Fortolkning (s. 102-124)


Indhold

 

Esrom Klosters brevbog

Columbus' skibsjournal

Unionsbrevet fra Kalmar 1397

Statsminister Buhls radiotale d. 2.9.1942 (lydfil)

Udenrigsminister J.O. Krags dagbogsnotits d. 25.8.1959

 

 

Esrom Klosters brevbog

 

(Kilde: Det Kongelige Bibliotek)

 

 

Columbus' skibsjournal

 

Torsdag den 11. oktober

 

Han sejlede mod vestsydvest. Havet var mere oprørt, end det havde været på hele rejsen. De så stormsvaler og et grønt siv i vandet nær skibet. Karavellen »Pintas« besætning fik øje på et rør og en stok og endnu en lille stok, som blev samlet op. Den var tilsyneladende forarbejdet med jernværktøj. Et rør og andre græsarter, der vokser på land, gled forbi sammen med et lille bræt. Besætningen på karavellen »Niña« observerede også tegn på land, bl. a. en stok dækket af små muslinger. Ved disse tegn åndede alle lettet op, og der blev stor glæde. På denne dag tilbagelagde de inden solnedgang 27 leagues.

 

Efter solnedgang satte han atter kursen mod vest. De holdt en fart på tolv mil i timen og havde kl. 2 om natten tilbagelagt 90 mil svarende til 22½ leagues. Og da karavellen, »Pinta« var en hurtigere sejler og derfor kom forud for admiralen, var det dette skib, der fandt land og afgav de signaler, admiralen havde befalet skulle afgives.

 

En sømand ved navn Rodrigo de Triana var den første, der så land. Men admiralen havde fra sin plads på agterkastellet set et lys allerede kl. 10 den foregående aften. Lyset var imidlertid så svagt, at han ikke uden videre ville påstå, at det var land. Han tilkaldte Pero Gutiérrez, en kongelig embedsmand, og fortalte ham, at der syntes at være et lys, og at han skulle holde udkig efter det. Det gjorde han, og han så lyset. Admiralen gav den samme besked til Rodrigo Sánchez de Segovia, som kongen og dronningen havde sendt med flåden som tilsynsførende, men han så intet lys, da han befandt sig på et sted, hvorfra det ikke kunne ses. Efter at admiralen havde talt, blev lyset set én eller to gange, og det var som et lille vokslys, der hævedes og sænkedes. Kun få tog dette lys som et tegn på land; men admiralen var overbevist om, at de befandt sig nær land. Da folkene havde sagt deres Salve, som alle søfolk er vant til at synge og læse på deres egen måde, og da hele besætningen var samlet, bad admiralen indtrængende folkene holde nøje udkig fra forkastellet og spejde omhyggeligt efter land; til den, der først varskoede, at land var i sigte, ville han med det samme give en silkevams foruden de andre belønninger, som kongen og dronningen havde udlovet til den første, der fik land i sigte, nemlig et årligt beløb på 10.000 maravedis.

 

Kl. 2 om natten dukkede der land frem ca. 2 leagues borte. De bjærgede alle sejl undtagen storsejlet, som blev anvendt uden bonetter, og sejlede ganske langsomt frem, idet de afventede dagens komme. Det var en fredag, at de nåede frem til en lille ø i Lucayos-gruppen, som på indianernes sprog hed »Guanahaní«. Lige efter fik de øje på nøgne mennesker, og admiralen sejlede i land i en bevæbnet båd sammen med Martín Alonso Pinçón og dennes broder Viceinte Anes, som var kaptajn på »Niña«. Admiralen rullede den kongelige fane ud, og kaptajnerne fulgte efter med de to bannere med det grønne kors, som admiralen førte som flag på alle skibene, og med et kronet F på den ene side af korset og et kronet Y på den anden side.

 

Da de kom i land, fik de øje på friske, grønne træer, en del vandløb og forskellige frugter. Admiralen sammenkaldte de to kaptajner og de øvrige, der var gået med i land, deriblandt Rodrigo Descobedo, notar for hele flåden, og Rodrigo Sánchez de Segovia og sagde til dem, at de skulle bevidne, hvorledes han i deres nærværelse tog øen i besiddelse. Han fremsatte derefter de foreskrevne erklæringer, som findes mere udførligt anført i de akter, der samtidig blev nedskrevet, og tog derved øen i besiddelse på sine majestæters, kongens og dronningens, vegne. Der samlede sig snart mange indfødte på stedet. Hvad herefter følger, er admiralens egne ord, som de findes i bogen om hans første rejse og om opdagelsen af disse indiske egne:

 

"Da jeg så", siger han, "at de var mennesker, som man med større held kunne frelse og omvende til vor hellige tro med kærlighed end med tvang, uddelte jeg, for at de skulle føle sig som vore venner, røde huer og glasperler, som de hængte om halsen, og mange andre ting af ringe værdi. De blev meget glade for disse gaver og blev så gode venner med os, at det var helt forunderligt. Siden kom de svømmende ud til vore skibsbåde, hvor vi var, og bragte os papegøjer, bomuldsgarn i nøgler, spyd og en mængde andre sager, som de byttede med andre ting, som vi gav dem, såsom glasperler og bjælder. Kort sagt, de tog og gav alt af en god vilje; men det forekom mig, at det var mennesker, der havde stor mangel på alle ting.

 

De går alle nøgne, som deres moder har født dem, også kvinderne, selv om jeg kun så en, der var ganske ung. Og alle de, jeg så, var unge folk — jeg så ingen, der var over 30 år gammel, og alle er de særdeles velskabte, med smukke legemer og vindende ansigter. Deres hår er grovt, omtrent som hestehalehår; og kort. Håret falder ned over øjnene, men et par duske kaster de tilbage over hovedet og lader håret i dem være langt og klipper det aldrig. Nogle maler sig med mørk farve (og de er af samme hudfarve som kanarierne, hverken sorte eller hvide), andre med hvidt eller med rødt eller med hvad de finder; nogle maler kun ansigtet, andre hele legemet, eller kun øjnene eller kun næsen.

 

De bærer ikke våben og kender ikke engang til våben. Jeg viste dem vore sværd, og de tog på æggen og skar sig som følge af deres ukendskab. De har ikke nogen slags jern. Deres spyd er en slags stænger uden jernod; nogle af dem har i spidsen en fisketand, andre noget andet. De er alle sammen af smuk vækst, har yndefulde bevægelser og er velskabte.

 

Jeg bemærkede, at nogle af dem havde mærker af sår på kroppen, og spurgte ved hjælp af tegn, hvorledes de havde fået disse. De lod mig forstå, at de havde forsvaret sig mod folk fra andre nærliggende øer, der var kommet for at tage dem til fange. Jeg fik den opfattelse, som jeg stadig vil fastholde, at disse folk kom fra fastlandet for at gøre øens beboere til slaver. Jeg tror, at de som tjenestefolk vil være udmærkede og fornuftige; for de gentager meget hurtigt, hvad man siger til dem. Og jeg tror, det vil være nemt at gøre dem til kristne; for det forekommer mig, at de ikke har nogen religion. Om Gud vil, agter jeg ved min afrejse at tage seks af dem med til Deres Højheder, for at de kan lære at tale. Jeg så ingen dyr overhovedet på denne ø undtagen papegøjer." Alt dette er admiralens ord.

 

 

Unionsbrevet fra Kalmar 1397

 

(Kilde: Gyldendals Billedarkiv)

 

 

Unionsbrevet, transskription

 

1. [Publikatio:] Allæ the thettæ breff høræ eller se eller høræ, suo wel thom ther nw æræ som hær efer komme sculæ, scal thet witerlict waræ, at [Narratio] efter thet at allæ thisse thry rike

2. Danmarc, Suerike oc Norghe meth en ræt endrecht oc sæmyæ oc kerlich oc gothwilghæ huars rikesens om sich oc meth radh oc fulbordh oc samthykke

3. høghbørne førstynne, wor nadighe fru drotning Margretæ, oc meth allæ thryggiæ rikesens gothwilghæ oc fulkomlicæ samthyct, biscope oc klerkæ, riddere

4. oc swenæ oc ganze oc menæ rikesens almughæ j huort riket om sich, war høghboren oc werdich første, wor nadighe herræ koning Eric til en ræt

5. herræ oc koning taken, walder oc wnfongen ouer alle thisse thry riken, sidhen wpa sancte Trinitatis søndach nw war j nafn Fadhers oc Søns oc then Hel-

6. ghe Andz hær j Kahnarn efter allæ rikesens gotho manne samthyct oc radh, bothe klerkæ oc leeghmen, krunether oc j koningxlich stol seter ouer thisse

7. thry koningxrike met then werdichet, som bothe j andelich oc j wæriltzlich stykke en ræt krunith koning til bør at besidiæ oc waræ ouer thisse thry koningx-

8. rike Danmarc, Suerike oc Norghe, [Dispositio] tha war her j for :de tymma oc stadh en stadhelich oc wbrydelich sæmye, fridh oc forbinding halneth, deythingeth oc ænd

9. meth radh oc samthykke then for :de wor herres koning Erics oc then for :de wor fru drotning Margretes oc meth en ræt endrecht oc samthykke alle rikesens radhge

10. uere oc men aff alle thry koningxriken fulbordhet thenne modæ, som her efter følgher: [1] Først at nw scule thisse thry riken hafue thenne koning, som ær

11. koning Eric, j hans lifdaghæ, oc sidhen ewinnelicæ scule thisse thry riken en koning hafue oc ey flere ouer alle thry riken, suo at riken aldre at scilias

12. meer, om Gudh wil. Sidhan efter thenne koningxens lifdaghæ scal en koning ouer al thry riken weliæs oc takes oc ey flere, oc scal engte et ri-

13. ket en koning takæ eller welghæ her efter wtan meth fulborlich samthykke oc endrecht allæ thrygge rikenæ. Giffuer oc Gudh thenne koning søn

14. eller thom, efter hanom kommæ, en søn eller flere, tha scal en til koning weliæs oc takas ouer al thry riken oc ey flere; the andre brøthræ wor-

15 the meth annet herscap belente oc bethenkte j riken, oc døtter, om han thom faar, tha gøre ther om efter thy, som laghen wt wiser, oc jo en aff

16. koningxsøner, om Gudh wil, at tha noken til ær, at thisse thry riken hanom weliæ, oc han blifue koning oc ey flere, som fore er sacht. Kan

17. oc koningen barnløs frafalle, thet Gudh forbyudhe, at tha rikesens radhgeuere oc men en annen weliæ oc takæ, then thom Gudh gifuer til

18. nadhe, ther the efter theræ bestæ samwit oc the witæ for Gudh rætist oc skellixt oc riken nyttest wæræ, meth en ræt samdrecht alle thrygge

19. rikenæ, oc at engin sich her amot setter eller annet j dragher, wtan som fore screfuit star. [2] Oc sculæ alle thry koningxriken j en sanzdrect oc

20. kerlich blifue oc wæræ, suo at engte et scal sich fran thet annet draghe met noken twædrect eller syndran, wtan huat thet enæ wpa

21. gar entich met orlogh eller meth andre wtlensche manne afæktæn, thet scal thom wpa ga alle thry, oc huort thera annet behelpelicht wæræ

22. meth al troscap oc al macht, thoc suo at huort riket blifuer widh syn lagh oc ræt, oc koningen efter thy, hanom bør at hafue. [3] Fram-

23. deles scal koningen styræ oc radhæ meth sit rike i Danmarc om hws oc feste, lagh oc dom efter thy, som ther ær lagh oc ræt, oc koning æ-

24. gher oc bør at gøræ, suo oc j Suerike oc j Norghe efter theræ lagh oc ræt, oc koning ther ægher oc bør at gøræ; oc draghes engin lagh eller

25. ræt wt aff eet riket oc wt j annet, the, ther ey før hafuæ warit logh eller ræt, wtan koningen oc huort riket blifue widh syn lagh oc

26. ræt som fore er sact, oc huort bør at blifue. [4] Kan thet oc suo wortha, at a noket et aff thisse rike orlogh eller hærscyold wpa styrter, huil-

27. ket et thorræ thet helzt kan worthe, tha scule the andre tw riken, nar koningen eller hans embitzmen wpa hans wegne thom til sigher, meth macht oc

28. al troscap thet riket til hielp oc werghe komme, huart thom worther til sact, entich til land eller watn, oc scal huort et riket thet annet

29. til hielpe kommæ oc waræ, som ther til bør, wtan alt arct, thoc suo, at huor et riket eller bathe tw thet enæ til hielp komme, tha scal man

30. j thet riket thom meth spisan oc kost oc fodher aff rikesens embitzmen thera nøthorft forese oc bæring, oc scipe, at landet oc almughen

31. ey forderuet worther; en om thorræ thienisto løn, scadhe oc fenxel eller annet, thet suo til rørir, ther stonde koningen thom fore, oc

32. ey rikesens embitzmen eller almughe ther om queliæ eller a talæ then tidh. Oc ther riken al eller noket theræ orlogh a styrter aff wt-

33. lensc hær, tha scal sich ther engin meth hielperæthe take eller werghæ, at han engin thiænist plictigh ær wtan til syt eghit landemære; thet

34. hafuom wi alle ouer gifuet oc samthyct, at en woræ scal then armen hielpe oc følghe j huilket rike thet nødh gørs, for then sculd at al thy

35. riken æræ nw oc worthe scule wnder en koning oc herræ oc blifuæ ens som et rike. [5] Hær meth scule alle feydhe oc twædrecht, som mellom riken her til

36. aff longe forlidhnæ tymæ warit hafue, næther legges oc aldre mer wppas eller wp draghes, oc aldre mer et rike orloghe wpa thet annet oc eng-

37. te thet wp draghe, ther orlogh eller wsæmye ma aff komme, wtan blifue alle som eet rike wnder en koning, som fore er sact. Oc scal huor man,

38. høgher oc lagher, widh ræt oc lagh blifue oc sich nøghe lade j lagh oc ræt, oc meth engin døthfeydhe eller annen wræt eller høghmod noken

39. then annen forthrykke eller wforrætæ then, ther mindræ formæ; wtan alle scule ræthes Gudh oc wor herra koningen, oc alle stonde hans budh efter

40. thy, som til bør, oc hans embitzmen, the han til setter wpa synæ wegne, oc ræte ouer thom, som her amot bryde. [6] Worther oc noken] j no-

41 ket riket fridhløs eller biltogher eller fo<r>flictogher j annet rike for sin rætæ brut, tha scal han suo wel j thet enæ rike wara fridhløs som

42. j thet andræ, oc scal hanom engin heyne eller forsuaræ, wtan huor han worther a talæther oc a kerther, ther scal man ouer hanom rætæ efter thy,

43. som han brut hafuer oc ræten til sigher. [7] Item om nokræ deythingen eller ærende worthe wpedhe eller om talit meth fræmethe herræ eller stæ-

44. dher eller thorræ budh til wor herra koni<n>gen, j huillcet rike han tha ær stedder, tha hafue han oc hans radh, the tha nær æræ stedde, jo

45. nokra aff huort riket, thes macht, huat han oc the ther om gøre oc ende wpa thisse thry rikes wegne, huat guthelixt oc skellixt oc nyttelixt

46. ær til wor herra konigens oc thisse thry rikes gagn. [8] Item scal man al thisse forscrefne stykke oc article suo gøre oc holde som fore screfuet star, oc thom

47. suo wt thydhe oc menæ, at thet wardher Gudh til hedher oc wor herra koningen oc riken til gagn oc gotho oc fridh, oc at huor lade sich nøghe

48. j lach oc ræt; oc wore thet suo, at noken wore, som her amot wilde gøre, at alle the aff thisse rike hielpe wor herra koningen oc hans embitzmen, som

49. han ther til setter, meth goth tro oc al macht thet at styræ oc ther ouer at rætæ efter thy, som ræt ær och ther widher bør. [9] Framdeles scal wor fru drot-

50. ning Margretæ styra oeh besidiæ, radhe oc beholde j henne lifdaghe whindrit meth al koningxlich ræt, engte wnden taket, efter henne wilghe

51. alt thet, som henne facffier oc henne søn henne wnte oc gafue i thorræ lifuende liff oc j thorræ testament, oc suo j Suerike henne morghengaue

52. oc annet, thet rikesens men j Suerike hafue meth henne ouer enæ dræghet oc samthcyt, at hwn beholde scal; suo oc henne morghengaue j Nor-

53. ghe oc thet henne herræ koning Hakon oc henne søn koning Oleff henne ther wnt oc gifnet hafue bothe j thorre lifnende liff oc j thorræ testa-

54. ment, oc et mughelict testament at gøræ efter sich oc thet at holde, thoc suo at landen oc slotten komme igen frij oc wmbeuoren til koningen, nar

55. hwn dør, wtan sno mange pæninge oc gotz, som hwn mughelica bort gifuer j syt testament, som fore er sact, aff thetta forscrefna, som henne ær bo-

56. the gifnet oc wnt, at thet stadicht oc fast blifuer oc holdes, oc huat hwn hafuer alle redho til foren fran sich antworthet eller gifnet eller bort guldet

57. eller lent j thisse thry koningxrike j Gndz hedher os henne wene oc thienere, at thet oc blifuer stadicht oc fast efter thy, som thet er giort, oc at ko-

58. ningen oc rikesens men j thisse thry koningxrike hielpe henne thetta forscrefne at besidiæ oc beholde oc beskyrme oc werghe oc at heynæ j goth tro j henne

59. lifdaghe wtan arct, om thet nødh gørs. Wille ok nokræ henne j thisse forscrefne stykke wforrætæ eller henne her i amot at gøre, arghæ eller hin-

60. dræ i nokræ modæ, tha wille [w]j j goth tro meth al macht wære henne ther j behelpelike a scipe henne ræt ouer thom, som thet gøre, oc wnne wi h<e>n

61. ne, at hwn ma takæ Gudh til hielp, oc thom henne hielpe wilghæ, at sta ther amot oc werghæ sich wforwit. [Korroboratio:] Til mere beuaring alle thisse

62. forscrefne stykke, at the scule stadighe, faste oc wbrydelicæ blifue ewinnelica meth Gudz hielp oc j alle mode oc meth alle article, som fore screfuet star,

63. oc at breff sculæ gifues wppa perkman screfne, tw aff huart rike, suosom ær Danmarc, Suerike oc Norghe, ludende j alla modæ oc meth allæ ar-

64. tikele, som hær fore screfuet star, oc sculæ incigles meth wor herræ koningens oc wor fru drotningens oc rikesens radz oc mens oc køpstæthes jncigle aff

65. huort aff thisse thry rike Danmarc, Suerike oc Norghe oc at alle thisse stykke æræ suo talædhe oc ende, oc at the j alle modæ suo fnldraghes

66. oc fulkommes oc blifue sculæ, som fore screfuet star, tha hafuom wi Jæcop oc Hinric aff Gndz nadh erchebiscope j Lund oc j Wpsalæ, Pæther oc Knut

67. meth samma nadh i Roskilde oc i Lyncopunk biscopæ, Karl aff Toftæ, Jønes Anderssøn, Sten Beyntssøn, Jønes Rut, Thure Beyntssøn, Folmar Jacopssøn,

68. Erengisl, Pæther Nielssøn aff Agarth, oc Algut Magnussøn, riddere, Arent, prouest j Oslo, Amund Bolt, Alff Harilsson og Goute Erikssøn.

69. riddere, ladit wora incigle met goth wilghæ henges for thettæ breff. [Datum:] Scriptum Kalmarn anno Domini m°ccc° xc° septimo die beate Margarete virginis etc.


Arkivnotitser på bagsiden:


I. [Med samtidig eller næsten samtidig hånd:]


Huru thet var talet j kalmarn


II. [Med samme hånd som Kroningsdukumentet, senest 1429:]


En dechtingen at thesse iij Rike skole ewinnen bliue vnder/en konung som blev giordh i Calmaren


III. [Med hånd fra slutningen af 16. århundrede er med mørkere blæk overskrevet I Kalmar og enkelte bogstaver forinden samt tilføjet:]


ther koning/


Erich bleff kronitt till konge wdj Suerrig.


1397


(Transskription: Bent Egaa Kristensen)

 

 

Unionsbrevet, oversættelse

 

1. [Publikatio:] Alle de der hører eller ser eller hører dette brev, såvel dem der nu er, som dem der herefter skal komme, skal det vitterligt være, at [Narratio:] efter det at alle disse tre riger


2. Danmark, Sverige og Norge med ret endrægtighed og enighed og kærlighed og god vilje fra rigerne hver især og med råd og indvilligelse og samtykke fra


3. den højbårne fyrstinde, vor nådige frue dronning Margrethe, og med alle tre rigers gode vilje og fuldkomne samtykke, biskopper og klerke, riddere


4. og svende og hele rigets menige almue i hvert rige for sig, vor højbårne og værdige fyrste, vor nådige herre kong Erik til en ret


5. herre og konge har taget, valgt og modtaget, over alle disse tre riger, og sidenhen på Sankt Trinitatis søndag i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn


6. her i Kalmar med alle rigernes gode mænds samtykke og råd, både klerke og lægmænd, har kronet og sat ham i den kongelige stol over disse


7. tre kongeriger med den værdighed, både i åndelig og i verdslig henseende, som en ret kronet konge bør besidde og være over disse tre konge-


8. riger Danmark, Sverige og Norge, [Dispositio:] da blev her på førnævnte tidspunkt og stad forhandlet, indgået og fuldbyrdet en bestandig og ubrydelig enighed, fred og forbindelse, og


9. med råd og samtykke fra den førnævnte herre kong Erik og den førnævnte vor frue dronning Margrethe og med en ret enighed og samtykke fra alle rigernes rådgivere


10. og mænd i alle tre kongeriger sådan som herefter følger: [1] Først at nu skal de tre riger have denne konge som er


11. kong Erik i hans livs dage og siden skal de tre riger til evig tid have én konge, og ikke flere over alle tre riger, så at rigerne aldrig skal skilles


12. mere, om Gud vil. Siden hen, efter denne konges livs dage, skal der vælges og tages én konge over alle tre riger og ikke flere, og herefter skal intet rige


13. tage eller vælge en konge uden at det sker med samtykke og enighed i alle tre riger. Hvis Gud giver denne konge en søn


14. eller dem, der kommer efter ham, en søn eller flere, da skal en vælges og tages til konge over alle tre riger og ikke flere; de andre brødre skal


15. betænkes og forlenes med andet gods i riget, og døtre, hvis han får nogen, skal han gøre som loven foreskriver, og en af


16. kongesønnerne, hvis Gud vil, at der er nogen, skal de tre riger vælge ham, så han bliver konge, og ikke flere som tidligere nævnt. Hvis


17. kongen skulle være barnløs, det Gud forbyde, da skal rigets rådgivere og mænd vælge og antage en anden, den som Gud giver


18. nåden, efter deres bedste samvittighed og som de ved for Gud er ret og skel og vil være rigerne til nytte, i sand enighed mellem alle tre


19. riger, og at ingen sætter herimod eller drager andet ind, som det ovenfor er skrevet. [2] Og alle tre kongeriger skal blive og være i enighed og


20. kærlighed, så at ét ikke skal drage sig bort fra det andet med nogen splid eller splittelse, men hvad der sker med det ene


21. enten med krig eller med andre udenlandske mænds angreb, det skal gælde dem alle tre, og hvert af dem skal være de andre behjælpelige


22. med al troskab og al magt, dog så at hvert rige beholder sin lov og ret, og kongen efter det, han bør gøre. [3] Frem-


23. deles skal kongen styre og råde i sit rige i Danmark over hus og fæstning, lov og dom eftersom, der er lov og ret, og kongen


24. ejer og bør gøre, så og i Sverige og i Norge efter deres lov og ret og kongen der ejer og bør gøre; og ingen lov eller


25. ret skal drages ud af et rige og ind i et andet, der hvor ikke før har været lov eller ret, men kongen og hvert rige skal blive ved sin lov og


26. ret som det før er sagt, og hvert rige bør forblive. [4] Kan det ske, at et af disse riger, lige meget hvilket det er, skulle blive styrtet ud i krig eller væbnet overfald,


27. da skal de andre to riger, når kongen eller hans embedsmænd på hans vegne tilsiger dem dertil, med magt og


28. al troskab komme det rige til hjælp og værge, som de bliver tilsagt, enten til lands eller til vands, og hvert rige skal komme det andet komme og være


29. til hjælp, som det bør, uden nogen svig, dog sådan at hvor et rige eller begge to kommer det ene til hjælp, da skal man


30. i det rige forsyne dem med spise og kost og foder gennem rigets embedsmænd, der skal sørge for deres fornødenheder, og ordne det sådan at landet og almuen


31. ikke bliver ødelagt; men om deres tjeneste, løn, skade og fængsel eller andet der måtte tilstøde dem, da skal kongen stå dem til ansvar, og


32. ikke rigets embedsmænd eller almue for kval og påtale derved. Og hvis rigerne eller et af dem bliver kastet ud i krig af en


33. udenlandsk hær, da skal ingen søge tilflugt til eller værge for sig med, at han ikke er pligtig til at gøre tjeneste uden for sine egne landemærker, deri


34. har vi alle indvilliget og samtykket, at enhver skal hjælpe og følge den anden i det rige, hvor der er nød, fordi alle tre


35. riger nu er og skal være under én konge og herre og skal blive som ét rige. [5] Hermed skulle al fejde og strid, som har været mellem rigerne


36. i lange tider, ophøre og aldrig mere yppes eller fremdrages, og aldrig mere må et rige påføre


37. det andet krig og heller ikke fremdrage noget, der kan medføre krig eller uenighed, men alle skal blive som ét rige under én konge, som det tidligere er sagt. Og hver mand


38. høj og lav skal forblive ved ret og lov og lade sig nøje med lov og ret, og ikke med dødelig fejde eller anden uret eller hovmod


39. undertrykke den anden eller forurette den, der formår mindre; men alle skal frygte Gud og vor herre kongen, og alle lyde hans bud


40. som de bør, og hans embedsmænd, som han indsætter på sine vegne, og dømme over dem, som forbryder sig herimod. [6] Bliver nogen i noget


41. rige fredløs eller forflygtiger sig ind i et andet rige på grund af sit retsbrud, da skal han såvel i det ene rige være fredløs


42. som i det andet, og ingen skal beskytte eller forsvare ham, men der hvor han bliver tiltalt og påkæret, der skal man pådømme ham,
efter hvad


43. han har forbrudt, sådan som retten tilsiger. [7] Ligeledes hvis nogen forhandling eller ærinde bliver aftalt med fremmede herrer eller stæder


44. eller deres sendebud til vor herre kongen, i hvilket rige han da er til stede, da har han og hans råd, de som er der til stede, dog


45. nogle af hvert rige, den magt at hvad han og de der gør og slutte på disse tre rigers vegne, hvad der er gudeligt, rigtigt og nyttigt


46. for vor herre kongen og til gavn for disse tre riger. [8] Ligeledes skal man alle disse ovennævnte stykker og artikler gøre og holde så som det er foreskrevet, og


47. så udlægge og tyde, så det bliver Gud til hæder og vor herre kongen og riget til gavn og gode og fred, og at hver lader sig nøje


48. med lov og ret; og hvis det var sådan, at der var nogen, som ville handle herimod, så skulle alle af disse riger hjælpe vor herre kongen og hans embedsmænd, som


49. han sætter dertil med god tro og al magt at styre og derover at dømme efter det, som ret er og bør. [9] Fremdeles skal vor frue


50. dronning Margrete styre og besidde, råde og beholde i hendes livs dage uhindret med al kongelig ret, ingen undtaget, efter hendes vilje

51. alt det, som hendes far og hendes søn undte hende og gav i deres levende liv og i deres testamente, også i Sverige hendes morgengave


52. og andet, det rigets mænd i Sverige har overdraget og samtykket med hende, at hun skal beholde; således også hendes morgengave i


53. Norge og det hendes herre kong Håkon og hendes søn Oluf har undt og givet hende både i deres levende live og i deres


54. testamente, og et muligt testamente må hun gøre efter sig og holde, dog sådan at landene og slottene kommer fri og upåtalte til kongen, når


55. hun dør, uden så mange penge og gods, som hun muligvis bortgiver i sit testamente, som før er sagt, af dette ovenskrevne, som både er hende


56. givet og undt, at det stadig og fast bliver og holdes, og hvad hun allerede tidligere har overdraget eller givet bort eller betalt


57. eller forlenet i disse tre kongeriger til Guds hæder og hendes venner og tjenere, at det bliver stadig og fast, således som det er gjort, og at


58. kongen og rigets mænd i disse tre kongeriger skal hjælpe hende til at besidde og beholde det førskrevne og forsvare og værne i god tro i hendes


59. livs dage uden svig, hvis det er nødvendigt. Hvis nogen vil forurette hende eller gøre hende imod, skade eller hindre


60. på nogen måde, da vil vi i god tro med al magt være hende behjælpelige med at skaffe hende ret over dem, som gør det, og vi under hende


61. at hun må tage Gud til hjælp, og at de, der vil hjælpe hende, må stå derimod og værge sig uden skam. Til yderligere sikkerhed for at alle disse


62. førskrevne stykker, skal forblive stadige, faste og ubrydelige til evig tid med Guds hjælp og på alle måder og med alle artikler, som førskrevet står


63. og at breve skal udstedes på pergament skrevne, to fra hvert rige, som er Danmark, Sverige og Norge, lydende og på alle måder og med alle


64. artikler, som her førskrevet står, og skal besegles med vor herre kongens og vor frue dronningens og rigets råds og mænds og købstæders segl af


65. hvert af disse tre riger Danmark, Sverige og Norge og at alle disse stykker er så aftalt og endt, og at de i al måde så fuldendes og


66. fuldføres og skal blive, som før skrevet står, da har vi Jacob og Henrik af Guds nåde ærkebiskopper i Lund og Uppsala, Peter og Knut med samme nåde i Roskilde og i Linköping biskopper, Karl af Tofte, Jens Anderssøn, Steen Bengtssøn, Jens Rud. Ture Bengtssøn, Folmer Jacobssøn, Erengisl, Peter Nielssøn af Ågård, og Algot Magnussøn, riddere, Arent, provst i Oslo, Åmund Bolt, Alf Haraldssøn og Gaute Erikssøn, riddere, ladet vort segl med Guds vilje hænge under dette brev. Skrevet i Kalmar det Herrens år 1397 på den hellige jomfru Margretes dag.


Arkivnotitser på bagsiden:


I. [Med samtidig eller næsten samtidig hånd:]


Hvordan der blev aftalt i Kalmar


II. [Med samme hånd som Kroningsdukumentet, senest 1429:]


En overenskomst at disse 3 Riger skulle evigt blive under/en konge som blev gjort i Kalmar


III. [Med hånd fra slutningen af 16. århundrede er med mørkere blæk overskrevet I Kalmar og enkelte bogstaver forinden samt tilføjet:]


da kong/


Erik blev kronet til konge i Sverige.


1397


(Oversættelse: Bent Egaa Kristensen)

 

 

Statsminister Vilhel, Buhls radiotale til det danske folk d. 2. september 1942

Statsminister Vilhelm Buhls radiotale til det danske folk d. 2. september 1942

For at høre det, der er bevaret af radioudsendelsen af talen, tryk på play-knappen. (Gengivet efter aftale med Statsbiblioteket)

 

Det er ved forskellige Lejligheder blevet sagt, at den danske Befolkning i det Store og Hele loyalt har efterlevet Kongens og Regeringens Opfordringer til at undlade enhver Handling og enhver Udtalelse, som kunne være egnet til at vanskeliggøre de Bestræbelser, der saavel fra officielt Hold som fra ansvarsbevidst privat Side udfoldes for vedblivende at sikre opretholdelsen af Ro og Orden her i Landet.

 

Dette er sagt med Rette. Langt den overvejende del af Befolkningen har indset, at det for det danske Samfundsliv under Besættelsen og for Bevarelsen af vore folkelige og nationale Værdier er af fundamental Betydning at undgaa ethvert Uromoment. Og Befolkningens gennemgaaende korrekte Holdning har da ogsaa været den afgørende Forudsætning for, at Forholdene her i Landet har kunnet faa Lov til at udvikle sig efter den Linie, der blev lagt fast den 9. april 1940 og som har sit Udgangspunkt i de dengang fra tysk Side givne Tilsagn.

 

Der er imidlertid forekommet Undtagelsestilfælde, hvor danske i Uforstand har foretaget sig Handlinger eller i Ord og Skrift er fremkommet med Udtalelser, som er i Strid med den Politik, Regeringen fører, og de Anskuelser, der af det besindige Flertal af Befolkningen næres med hensyn til den Holdning, vi bør indtage under de herskende Forhold. Til trods for, at der i adskillige saadanne Tilfælde er grebet alvorligt ind fra Statsmagtens Side, forekommer det dog stadig, at ubesindige Elementer er paa Færde og foretager sig Handlinger, som er egnede til at forstyrre Ro og Orden og dermed volde Landet Vanskeligheder.

 

Der er navnlig i den senere Tid forekommet nogle Tilfælde af Sabotage overfor den tyske Værnemagt her i Landet, og det er disse beklagelige Tilfælde, som giver mig Anledning til her at sige nogle alvorlige Ord til Eftertanke.

 

Sabotage i den Forstand, der her er Tale om, er ødelæggelse eller beskadigelse af Værdier, som direkte eller indirekte er af krigsmæssig Betydning for en krigsførende Part. Til Sabotage henregnes derfor ikke blot Ødelæggelse eller Beskadigelse af egentligt Krigsmateriel, men ogsaa ulovlige Handlinger, som tilsigter en Forstyrrelse af Trafikmidler og af Forsyningerne fra de offentlige Værker og lignende, eller som gaar ud paa en Forringelse af det civile Livs Produktionsmidler eller Tilintetgørelse af samfundsvigtige Frembringelser inden for en krigsførende Parts Interesseomraade. Sabotage er en af de alvorligste Forbrydelser, der kan begaas mod et krigsførende Land, og i Almindelighed kendes der for saadanne Forbrydelser i de krigsførende Lande kun én Straf, nemlig Dødsstraf.

 

Det vil sikkert være almindeligt bekendt, at selv Handlinger, der tilsyneladende er forholdsvis uskyldige, og som, hvis de forekom i Fredstid, kun ville blive belagt med en ringe Straf som Tingsbeskadigelse, under Krigstid i de krigsførende Lande bliver betragtet udfra Synspunktet Sabotage og som følge deraf for Gerningsmanden medfører den ubønhørlige Konsekvens, at han maa bøde med Livet.

 

Danmark er ikke et krigsførende Land, og vi har med hensyn til Retsplejen i Sager om Forbrydelser mod den tyske Værnemagt hidtil kunnet opretholde den Ordning, at disse Sager paadømmes ved dansk Domstol, uanset at vor nugældende Lovgivning ikke hjemler Straf af samme strenghed som tysk militær Straffelov. Men det maa ikke glemmes, at Danmark med den geografiske Beliggenhed, vort Land nu engang har, og den Stilling, vi for Tiden befinder os i, af Tyskland maa betragtes som et Forbindelsesled i den tyske Front mod Vest, og at Tysklands interesse i Bekæmpelsen af Forbrydelser mod Værnemagten derfor principielt bliver den Samme her i Landet som i de øvrige Lande og Omraader, der er under tysk militær Kontrol.

 

(Kilde: Gyldendals Billedarkiv)

 

Og endvidere maa det ikke glemmes, at det først og fremmest er en dansk Statsinteresse at undgaa Sabotagehandlinger, det være sig mod Trafikmidler, offentlige Forsyningsindretninger etc. eller mod den tyske Værnemagts Materiel. Direkte eller indirekte er det vort eget Land, der kommer til at lide mest under Følgerne af saadanne Handlinger.

 

Den danske Regering føler derfor et stort Ansvar med Hensyn til Bekæmpelsen af Sabotage og lignende Forbrydelser, og ud fra dette Ansvar ville det med Rette kunne bebrejdes mig, dersom jeg ikke talte ganske aabent om det her omhandlede meget alvorlige Spørgsmaal.

 

Det siger sig selv, at Regeringen stadig med yderste Strenghed vil forfølge Sabotage og anden Forbrydelse mod den tyske Værnemagt med de i vor Lovgivning hjemlede Midler, og der vil fra Politiets Side blive sat ind med al Kraft paa Løsningen af de Opgaver, disse Sager frembyder. Thi opretholdelse af Ro og Orden maa for Regeringen staa som den første Pligt under Varetagelsen af vort Lands Interesser i denne Situation.

 

Men Regering og Politi formaar ikke alene at skabe den Ro og Sikkerhed, som er en Betingelse for, at Forholdene ogsaa fremefter kan udvikle sig som hidtil. Hertil kræves Medarbejde af alle gode Kræfter i vort Folk, af alle Dem, der har Indsigt og Indflydelse paa Andre, af alle, hvem et Lederhverv er betroet.

 

Jeg appellerer derfor til alle danske Kvinder og Mænd og vil saa indtrængende, som det er mig muligt, lægge hver Enkelt paa Sinde at være virksom for, at Besindighedens Aand stadig kommer til at raade i vort Folk. Og jeg vil navnlig gerne rette denne Appel til Ungdommens Ledere i Skoler, Foreninger og Sammenslutninger af enhver Art, idet jeg beder hver Enkelt om at gøre sit Bedste for at forhindre, at ungdommelige Elementer i Ubesindighed og Uforstand lader sig forlede til at begaa Handlinger, der under de nuværende Forhold maa betegnes som intet mindre end dødsensalvorlige.

 

Vær med til at gøre det klart for Alle, og navnlig for de Unge, at den, som begaar Sabotage eller hjælper med dertil eller overfor Myndighederne tilbageholder Viden om Sabotageplaner eller undlader at medvirke til Opklaring af Sabotage, handler mod sit Fædrelands Interesse.

 

Fra dem, hvis Maal det er at undergrave et godt Forhold mellem Tyskland og Danmark, hvilende paa gensidig Hensyntagen og Forstaaelse, mangler det ikke paa Tilskyndelser til at søge en Konfliktsituation bragt til Veje her i Landet, og i Propagandaen herfor blander der sig ogsaa Røster af Danske i Udlandet. Tænk paa, hvor skæbnesvangert det ville være at give efter for saadanne Opfordringer, skæbnesvangert, ikke blot for den Enkelte, men for Land og Folk. Lad ikke de faa ubesindige og hensynsløse faa Lov til at drive deres Spil og ødelægge den rolige Tilstand, som alle besindige Danske vil værne om. Men vær med til at fastholde dette selvfølgelige Krav: At Borgere i et af Tyskland besat ikke-krigsførende Land maa undlade at foretage Handlinger, der direkte eller indirekte gaar ud paa at ramme den tyske Værnemagt. Handlinger, som i alle Tilfælde først og fremmest vil komme vort eget Land til Skade.

 

Det er mit Haab, at vi ved fælles Hjælp paa det gældende Lovgivningsgrundlag kan komme dette Onde, som hedder Sabotage mod den tyske Værnemagt, til livs, saaledes at man ikke kommer til at staa overfor den Situation, at der rejses Spørgsmaal om Tilstrækkeligheden af vor nugældende Straffelovgivning eller overhovedet om vor Adgang til selv at holde Justits paa dette Omraade.

 

— Lad mig til slut — udtalte Statsministeren — sammenfatte det, jeg har sagt, i en Henvisning til de Ord, Kongen personlig føjede til Regeringens Opraab af 9. april 1940: »Under disse for vort Fædreland saa alvorlige Forhold, opfordrer jeg Alle i By og paa Land til at vise en fuldtud korrekt og værdig Optræden, da enhver uoverlagt Handling eller Ytring kan have de alvorligste Følger«.

 

Disse Ord maa Enhver, der vil vort Fædrelands Vel, lægge sig dybt paa Sinde.

 

 

Jens Otto Krags dagbogsnotits

 

 

Betænkelig v. HC’s, Svenningsens stiltiende given grønt lys for US atomvaaben oplagring på Grønl. – i Nov 57. De har ingen reg’s beslutning bag sig og intet er meddelt udenrigspol. nævn. Jeg har sagt til HC, at vi bør bringe det i orden i f.t. reg. og nævn. Han ville overveje det. Vanskeligheden er de forløbne to aar. Kunne jeg maaske i Wash. søge oplysning om hvad faktisk er sket og forelægge de derved fremkomne nye oplysninger.

 

(Transskription: Bent Egaa Kristensen. Kilde: DIIS)