Historisk erkendelse (s. 56-65)


Indhold

 

Columbus' skibsjournal

 

Columbus' skibsjournal

 

Torsdag den 11. oktober

 

Han sejlede mod vestsydvest. Havet var mere oprørt, end det havde været på hele rejsen. De så stormsvaler og et grønt siv i vandet nær skibet. Karavellen »Pintas« besætning fik øje på et rør og en stok og endnu en lille stok, som blev samlet op. Den var tilsyneladende forarbejdet med jernværktøj. Et rør og andre græsarter, der vokser på land, gled forbi sammen med et lille bræt. Besætningen på karavellen »Niña« observerede også tegn på land, bl. a. en stok dækket af små muslinger. Ved disse tegn åndede alle lettet op, og der blev stor glæde. På denne dag tilbagelagde de inden solnedgang 27 leagues.

 

Efter solnedgang satte han atter kursen mod vest. De holdt en fart på tolv mil i timen og havde kl. 2 om natten tilbagelagt 90 mil svarende til 22½ leagues. Og da karavellen, »Pinta« var en hurtigere sejler og derfor kom forud for admiralen, var det dette skib, der fandt land og afgav de signaler, admiralen havde befalet skulle afgives.

 

En sømand ved navn Rodrigo de Triana var den første, der så land. Men admiralen havde fra sin plads på agterkastellet set et lys allerede kl. 10 den foregående aften. Lyset var imidlertid så svagt, at han ikke uden videre ville påstå, at det var land. Han tilkaldte Pero Gutiérrez, en kongelig embedsmand, og fortalte ham, at der syntes at være et lys, og at han skulle holde udkig efter det. Det gjorde han, og han så lyset. Admiralen gav den samme besked til Rodrigo Sánchez de Segovia, som kongen og dronningen havde sendt med flåden som tilsynsførende, men han så intet lys, da han befandt sig på et sted, hvorfra det ikke kunne ses. Efter at admiralen havde talt, blev lyset set én eller to gange, og det var som et lille vokslys, der hævedes og sænkedes. Kun få tog dette lys som et tegn på land; men admiralen var overbevist om, at de befandt sig nær land. Da folkene havde sagt deres Salve, som alle søfolk er vant til at synge og læse på deres egen måde, og da hele besætningen var samlet, bad admiralen indtrængende folkene holde nøje udkig fra forkastellet og spejde omhyggeligt efter land; til den, der først varskoede, at land var i sigte, ville han med det samme give en silkevams foruden de andre belønninger, som kongen og dronningen havde udlovet til den første, der fik land i sigte, nemlig et årligt beløb på 10.000 maravedis.

 

Kl. 2 om natten dukkede der land frem ca. 2 leagues borte. De bjærgede alle sejl undtagen storsejlet, som blev anvendt uden bonetter, og sejlede ganske langsomt frem, idet de afventede dagens komme. Det var en fredag, at de nåede frem til en lille ø i Lucayos-gruppen, som på indianernes sprog hed »Guanahaní«. Lige efter fik de øje på nøgne mennesker, og admiralen sejlede i land i en bevæbnet båd sammen med Martín Alonso Pinçón og dennes broder Viceinte Anes, som var kaptajn på »Niña«. Admiralen rullede den kongelige fane ud, og kaptajnerne fulgte efter med de to bannere med det grønne kors, som admiralen førte som flag på alle skibene, og med et kronet F på den ene side af korset og et kronet Y på den anden side.

 

Da de kom i land, fik de øje på friske, grønne træer, en del vandløb og forskellige frugter. Admiralen sammenkaldte de to kaptajner og de øvrige, der var gået med i land, deriblandt Rodrigo Descobedo, notar for hele flåden, og Rodrigo Sánchez de Segovia og sagde til dem, at de skulle bevidne, hvorledes han i deres nærværelse tog øen i besiddelse. Han fremsatte derefter de foreskrevne erklæringer, som findes mere udførligt anført i de akter, der samtidig blev nedskrevet, og tog derved øen i besiddelse på sine majestæters, kongens og dronningens, vegne. Der samlede sig snart mange indfødte på stedet. Hvad herefter følger, er admiralens egne ord, som de findes i bogen om hans første rejse og om opdagelsen af disse indiske egne:

 

"Da jeg så", siger han, "at de var mennesker, som man med større held kunne frelse og omvende til vor hellige tro med kærlighed end med tvang, uddelte jeg, for at de skulle føle sig som vore venner, røde huer og glasperler, som de hængte om halsen, og mange andre ting af ringe værdi. De blev meget glade for disse gaver og blev så gode venner med os, at det var helt forunderligt. Siden kom de svømmende ud til vore skibsbåde, hvor vi var, og bragte os papegøjer, bomuldsgarn i nøgler, spyd og en mængde andre sager, som de byttede med andre ting, som vi gav dem, såsom glasperler og bjælder. Kort sagt, de tog og gav alt af en god vilje; men det forekom mig, at det var mennesker, der havde stor mangel på alle ting.

 

De går alle nøgne, som deres moder har født dem, også kvinderne, selv om jeg kun så en, der var ganske ung. Og alle de, jeg så, var unge folk — jeg så ingen, der var over 30 år gammel, og alle er de særdeles velskabte, med smukke legemer og vindende ansigter. Deres hår er grovt, omtrent som hestehalehår; og kort. Håret falder ned over øjnene, men et par duske kaster de tilbage over hovedet og lader håret i dem være langt og klipper det aldrig. Nogle maler sig med mørk farve (og de er af samme hudfarve som kanarierne, hverken sorte eller hvide), andre med hvidt eller med rødt eller med hvad de finder; nogle maler kun ansigtet, andre hele legemet, eller kun øjnene eller kun næsen.

 

De bærer ikke våben og kender ikke engang til våben. Jeg viste dem vore sværd, og de tog på æggen og skar sig som følge af deres ukendskab. De har ikke nogen slags jern. Deres spyd er en slags stænger uden jernod; nogle af dem har i spidsen en fisketand, andre noget andet. De er alle sammen af smuk vækst, har yndefulde bevægelser og er velskabte.

 

Jeg bemærkede, at nogle af dem havde mærker af sår på kroppen, og spurgte ved hjælp af tegn, hvorledes de havde fået disse. De lod mig forstå, at de havde forsvaret sig mod folk fra andre nærliggende øer, der var kommet for at tage dem til fange. Jeg fik den opfattelse, som jeg stadig vil fastholde, at disse folk kom fra fastlandet for at gøre øens beboere til slaver. Jeg tror, at de som tjenestefolk vil være udmærkede og fornuftige; for de gentager meget hurtigt, hvad man siger til dem. Og jeg tror, det vil være nemt at gøre dem til kristne; for det forekommer mig, at de ikke har nogen religion. Om Gud vil, agter jeg ved min afrejse at tage seks af dem med til Deres Højheder, for at de kan lære at tale. Jeg så ingen dyr overhovedet på denne ø undtagen papegøjer." Alt dette er admiralens ord.

 

(Kilde: P.C. Willesmoes Jørgensen: De store opdagelser, Gyldendal 1974)