der uro og sammenstimlen i gaderne. Der var flydt blod; men ingen havde taget varig skade.

 

Ib Nørlund: Det knager i samfundets fuger og bånd. Forlaget Tiden, København 1972. 3. oplag, p. 27

 

“Fælledslaget”s betydiiing lå ikke mindst i, at det gjorde samspillet mellem kapitalen og staten øjensynligt. Politiet udstedte ikke alene det grundlovstridige forbud mod mødet. Det arresterede socialisternes ledere Pio, Brix og Geleff. Husarer og marineartilleri blev udkommanderet. Det skræmte svagere ledere til at søge mødet afblæst, men da ca. 20.000 mennesker (Internationale havde i København ca. 5.000 medlemmer) alligevel mødte op, lod man husarerne hugge ind. Arbejderne værgede sig med sten stokke og — snustobak, og det kom til et vældigt slag. Mange arrestationer fulgte.
Efter en parodisk “retsforfølgelse”, som tilstrækkeligt karakteriseres ved at forhørsdommeren Afrikanus Knudsens udtalte ledemotiv var: “Med Internationale er det krig på liv og død”, idømtes Pio, Brix og Geleff store fængselsstraffe under usle betingelser, som ramte dem personligt og helbredsmæssigt hårdt. Internationale blev opløst.
Socialdemokratiske historieskrivere vil ofte gøre Pios optræden omkring fælledslaget til “en hovedløs affære” (Bertolt). Det er urig-tigt og uværdigt og hænger sammen med deres egen stilling til den borgerlige stat. Et opgør som det, reaktionen nu lod udkæmpe på fælleden, var nødvendigt for den socialistiske bevægelses videre udvikling. Selv om Pio nok har tænkt sig, at begi venhederne ville gå lettere, og selvom partiet indadtil var (og måtte være) præget af mange svagheder og af usikkerhed, må man erkende, at dristige initativer på det givne tidspunkt var nødvendige, hvis ikke bevægelsen skulle falde tilbage i perspektivløshed. Nu blev Internationale nok opløst, men bevægelsen gik videre, og fælledslaget var en af dens mest inspirerende traditioner, som langt frem gennem årene fortalte mere end mange bøger om, hvad det var for en æreløs fjende, arbejderklassen stod overfor. Sådan må arbejderbevægelsen i sin udvikling ofte gennem øjeblikkelige nederlag, som kan være hårde, men som i den større sammenhæng bærer fremad som opløftende sejre. Det er en afgørende ting for arbejderklassens parti at have standhaftighed til at se denne sammenhæng.

 

Kristian Hvidt: Det folkelige gennembrud og dets mænd. 1850-1900. Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, bind 11, København 1990, p. 224-25

 

(...) Men da murersvendene ikke havde nogen strejkekasse, og da de strejkende var ved at blive udhungrede, indkaldte Pio til et massemøde på Nørre Fælled for at igangsætte en indsamling til murersvendene og true arbejdsgiverne til at give efter. »,Ministre, magistrat, politidirektør, grundejere, pengeposemænd«, hed det i Pios opråb, »,har alle fået travlt med at sammensværge dem mod folket ... Men Jer, I guldets dyrkere! I de fattiges udsugere! Eder vil vi endnu en gang tilråbe: ,,I har i årtusinder iskænket os en bitter livsdrik; vogt Jer nu. Målet er fuldt. Lad der ikke komme en eneste dråbe til — eller det flyder over”.«
Da slog myndighederne til. Natten før mødet forbød politidirektøren det ved opslag i byens gader og arresterede Pio, Brix og Geleff. Da arbejderne alligevel mødte op på fælleden den næste dag, blev de mødt af mængder af husarer og politi til hest, der spærrede vejen. Det kom til slagsmål. »Slaget på Fælleden« søndag den 5. maj 1872 blev den store mærkedag, hvor dansk socialisme fik sin ilddåb, den første åbne konfrontation med myndighederne. Det må have været et gevaldigt slagsmål, for bagefter blev det indberettet, at 74 husarer og 23 politibetjente var kommet til skade ved stenkast, og at 313 glas i 40 lygtepæle siden blev smadret i byen af vrede demonstranter.